Stiller man sig i Indgang B på Aabenraa Sygehus og kigger i nordlig retning, kan man seks kilometer ude i horisonten se et kirketårn.
På afstand ligner det et hvidt kirketårn som så mange andre. Men helt tæt på er det et kirketårn som ingen andre.
“Det er kirken, vi ser, når vi kommer hjem efter at have handlet i Brugsen i Rødekro. Når man ser kirken, tænker man, at nu er man hjemme igen. Kirkens spiller en kæmpe rolle i Øster Løgum. Den er en vigtig del af det at være hjemme.”
Karina Linnet er født og opvokset i Øster Løgum, og efter at have boet både i Aabenraa og Aalborg er hun for flere år siden flyttet hjem igen. Det er hende, der fortæller, at hun engang har stået på hospitalet i Aabenraa og kigget hjem, og det er hende, der ofte er vendt hjem fra den nærliggende stationsby, Rødekro, og har tænkt, at kirken er det konkrete udtryk for, at hun nu var hjemme igen.
“Jeg gik på gymnasiet i Aalborg. Den dag, vi havde juleafslutning, tog jeg hjem til Øster Løgum for at komme til juleafslutning her i stedet for at gøre det i Budolfi Kirke i Aalborg. For sådan er det bare, når man er fra Øster Løgum. Det har noget med tilhørsforholdet at gøre.”
Kirken samler byen
Kirke.dk er taget på besøg i Øster Løgum, hvor der ifølge de lokale er 80 husstande inden for byskiltet, og hvor der ifølge sogn.dk bor 957 mennesker i sognet. For at tale med menighedsrådet, præsten, læreren, formanden for borgerforeningen og spejderlederen og høre deres fortælling om, hvad kirken – både den af sten og den af mennesker – har af betydning for et lille lokalsamfund.
Med andre ord er dette et portræt af et af de mange små sogne, som igen og igen bliver italesat som folkekirkens fundament.
Det er her, i Øster Løgum og lignende steder, lyder det fra biskopper og Landsforeningen af Menighedsråd, at folkekirken er så væsentlig en del af den lokale sammenhængskraft, at det får vidtrækkende konsekvenser, hvis kirken tages ud af drift.
Således er Øster Løgum billedet på noget større. Men er samtidig, som Karina Linnet oplever det, noget helt særligt.
“I de andre små byer rundt omkring er det hele mere dødt. Det er er som om, Øster Løgum kan noget mere. Jeg tror, det har noget at gøre med, at Øster Løgum har kirken som udgangspunkt, og så har vi en by rundt omkring.”
Præsten er fantastisk
Karina Linnet er lærer på den lokale skole og redaktør af “Vores Blad”, der fortæller om foreningslivet og aktiviteterne i Øster Løgum og sognets øvrige landsbyer. Hvis man vil vide, hvad der sker på egnen, skal man bladre i “Vores Blad”.
Da Karina Linnet var barn, var hun en fast del af søndagsskolen. Præsten og hans kone gjorde nemlig et stort arbejde for børnene med god undervisning og spændende udflugter.
Da hun blev ældre og en anden præst kom til, var præstens børn en del af vennekredsen. Derfor er hun også af den faste overbevisning, at en synlig præst er vigtig i et lille sogn.
“Det handler rigtigt meget om at gøre kirken til et levende sted. Jeg kommer ikke så tit i kirken, men jeg kommer, når jeg skal.”
“Og når jeg har været der, har jeg hver gang oplevet, at vi har en fantastisk præst, som forstår at gøre kirken levende for børnene. Mine egne små niecer er helt pjattede med at være der.”
Kirken er virkelig levende stene
Den fantastiske præst hedder Ann Bork Damsgaard. Det er 13 år siden, hun blev færdig med teologistudiet i Aarhus, og siden da har hun været præsten i Øster Løgum. Selv kommer hun fra Midtjylland, men efter mere end et årti i det sønderjyske er ord som mojn og bom gledet ind i hendes sprog.
Sammen med mand og tre børn bor Ann Bork Damsgaard i den gule præstegård fra 1544. For nogle år siden blev den ramt af skimmelsvamp, men i dag er boligen i bedste stand.
