Har man fulgt debatten, efter at Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter (FUV) i januar holdt konference om præsternes udfordringer med nutidens konfirmander, er det let at tænke: Godt, det ikke er mig.
I Kristeligt Dagblad har beskrevet, hvordan fejlslagen inklusion, coronaårgange, sociale medier og et stigende antal diagnoser ifølge nogle præster gør det nærmest umuligt at gennemføre konfirmandundervisningen. En problematik, Kirke.dk allerede sidste år beskrev.
Udfordringerne har fået flere præster til at opfordre til, at forældre og skoler på forhånd fortæller dem om børnenes eventuelle diagnoser.
Lars Nymark Heilesen har i en årrække har undervist i religionspædagogik på FUV og har skrevet flere artikler og bøger om emnet. Ifølge ham handler udfordringerne om et andet og mere grundlæggende problem end, hvorvidt præsterne kender til konfirmandernes diagnoser og indlæringsvanskeligheder og har pædagogisk værktøj til at håndtere dem.
“De forslag, der lige nu bliver nævnt i medierne, er alle ambulance- eller nødhjælpsforslag,” lyder det fra Lars Nymark Heilesen.
“Der bliver for eksempel foreslået to-lærer-undervisning. Naturligvis skal der flere kvalificerede voksne ind i undervisningen, men for mig at se, er det alt sammen kortsigtede løsninger, der skal imødekomme frustrationer og svaghederne i undervisningen her og nu.”
“Men samtidig kalder den aktuelle undervisningssituation på et langt, sejt træk. Det kræver nogle fundamentale teologiske overvejelser over, hvad det i grunden er, der skal stå i folkekirkens katekismus, når man skal arbejde med unge mennesker i deres aktuelle livssituation.”
“Vi er simpelthen nødt til at styrke det fagfaglige, så konfirmationsforberedelsens arvegods bliver tænkt igennem igen.”
1970'ernes nedtur blev til optur for den undervisende kirke
Samtidig med konferencen i januar gik Lars Nymark Heilesen på pension fra et arbejdsliv, der gennem mere end fyrre år har fulgt religionspædagogikkens op- og nedture. Her der nogle vigtige erfaringer, når det gælder løsningen af de nuværende problemer. Herunder inddragelsen af det, han kalder “arvegodset.”
“I 1975 blev der skabt en markant skillelinje mellem kirke og skole, da det formelle bånd mellem dem blev løsnet. Folkekirken havde indtil da lænet sig op ad, at kirken tog ansvar for konfirmationsforberedelse, mens skolen tog sig af resten.”
“Samtidig haltede det på det tidspunkt med konfirmationsforberedelsen, som var kommet ud af takt med ungdomsgruppens selvforståelse. Hvis man læser Præsteforeningens Blad fra den tid, så skriver præsterne stort set det samme som nu.”
“Derfor gjorde man konfirmationsforberedelsen og i det hele taget den kirkelige undervisning til indsatsområde på alle niveauer i folkekirken. Man inddrog mennesker med forstand på emnet, uddannede og stimulerede på alle måder fagligt."
"Der blev i et intenst arbejde hen over 15 år udviklet et koncept for konfirmationsforberedelsen, som har holdt sig frem til nu, og som har været stærkt nok til at kunne optage de forskellige pædagogiske tiltag, der er kommet gennem årene.”
“I begyndelsen af 1990'erne havde folkekirken i den grad opdaget sig selv som en undervisende kirke. I tiden omkring år 2000 kørte maskineriet rigtig godt med høj succesrate hos konfirmanderne, og alle formidlede godt.”
“Internettet kom til i disse år, og enhver præst kunne nu let selv uge for uge hente undervisningsideer hos hinanden og i kollegiale faglige netværk, ikke mindst på det nyoprettede Konfirmandcenters hjemmeside, så onsdagens undervisning var reddet hjem hos konfirmanderne.”
”Det var samtidig afgørende, fordi præsterne i disse år fik et travlt ansvar for at udvikle og tage sig af så mange andre sogneopgaver, der var betydningsfulde for kirken.”
Sammenhængen tabte til "den gode idé til på onsdag"
Men netop som folkekirken rent religionspædagogisk befandt sig i en guldalder, kom metaltrætheden snigende, tilføjer Lars Nymark Heilesen.
“Fagfagligheden, altså det helt grundlæggende spørgsmål om, hvad det er konfirmationsforberedelsen går ud på, bevægede sig ind i en hviletilstand.”
“Det ædle metal fra 1990’erne, det udgivne konfirmandmateriale, der var gennemtænkt af en fagligt velfunderet religionspædagog til et helt år, og sat ind i et dybdeperspektiv på kristendommen, forsvandt totalt.”
”Det er den gode idé til undervisningen på onsdag, der kom til at stå i fokus.”
