Kirkelivet accepterer nye coronakrav, men flere forudser, at der kan komme yderligere tiltag

En uge før juleaften vedtog Folketinget nye coronarestriktioner. Et arealkrav betyder færre deltagere til juleaftens gudstjenester. Biskop glæder sig over rettidig udmelding og mulighed for sang. Formand for kirketjenerforening forudser mulig nedlukning af julegudstjenester, hvis smittetallet stiger mere

Regeringens udspil om nye coronarestriktioner vil betyde, at arealkravet i kirkerne, som blev ophævet sidst på sommeren, genindføres. Det betyder, at der kan være færre deltagere til gudstjenesterne. Men i modsætning til sidste jul er der ingen anbefaling om at undgå sang.
Regeringens udspil om nye coronarestriktioner vil betyde, at arealkravet i kirkerne, som blev ophævet sidst på sommeren, genindføres. Det betyder, at der kan være færre deltagere til gudstjenesterne. Men i modsætning til sidste jul er der ingen anbefaling om at undgå sang. Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Opdateret lørdag 18/12 8.00 (I den oprindelige artikel stod, at sognegårde skulle lukkes. Der kan ifølge Kirkeministeriet holdes ‘menighedsarrangementer’ med arealkrav, mundbind og coronapas - det sidste gælder uanset antal deltagere.)

Kirkerne kan fejre julegudstjenester, men med nye areal- og mundsbindskrav oveni de gældende restriktioner. Til gengæld må man synge.

Det står klart, efter at et flertal i Folketingets Epidemiudvalg fredag bakkede op om nye coronarestriktioner. Sundhedsmyndighederne og Kirkeministeriet skal nu udarbejde mere detaljerede krav og anbefalinger for kirkerne.

Rundt om i folkekirken tager man de ny restriktioner til efterretning.

Biskop over Viborg Stift Henrik Stubkjær mener, at de præsenterede tiltag er nogle, som kirkelivet både kan nå at implementere og leve med.

“For os biskopper har det været ekstremt vigtigt, at man kan nå at få styr på de nye restriktioner i god tid, og det lader til at blive tilfældet. Det skal være sikkert at gå til gudstjeneste, og jeg håber, at tilliden er der til, at de restriktioner vil sikre det. Samtidig er det rigtig vigtigt, at sang også kommer til at være en del af julegudstjenesterne,” siger Henrik Stubkjær.

Han har også en god fornemmelse i forhold til, at der ikke vil blive indført yderligere restriktioner inden jul, som kan sætte kirkerne i samme situation som sidste år.

“Jeg fornemmer fra sundhedsmyndighederne og regeringen, at de ser forløbet som yderst pinligt, at det ikke skal gentage sig. Og det var også et traume for mange. Derfor regner jeg også med, at man vil gå langt for sørge for, at det ikke gentager sig. Men vi kan selvfølgelig ikke vide, om der i morgen kommer endnu en ny mutation, som ændrer alt,” siger Henrik Stubkjær

Menighedsrådsforening: Nødvendigt at overveje flere gudstjenester juleaften

Formand for Landsforeningen af Menighedsråd Søren Abildgaard noterer sig, at gudstjenester og andre kirkelige handlinger må gennemføres under andre vilkår end planlagt.

“Jeg tror, at det særligt får betydning juleaften, hvor planen var, at man kunne lukke så mange ind, som man plejer, så længe deltagerne medbragte et coronpas. Men nu kommer en reel begrænsning, og det sætter jo gang i nogle lokale overvejelser: Skal man tilrettelægge flere gudstjenester? Eller henvise til gudstjenester andre dage end juleaften?” siger Søren Abildgaard.

Heller ikke han frygter umiddelbart, at situationen fra sidste år gentages, men Søren Abildgaard hæfter sig ved, at det på et pressemøde for få uger siden blev meldt ud, at der ikke var planer om flere restriktioner for kirkerne.

“Jeg kan konstatere, at det ikke stod til troende, så der er ingen mulighed for garantier. Selvom det godt kan ligne, at vi er på vej ind i en kedelig gentagelse, håber jeg, at det ikke bliver tilfældet. Men vi har ikke indflydelse på det: Det bliver en politisk beslutning,” siger Søren Abildgaard.

Kirketjenere: Vi kan ikke bare lade smitten løbe løbsk

Bestyrelsesformand i Danmarks Kirketjenerforening Gert Rhinstrøm Schmidt kæmpede sidste år før jul – sammen med flere andre kirkelige fagforeninger – for at få julegudstjenesterne aflyst. I dag siger han:

"Det er irriterende, at vi skal til det igen, men det er sådan det forholder sig nu. Jeg er glad for, at der ikke er forsamlingsforbud. Vi kan ikke bare lade smitten løbe løbsk, så vi må leve med det."

"Der kommer begrænsning på, hvor mange der kan komme til en gudstjeneste, og det giver nogle andre forudsætninger. Lige nu afventer vi nærmere i forhold til Kirkeministeriets udmelding."

Gert Rhinstrøm Schmidt forudser dog, at der kan nå at komme flere restriktioner – måske endda en nedlukning af julegudstjenesterne – i den kommende uge.

"I dag er vi oppe på omkring 11.000 smittede personer, og hvis der kommer 1000 mere i morgen, og dagen efter det – så tror jeg, at der kommer flere restriktioner – måske så julegudstjenester bliver lukket ned. Jeg håber, at skolernes og nattelivets lukning betyder en markant effekt på smitten, så vi undgår yderligere restriktioner," siger han.

Kirkeordfører: Det er restriktioner, som kirkerne kender og kan håndtere

Venstres kirkeordfører Louise Schack Elholm har både i efteråret 2020 og 2021 efterspurgt klare svar fra regeringen om julens gudstjenester. Hun bakker op om, at der bliver indført nye restriktioner, selvom hun er ked af, at smittesituationen har gjort, at vi er nået hertil.

“Vi er simpelthen nødt til at komme med noget mere nu, og derfor giver jeg min opbakning til det. Det vil også være nogle restriktioner, som vi kender, så de fleste kirker vil vide, hvordan de skal håndtere det. Jeg var helst det foruden, men hellere det end ikke at kunne holde jul i kirkerne,” siger Louise Schack Elholm.

Hun understreger dog, at det er essentielt for hende, at rammerne bliver meldt ud hurtigst muligt, så kirkernes medarbejdere har god tid til at implementere de nye tiltag. Og så sidder der stadig en frygt i Louise Schack Elholm for, at forløbet fra sidste år kommer til at gentage sig.

“Jeg spurgte ind til det i sidste uge i folketingssalen, og jeg fik ikke nogen løfter. Jeg er ikke helt tryg ved, hvad regeringen kan finde på,” siger hun.