Selvfølgelig er der en stor have til, ligesom der er flere stalde. Da der for nogle år siden blev holdt julemarked i byen, foregik det naturligvis i præstegårdens stalde. Fordi der er god plads, men også fordi præstegården ligger midt i byen, og fordi, som Ann Bork Damsgaard siger, præstegården jo tilhører sognet. De andre skal også have glæde af den.
Når Ann Bork Damsgaard kigger ud af vinduerne i stuen, kan hun se kirken. Den ligger lige der for enden af haven.
Der er reoler med bøger, et rådyrgevir og et skab med figurer. Og så er der ro. Uanede mængder af ro.
“Det gode ved at være præst et sted som her er, at man kommer til at kende sognet og menneskene rigtig godt. Folk bærer med, og de bærer over med dig.”
Ann Bork Damsgaard har sat sig i sofaen og giver sig god tid.
“Man bliver opmærksom på, at kirken er bygget af levende stene. Det lyder lidt højtravende, men det er den virkelig.”
“Jeg ved godt, hvem jeg skal ringe til, hvis jeg skal have traktorklubben i tale. Eller hvis jeg skal finde nogen, der kan bage til et arrangement. Man bliver en del af det. På godt og ondt. Og det er der noget godt i.”
Ann Bork Damsgaard er enig med Karina Linnet. Som præst et sted som her, “er man den.”
“Det skal man kunne trives i. Man finder nok også meget hurtigt ud af, om man kan være i rollen, hvor man hele tiden repræsenterer kirken.”
“Kirken bevæger sig rundt, for det gør præsten. Jeg bliver lukket ind i folks liv og får lov til at følge med i det. Men det betyder også, at det begynder at gøre ondt, når folk dør.”
Ann Bork Damsgaard balancerer således mellem at være en bærende del af lokalsamfundet som kulturel og folkelig aktør, samtidig med at hun repræsenterer en institution, der også har et større sigte.
“Jeg er sat i verden for at forkynde Jesus Kristus som verdens frelser. Det går jeg ikke på kompromis med, men det er der heller ikke en forventning om. Så ja, man er en lokal aktør som de andre. Men man er også noget mere.”
“Man kan forkynde på forskellige måder. Bare det, at man er der, eller det, man gør, forkynder nogle gange noget, uden at der nødvendigvis skal komme ord ud af munden på præsten. Fordi de ved, hvem man er.”
Kirken og præsten er naturligt en del af lokalsamfundet
En, der bestemt ved, hvem Ann Bork Damsgaard er, er Thomas Bjerg Ørum, formand Øster Løgum Borgerforening og næstformand for Øster Løgum Sogns Lokalråd.
Thomas Bjerg Ørum er således både en del af det lille råd, der dækker de 80 huse i selve Øster Løgum, og det lidt større råd, der omfatter alle foreninger i hele sognet. Derfor krydser hans veje også igen og igen Ann Bork Damsgaards og kirkens veje.
"Præsten er en del af lokalsamfundet som alle os andre. Derfor er det også naturligt, at man inddrager præsten og kirken.”
Thomas Bjerg Ørum står på parkeringspladsen ved kirken sammen med Ann Bork Damsgaard og Karina Linnet. Den lille stribe asfalt er et smertensbarn, for den er hullet og slidt.
Han har derfor i flere år stået i spidsen for forsøget på at få parkeringspladsen renoveret. Et arbejde, der ifølge Thomas Bjerg Ørum viser, at lokale interesser er vævet tæt sammen.
“Alle instanser er involveret i det. Menighedsrådet har presset på for et svar fra kommunen. Ellers vil Borgerforeningen ikke være med mere. Det er i alles interesse, at der sker noget med parkeringspladsen.”
“Når der bliver holdt fest, og folk udefra kommer til parkeringspladsen, der er slidt og kedelig, kan kirken og kirkegården jo være nok så fin, for førstehåndsindtrykket vil stadig være gråt og kedeligt, når de ser parkeringspladsen i denne tilstand.”
Og kirken er bestemt ikke grå og ubetydelig, mener Thomas Bjerg Ørum. Faktisk er netop det modsatte tilfældet ikke i tvivl om.
“Hvilken by har sådan et kæmpe kulturhus, som vi har her?”
“Hvis kirken blev brækket ned, ville den blive lavet om til et kulturhus. Så hvorfor ikke bruge kirken som det allerede nu?”
