Som nuværende præst og forhenværende organist underviser jeg kommende præster på pastoralseminariet i salmekundskab og kirkemusik.
I den forbindelse bruger jeg hvert semester en lektion på at fortælle om kirkemusikere – fortælle om, hvor forskellige de er, og hvordan de tænker forskelligt om kirkemusikkens rolle og væsen.
Nogle har lange konservatorieuddannelser og stor fortrolighed med folkekirkelig praksis, mens andre nærmest ved et tilfælde er blevet kirkemusikere med andre erfaringer og en anden uddannelsesbaggrund.
Nogle har et grundigt kendskab til den lange, kirkemusikalske tradition, mens andre står over for at skulle lære en masse om, hvad det betyder at være musiker i en kirke – og understøtte det, der foregår ved gudstjenester, kirkelige handlinger og en lang række andre aktiviteter i folkekirken.
Endelig har alle disse kirkemusikere – og nuancerne er meget rigere, end jeg her har antydet – forskellige opfattelser af, hvilken musik, der er anvendelig i de mange forskellige sammenhænge, hvor kirkemusikeren skal både vælge og udføre musikken.
Da jeg for nogle måneder siden stod ved afslutningen af ovennævnte lektion, rakte en af de studerende hånden op og spurgte, om det så ikke var en god ide også at ringe og tale med organisten, når man søgte præsteembede.
Mit svar var ja, for det er naturligvis godt for ansøgeren til et præsteembede at vide lidt om, hvad den kirkemusiker, man kunne komme til at arbejde sammen med, har at sige om sit eget virke – og det er samtidig en anerkendelse af kirkemusikerens betydning for kirkelivet ved den pågældende kirke, hvis en præst indgår i en faglig samtale med ham eller hende.
Med andre ord er bolden allerede på dette tidspunkt givet op til dialog – en dialog om, hvilken betydning musikken har for kirkelivet i bred forstand og om, hvad teologen og organisten hver for sig helt konkret tænker om musikkens rolle i gudstjenesten.
Det foregående kunne muligvis også fortælles om præster fra kirkemusikernes synsvinkel.
Deres kendskab til den brede, kirkelige tradition varierer meget, og deres baggrund for at søge embeder i folkekirken rokkes der som bekendt ved i disse år, hvor der i stigende grad gøres brug af §2-ordningen, som betyder, at personer med anden baggrund end en teologisk embedseksamen kan blive præster.
Dette medfører naturligvis en bred vifte af forhåndsopfattelser af, hvad kirkemusik er, hvilken funktion den udfylder og hvor stor en rolle, den spiller i kirkelivet. På den måde giver en lang række forskellige kombinationer af kolleger grobund for, at der opbygges forskellige musikalske ’profiler’ i kirkerne.
Som udgangspunkt er kirkemusikeres meget forskellige baggrund berigende for folkekirken, da den hele tiden må bestræbe sig på at lade musikken udgøre såvel en med- som en modstemme til vores tid og kultur – lige som evangeliet i øvrigt bør gøre det.
Mest tydeligt ses det i de større byer, hvor der kan dannes ’kirkemusikalske valgmenigheder’ – og det er netop dette fænomen, der op til menighedsrådsvalget var årsag til den store opmærksomhed på, at nogle kirker ønsker at profilere sig på netop det musikalske område.
Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg naturligvis hylder tanken om, at det er særdeles vigtigt for såvel musikeren som teologen at kende til den kirkemusikalske tradition – altså både den lange, historiske udvikling og den lokale, pragmatiske måde at varetage den musikalske del af gudstjenestelivet.
Og tillad mig en begrebsafklaring: alle musikere, der virker i folkekirken, er per definition kirkemusikere. De fleste har en eller anden form for organistuddannelse, og alle har pligt til at betjene orglet, der er velegnet til at ledsage salmesangen, fordi det som blæseinstrument kan lægge et ’klangleje’ for sangstemmen og derved understøtte menighedens fælles sang.
En lang række kirkemusikere behersker imidlertid også andre instrumenter og kan gøre brug af dem i kirkernes akustisk interessante rum.
Som udgangspunkt er kirkemusikeres meget forskellige baggrund berigende for folkekirken, da den hele tiden må bestræbe sig på at lade musikken udgøre såvel en med- som en modstemme til vores tid og kultur – lige som evangeliet i øvrigt bør gøre det. Derfor er det mit sigte med ovenstående at fremhæve, hvor vigtig dialogen mellem teologen og organisten er.
At præsten og kirkemusikeren først og sidst må tale sammen om, at musikken kan langt mere end at give ordene lyd eller skabe stemning i en bestemt sammenhæng. At man i fællesskab kan arbejde med at gøre musikken relevant og give den en bærende plads i særligt tilrettelagte gudstjenester.
At to kolleger med hver deres faglige indsigt forsøger at finde et sprog, som giver mulighed for at tale om, hvordan musikken også bliver til kirkemusik – og ikke blot noget, som lyder godt.
Den dialog er ikke enkel at føre og kræver et vist tidsforbrug. Men nu, hvor vi har et stort fokus på kirkemusikken, er dialogen værd at bruge faglighed og kræfter på – også i erkendelse af, at musikken spiller en så væsentlig rolle i gudstjenesten og kirkelivet.