“Selvom Konfirmandcenteret fra 2014 leverer mere end 1200 gode forslag på deres hjemmeside, står vi i dag et sted, hvor der ikke findes et godt funderet religionspædagogisk koncept, præsterne kan læne sig ind i. Der er simpelthen kommet knas i det maskineri, og vi har fået skabt en fagfaglig svaghed i folkekirken.”
“Præsterne er blevet vænnet fra, at de skal sætte sig ind i et materiale og tænke et helt år igennem. Der foregår stadig meget både engageret og succesfuld undervisning i konfirmandstuerne, men der er opstået en tydelig svaghed, når der viser sig udfordringer.”
Den religionspædagogiske stjerne måtte lade livet
Der er altså, som Lars Nymark Heilesen ser de de seneste 40-50 år, tale om en folkekirkelig optur for konfirmationsforberedelsen, der bliver efterfulgt af en tilsvarende fagligt udhulende afmatning.
En afmatning, som faktisk har yderligere en årsag.
“I 2000 nedlagde Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) sin kristendomsafdeling på grund af en sparerunde.”
“DPU eller Danmarks Lærerhøjskole, som det hed tidligere, servicerede folkeskolelærerne, og de prioriterede ikke kristendomsfaget højt i de år. Derfor var søgningen til kurserne ikke ret stor, og ledelsen på DPU klippede simpelt hen snoren over til kristendomsafdelingen.”
“Afdelingen havde ellers i 50 år varetaget den religionspædagogiske forskning i Danmark med adresse både til folkeskolen og til folkekirken og havde et stærkt internationalt ry. Men pludselig var der ikke længere nogen, der kunne bidrage til de religionspædagogiske grundovervejelser.”
“Det var en katastrofe.”
Tavshedskultur om svær konfirmationsforberedelse skal brydes
Det er et dystert billede, Lars Nymark Heilesen tegner op: Selvom der findes succesfuld undervisning, er konfirmandundervisningen i krise, og de løsningsforslag på de aktuelle udfordringer, der lige nu er er på bordet, er alle brandslukningsøvelser.
Samtidig er den religionspædagogiske forskning, der ifølge Lars Nymark Heilesen udgør grundlaget for en revitalisering af konfirmandundervisningen, men også den folkekirkelige undervisning i bredere forstand, reelt set ikke-eksisterende.
Men den, der beskriver situationen med så alvorlige ord, er også forpligtet på at give et omrids af løsningerne. Det medgiver Lars Nymark Heilesen, og der er flere ting at pege på. Først problemerkendelsen.
“Provsterne bør i højere grad spørge ind til, hvordan det går med konfirmationsforberedelsen. Der er en form for tavshedskultur i forhold til præstens undervisning. Man taler ikke højt om det, når det ikke går så godt i konfirmandstuen. Den fælles motivation til at søge konfirmationsforberedelsen styrket skal fremmes.”
Så er der finansieringen.
“Det er den lokale ligning, altså menighedsrådenes penge, der finansierer undervisningen. Det vil sige, at menighedsrådenes penge og provstikasserne får en rolle at spille.”
“Men da det ikke er nok til at løfte arbejdet, bliver man nødt til at se på, hvem der ellers vil bidrage. Mange vil tænke kortsigtet og fokusere og bruge penge på, at der ikke er koks i konfirmandstuen på onsdag.”
“Så hvem er det, der lægger ryg til det langsigtede træk? FUV har nogle midler og vil nok også komme til at fokusere på området, ligesom Landsforeningen af Menighedsråd og stiftsrådene måske også vil støtte op med noget”
“Men det er samlet set ikke store penge, og det er der brug for. Så når det er så vital en sag for folkekirken, er Kirkeministeriet nødt til også at melde sig på banen, ligesom de gjorde i situationen efter 1975.”
De religionspædagogiske konsulenter kan flytte noget
Endelig er der det, det hele drejer sig om.
“Vi har brug for et grundigt, religionspædagogisk arbejde, der tænker kristendom og samtid i konfirmationsforberedelsen sammen. Så vi kan imødekomme de unges behov. Men også, så opbakningen til konfirmationen, som er enorm høj og er en væsentlig del af mange danskeres liv og kontakt med folkekirken, forbliver stor.”
“Og det handler ikke kun om at lave noget sjov og ballade, men om at tænke ståstedet grundigt igennem.”
Og faktisk er Lars Nymark Heilesen grundlæggende optimistisk.
“Der er folk, der kan løfte opgaven, blandt andet de religionspædagogiske konsulenter, der er i hvert stift. De er dygtige. De seneste år har de kvalificeret sig med religionspædagogiske tillægsuddannelser som for eksempel en religionspædagogisk master. De har oparbejdet en faglighed, der kan flytte noget. Samtidig med at de er organisatorisk dygtige og nær på praksis.”
“De vil blandt andet kunne sørge for, at fagfagligheden kommer i spil igen.”