“For eksempel begynder fastelavnsfesten med en gudstjeneste i kirken. Alle er udklædte, inklusiv præsten. Så går vi over på kroen bagefter og får kaffe og slik og tøndeslagning.”
“Hertil kommer ringridning og sankthans. Det er kirken ikke en del af som sådan, men når idrætsforeningen holder sportsfest, er der sportsgudstjeneste med gratis pizza og stuvende fuldt telt. Det er virkelig en god fornemmelse.”
Men hvad med Thomas Bjerg Ørum selv? Hvad gør det ved ham, at kirken er så synlig en del af lokalmiljøet?
“Det, at kirken og Ann er så synlig en del af lokalsamfundet, betyder meget. Det har bestemt givet mig et mere positivt syn på kirken.”
“Det, at man kan møde præsten ved høstfesten og andre steder, giver respekt i et lokalsamfund som vores. Det viser nemlig, at man er med. Når præsten kommer til “vores” arrangementer, kommer vi også til kirken.”
Vi skal værne om og bruge kirken
En anden, der kender vejen til kirken, er Nis Callesen. Han bor på en af egnens store slægtsgårde, og på kirkegården er familiegravstedet meget synligt.
Nis Callesens far var i sin tid menighedsrådsformand, og selv er han i gang med anden omgang i menighedsrådet. Det stopper dog, når der til efteråret er valg. For 20 år siden, da han blev valgt første gang, var han den nye generation, nu er det tid til at andre er den nye generation.
Slægtsgården er under afvikling som et aktivt landbrug – eller forandring, hvis man skal formulere det mere positivt. Malkekøerne er solgt, Nis Callesen arbejder som konsulent i landbrugssektoren, og der er ikke meget, der tyder på, at børnene har lyst til at overtage gården, når den tid kommer.
Men til trods for forandringerne i hans eget og områdets liv, er det her, Nis Callesen har hjemme.
“Jeg er bundet til gården og lokalmiljøet. Jeg har spillet fodbold her og været spejder i mange år. Og jeg har gået i søndagsskole, da der var noget, der hed det. Alt i alt en tryg barndom. Og jeg er flyttet hjem igen, efter at jeg tog min uddannelse i København.”
Nis Callesens bundethed til egnen er tydelig og konkret. Han sidder nemlig her i præstegården iført spejderuniform.
“Jeg kan ikke lade være med at blande mig i ting. Jeg har været fodboldtræner for børnene og spejderleder i mange år, og min kone er med til at lave fællesspisning ovre på kroen, ligesom hun i ti år var formand for SuperBrugsen i Rødekro. Det gør vi bare. Det er en del af min og min kones arv.”
“Man har en forpligtigelse til at være med til at holde gang i lokalsamfundet.”
I det lokalsamfund, Nis Callesen bare blander sig i, er kirken en naturlig del, mener han.
“Jeg er født og opvokset med kirken og har været med til gudstjeneste hele vejen igennem. Jeg prøver nu at give mine børn en kristen opdragelse, uden det skal være missionsk.”
“I forbindelse med børnenes konfirmationsforberedelse var vi rundt i hele landet til andre kirker. I den forbindelse sagde min kone og jeg hver gang til hinanden: Vi har en top tre præst, og der er langt ned til nummer to og tre.”
Naturligvis griner man med af Nis Callesen vittighed. Men den er ikke sagt for sjov.
“Det er også derfor, spejderne bliver involveret i kirkelivet. Vi lavede for eksempel kjørmes-pandekager til kyndelmisse. Når vi tager spejderne med i kirke, kommer der flere. På den måde kan vi være med til at holde gang i kirke til daglig.”
“Jeg vil gerne have folk med op og se kirken og se, hvad den kan. Ikke at vi tvinger dem til gudstjeneste, men det er faktisk en del af det samfund, vi har.”
“At kirken står og er synlig midt i det hele, minder os om, at vi er nødt til at værne om den og være en del af den.”
For nogle år siden talte Nis Callesen med et ungt menneske, der mest havde oplevet kirken ved begravelser. Det er en samtale, der har gjort indtryk.
“Det gælder om, at kirken ikke kun bliver et sted, hvor man siger farvel. Det skal også være et sted, hvor man siger goddag. Jeg håber ikke, mine egne børn og de andre oplever, at det er et sted, hvor man kun tager afsked.”
