Tak til fremtrædende medlemmer af Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder for at svare på mit indlæg om frimenigheders status.
Tak også til professor Bo Kristian Holm, teologi i Aarhus, for på Facebook at have mindet mig om, at jeg i det oprindelige indlæg også burde have forholdt mig til den standende debat om de retlige relationer til (medlemmer af) kirkerne inden for Leuenberg-fællesskabet.
I denne afsluttende kommentar vil jeg svare begge, minde om mit oprindelige ærinde, og udvide mit forslag om ændringer i forlængelse af ændring af trossamfundsloven til et forslag om en ny lov om associeringsaftaler mellem folkekirken og menigheder og kirker uden for folkekirken.
Man kan ikke købe sig til indflydelse i folkekirken
Det burde egentlig være banalt at sige, men bare for en ordens skyld vil jeg igen – i et år, hvor folkekirken har valg til menighedsråd – minde om, at man ikke kan købe sig til stemmeret og valgbarhed i folkekirkens menighedsråd.
Valgbestyrelserne har pligt til at spørge kandidater til menighedsråd, om de er medlemmer af et andet trossamfund. For man skal også være medlem af folkekirken. Det vil sige: Man skal være døbt og ikke medlem af en frimenighed, en kirke eller et trossamfund uden for folkekirken, for at være valgbar til folkekirkens menighedsråd.
Derimod er det irrelevant, om man – fejlagtigt – betaler kirkeskat. Man kan ikke købe sig til valgret og valgbarhed i folkekirken.
Forholdet er jo, som tidligere afdækket af Kirke.dk (8. januar 2020 og 24. januar 2020), at frimenigheds- og trossamfundsmedlemmer, der har betalt kirkeskat, kan få kirkeskatten tilbage, selvom de selv er de eneste, der ved, hvornår de har indmeldt sig i et andet trossamfund.
Det ville ærligt talt klæde frimenigheder og frikirker at gøre <u>som den katolske kirke</u> og sikre, at egne medlemmer ikke samtidig søger at købe sig til indflydelse i folkekirken.
Frie menigheder har vel også selv så rigeligt brug for egne medlemmers ressourcer, både i form af økonomi og arbejdskraft, så egentlig har jeg hidtil opfattet det sådan, at jeg her var enig med de grundtvigske på dette punkt. Frimenighed er man jo, fordi man vil være fri, selv-organiserende, og ikke vil lægge penge og kræfter i folkekirkens struktur.
Men det betyder også – endnu en lille detalje – at når betaling af kirkeskat er uretmæssig, så vil der også på et tidspunkt blive behov for at afklare, hvorvidt og på hvilke betingelser, præster og andre ansatte i frimenigheder og frikirker har adgang til folkekirkens efter- og videreuddannelsessystem. Dér kan man måske til gengæld finde en løsning med konkret at betale for kursusdeltagelse.
Man skal være anerkendt efter trossamfundsloven for at få økonomiske fordele
Til gengæld vil frimenigheder og trossamfund selvfølgelig gerne have de skattefritagelser og fradragsmuligheder, der er til rådighed for frimenigheder og andre uden for folkekirken.
Her må jeg igen understrege, at når grundlaget for disse økonomiske goder er status som kirke/menighed/trossamfund, så går vejen entydigt forbi en anerkendelse som trossamfund efter trossamfundsloven.
Reglerne gælder selvfølgelig også i Christiansfeld, og jeg er sikker på, at Brødremenigheden – der jo rummer både et trossamfund og et missionsselskab med hvert sit CVR-nummer – i samarbejde med SKAT og Kirkeministeriet får forholdene afklaret. Enten må fradragsretten for trossamfundsdelen ophøre, eller også må Brødremenigheden som trossamfund søge anerkendelse efter trossamfundsloven.
Frimenigheder opdrager selv deres præster
En anden pointe, jeg egentlig ville tro, jeg var enig med de grundtvigske i, er at frie menigheder er frie, fordi de ønsker at være selvstyrende. Når jeg derfor i mit første indlæg understregede, at der ikke er hjælp at hente i konflikter fra hverken provst, biskop eller ministerium, så var det præcis for at understrege den frie foreningsret.
Jeg må tilstå, jeg bliver lidt forbavset, når medlemmer af frimenigheder kontakter mig for at få afklaret, hvilken ekstern hjælp de kan få i konfliktsituationer. Helt loyalt henviser jeg altid til foreningens egne vedtægter, og jeg har da også indtryk af, at man måske hos de grundtvigske (og andre?) vil opruste med undervisning i foreningsret med videre.
Endelig er jeg helt enig med de grundtvigske i, at frimenigheder selv opdrager deres præster. Der er ikke i en frimenighed sikkerhed for præstens forkyndelsesfrihed eller faglige selvstændighed. Tværtimod.
Jeg har tidligere troet, at de grundtvigske var særligt tæt på folkekirken ved netop at hævde præsteembedets uafhængighed over for menighedsbestyrelsen, men kan jo se både på indlægget i Kirke.dk fra de grundtvigske og ved læsning af Jyske Vestkystens artikler om balladen i Rødding, at der i frimenigheder netop er tale om, at menigheden har ambitioner om at oplære præsten, ikke omvendt.
Det betyder, at de grundtvigske frimenigheder i deres dna har den samme grundholdning som mange Luthersk Mission-frimenigheder, Dansk Oase-frimenigheder med videre – nemlig at det er menighedens ledelse, ikke præsten, der fastlægger linien.
Det har jeg fuld respekt for. Der er intet odiøst i det, og jeg mistænkeliggør ingen. Man vil næppe finde nogen offentlig debattør eller fagjurist, der har større respekt for det almindelige præstedømme end jeg – jeg har endog skrevet bøger om det.
Men – præcis den magtbalance i de frie menigheder gør jo, at der ikke er nogen sikkerhed for, at de præster, der efter syv års tjeneste i en frimenighed vil søge over i en folkekirke, er kapable til at påtage sig et folkekirke-embede.
Det er ikke alene et spørgsmål om manglende biskoppeligt tilsyn. Det er et spørgsmål om andre sangtraditioner og liturgiske former (Oase-menigheder), om kønnet præsteembede (LM-menigheder), om lukkede nadverborde (den evangelisk-lutherske frimenighed og (nogle?) LM-menigheder) – og så altså om oplæring i en markant anderledes magtbalance mellem menighedsråd og præsteembede.
De er alle evangelisk-lutherske, men det er ikke folkekirke-traditioner, der opdrages i.
Derfor er jeg også – med al respekt – enig i, at valgmenighedspræster skal på Pastoralseminariet, der jo har til formål at efteruddanne til at være rustet til at søge folkekirke-embede. Beklager.
Og jeg forstår ærligt talt ikke, hvorfor folkekirkens præstekjole skal legitimere en række frimenigheder, der jo netop ikke ønsker at være folkekirkelige. Hvorfor kan Metodistkirkens, Missionsforbundets og Baptistkirkernes præster så ikke også bære folkekirkens præstekjole?
Behov for en lovændring, der samler området
Retligt er der ingen forskel på de menigheder og frikirker uden for folkekirken, der anfører om sig selv, at de er evangelisk-lutherske, og de protestantiske kirker ved siden af folkekirken, som Det Mellemkirkelige Råd gerne vil have, at folkekirken skal have et tættere samarbejde med, jævnfør Bo Kristian Holms henvisning til Leuenberg-fællesskabet.
Det afgørende er, om der er tale om menigheder og kirker, der kan rummes under Grundlovens § 4, der jo fastslår, at folkekirken er evangelisk-luthersk.
Så hvis vi i fremtiden skal have dobbelt medlemskab af folkekirken og menigheder og kirker uden for folkekirken, så opfordrer jeg til, at man regulerer området i én samlet lovgivning. At man tager stilling til indholdet i associeringsaftaler, til sammenhængen mellem fradragsret, kirkeskat og adgang til indflydelse, til brug af folkekirkens kirkebygninger, til præsternes status og stilling med hensyn til adgang til folkekirkeligt præsteembede, til brug af præstedragt og adgang til efter- og videreuddannelse – og endelig til, hvem der har biskoppeligt tilsyn med hvilke præster og menigheder, hvad kompetenceforholdet er mellem præst og menighedsråd, samt hvilken kirkeret Metodistkirkens, Brødremenighedens eller folkekirkens, for eksempel), der gælder i hvilke situationer.
Vejen frem kunne være en samlet lov om folkekirkens samarbejde med menigheder og kirker uden for folkekirken. En parallel til valgmenighedsloven, men naturligvis med et andet indhold, da det jo netop ikke er menigheder inden for folkekirken, vi taler om.
Det ved bestyrelsen for Foreningen af Grundtvigske Valg- og Frimenigheder bedre end nogen.
Så i det omfang de ikke synes, at juridiske og økonomiske forhold er irrelevante småtterier uden betydning for hverdagens realiteter (man kunne næsten læse indlægget sådan, men det tror jeg faktisk ikke, bestyrelsen mener), så vil præcis de grundtvigske kunne bidrage med historisk erfaring i udviklingen af et sådant lovgrundlag.