“Derfor er det vigtigt, at vi i menighedsrådet også får tid til at tale om og arbejde med liv og vækst og ikke kun drift.”
Kirken skal også give plads til andre
At skulle navigere mellem at være en aktiv del af lokalsamfundet og samtidig holde sig for øje, at det at være kirke også handler om drift, arbejdsforhold og økonomi – det ved Birgitte Neldeberg Ravn og Karin Work noget om.
De er henholdsvis formand og kasser i menighedsrådet og har sat sig til rette ved det runde bord i præstekontoret.
Da de for få minutter siden trådte ind ad døren, blev de hilst af Ann Bork Damsgaards kram og venlige bemærkninger. De problemer mellem ansatte og menighedsrådsmedlemmer, man hører om flere steder i folkekirken, er et ukendt fænomen her.
Her har samarbejdet mellem ansatte og frivillige og mellem kirken og det øvrige lokalsamfund således højeste prioritet.
“Det gode ved at være kirke her er, at man kender hinanden rigtig godt. Samarbejderne på tværs er meget tæt, fordi man på kryds og tværs er involveret i mange forskellige ting. Vi prøver at spille bold op ad de andre foreninger, og de forsøger forhåbentligt også at spille bold op ad os,” lyder det fra Birgitte Neldeberg Ravn
Karin Work er enig. Men peger samtidig på, at det gælder om at økonomisere med kræfterne.
“Vi trækker på de samme mennesker. Derfor skal vi ikke have for mange arrangementer, men nogle, der kan tiltrække folk bredt.”
Kodeordet er fleksibilitet, tilføjer Ann Bork Damsgaard.
“Palmesøndag falder i år på den sidste søndag i marts. På den dag har der i 30 år været gymnastikopvisning fra kl. 10 til 15. Derfor holder vi ikke gudstjeneste om formiddagen, som vi plejer, men om eftermiddagen. I et lille sogn som her er bæredygtighed et vilkår.”
Det lokale er nævnt i kirkens budget
Når man dagen igennem har lyttet til, hvordan kirke og forskellige foreninger sammen skaber lokalt liv, lyder det godt. For menighedsrådet er det dog ikke blot, noget man siger ved festlige lejligheder, og når en journalist er på besøg. Det er noget, menighedsrådet har forpligtet sig selv på, fortæller Karin Work.
“I vores budget skriver vi faktisk, at “menighedsrådet i Øster Løgum arbejder for at kirken fortsat skal være bredt forankret i hele sognet. Dette vil vi gøre gennem et fortsat bredt udbud af arrangementer, som er forbundet med menigheden samt de omkring liggende foreninger i sognet.””
Måske er det ikke tilfældigt, at det lokale engagement er skrevet ind i kirkens budget. For blikket for et rentabelt lokalt liv er faktisk en bærende kraft i bred forstand.
“Vi har et rigtig godt samarbejde med vores skole, hvor vi for eksempel understøtter undervisningen i form af minikonfirmander,” siger Ann Bork Damsgaard og fortsætter
“Derfor tænker jeg også jævnligt på, at jeg gerne vil døbe flere børn. Det vil jeg gerne som præst, men også fordi jeg kigger på, om jeg har døbt nok til, at der er en klasse. Der skal jo gerne være børn nok, så skolen overlever. Den er også en stor del af det her sogns hjerte.”
“Det vil nemlig få konsekvenser hele vejen rundt, hvis skolen lukker. Også for os som kirke, fordi meget af det samarbejde, vi har, det er sammen med vores lokale skole. Det vil vi også kunne have med Rødekro skole, men slet ikke i det omfang, som vi har her.”
De ved det godt selv, præsten, skolelæreren, formanden for borgerforeningen, spejderlederen og menighedsrådsmedlemmerne, det er dem, der får Øster Løgum til at hænge sammen.
Den dag, de ikke orker mere, eller andre ikke tager over, får kirken som bygning lov til at blive stående, men kirken som en væsentlig aktør i lokalmiljøet vil forsvinde.
Eller som Birgitte Neldeberg Ravn, menighedsrådsformanden, siger.
“Grunden til, at kirken er her endnu, er, at den repræsenterer noget genkendeligt. Den har altid været her. Der er noget tryghed ved den, også selvom folk ikke siger det højt.”
“Derfor har vi en vigtig rolle at udfylde.”