Selvom jeg ikke selv skal deltage, men blot nysgerrigt følge arrangementet hjemmefra, er jeg så småt begyndt at varme op til en af efterårets store begivenheder:
Lausannebevægelsens fjerde konference, som afholdes i Seoul til september.
Lausannebevægelsen er de evangelikales pendant til Kirkernes Verdensråd – et globalt fællesskab, der forsøger at inspirere hinanden til at række evangeliet videre i de forskellige sammenhænge, folk lever i.
Udover en grundlæggende erklæring udarbejdes der i forbindelse med disse store konferencer også en masse arbejdspapirer, som identificerer og adresserer aktuelle problemstillinger.
Selvom det kun er 14 år siden, Lausannebevægelsen mødtes i Cape Town, Sydafrika, er der sket ekstremt meget, som kalder på nye refleksioner og diskussioner.
Et af de store spørgsmål, konferencen tager op i sine arbejdspapirer, er det fundamentale spørgsmål: hvad er et menneske? Både hvad man må forstå ved det særegent menneskelige, men også hvad der aktuelt presser denne forståelse.
Det er et af filosofi- og teologihistoriens allerstørste og mest omdiskuterede emner, som man ikke får svaret endegyldigt på. Men selvom man ikke kan svare endegyldigt på spørgsmålet, er det en menneskelig opgave at arbejde kontinuerligt med spørgsmålet.
Så her følger et bud på en teologisk forståelse af mennesket i grovkornet form og nogle aktuelle problemstillinger, som udfordrer denne forståelse.
Mennesket er…
Jeg mener, at vi teologisk må forstå mennesket som et biologisk, psykologisk og socialt væsen, der lever i en historisk og kulturel ramme.
Menneskets biologiske og psykologiske side udtrykkes i de bibelske tekster ofte med termerne ”krop” og ”ånd”. Mennesket kan ikke reduceres til at være noget materielt, og mennesket kan ikke reduceres til at være noget åndeligt.
En sådan dualisme er ikke uden problemer, og den får en masse bank i filosofisk antropologi, men så vidt jeg kan se, må man teologisk fastholde denne dobbelthed.
Når teologien skal tale om menneskesynet, nævnes ofte udtrykket ”skabt i Guds billede”. De bibelske tekster nævner stort set ikke udtrykket, men fordi det er placeret i 1. Mosebogs første kapitel, står det helt centralt i den fortælling, der gives om mennesket.
En af de vigtigste facetter af dette svært forståelige udtryk er, at mennesket er et socialt væsen. Som den treenige Gud er social i sin indre trinitet, sådan er mennesket også grundlæggende et socialt væsen, der ikke kan trives isoleret (1 Mos 2,18).
Den sidste streg i min grovkornede definition er, at mennesket lever i en historisk og kulturel ramme. Mennesket er ikke et abstrakt væsen, hævet over tid og sted, men som skabt væsen betinget af nogle omstændigheder, der præger det.
I dag er alle disse fire sider af det teologiske menneskesyn udfordret. Ikke i lige høj grad og på samme måde og ikke alle lige presserende, men der er bevægelser i vores samtid, som jeg mener, det er nødvendigt at tænke over og diskutere som kirke.
Det biologiske aspekt
Her mener jeg, at det teologiske menneskesyn er udfordret af en revisionistisk kropsforståelse. Både i debatter om kønsforståelse og om transhumanisme dukker det op, at menneskets biologi kan manipuleres, fordi den må forstås dynamisk.
Kønnet og de fysiske begrænsninger, mennesket fødes med, kan vi lave om ved hjælp af medicin og teknologi.
Det skyldes blandt andet, at biologiens evolutionslære ikke længere blot forstås som en beskrivelse af, hvordan arter udvikler sig, men som et principprogram: vi kan selv skubbe på udviklingen.
Man går fra deskriptiv evolution til præskriptiv konstruktion, som underkender kroppens givethed og i sidste ende gør mennesket til en skabermagt.
Det psykologiske aspekt
Den anden del af den menneskelige dualisme – det åndelige eller psykologiske – er i vores samtid udfordret af, hvad nogle har kaldt ”ekspressiv individualisme”.
Det dækker over forestillingen, at det dybe, indre selv er det sande jeg, som man må finde ind til og udtrykke. Der er altså noget dybt inde i ethvert menneske, som er det helt autentiske (individualisme), og som man ikke må benægte og undertrykke men i stedet udtrykke (ekspressiv).
Når det dybeste indre er unikt, betyder det også, at vi realiserer det menneskelige på hver vores måde. Og det kan man ikke dømme, fordi det netop er unikt. Det er ikke kun i de mest radikale kønsrevisioner, at vi ser den ekspressive individualisme udtrykt, følelses fokusset har bredt sig til de fleste sammenhænge i vores kultur og præger næsten alle aspekter af vores liv.
Udfordringen er, at fælles moral undermineres, og affekterne bliver vores lovgiver.
Det sociale aspekt
En udfordring for menneskets sociale side er vores gennemdigitaliserede liv.
Det er et underligt paradoks, at vores mulighed for at være i konstant kontakt med hinanden (det man kalder ”digital proksimitet”) kan afføde ensomhed, men den uafgrænsede kontaktflade ser desværre ud til at have let ved at skabe isolationsfølelse.
Ensomhedsepidemien er blevet et fokusområde for techgiganterne, der ser deres snit til at kapitalisere på den afsondrethed deres egne produkter skaber. Det handler om ”intimitetsteknologi”.
Forskellige apps som iFriend og Replika bliver udviklet, hvor en kunstig ven kan agere ens selskab. Jeg har selv prøvet dem, og selvom de stadig er i udviklingsfasen og derfor lidt ubehjælpelige, forstår jeg godt til tillokkende.
Det er, at de kunstige venner tilbyder relationer, der er friktionsløse. Du er som bruger altid interessant, dine behov er altid vigtige, du bliver altid lyttet til og aldrig modsagt. Kraften i dette er så stor, at de første forskningsundersøgelser viser, at nogle unge hurtigt begynder at foretrække disse kunstige venner frem fra deres menneskelige venner.
Som den danske AI-forsker på et tidspunkt udtalte det: Inden længe skal vi alle stille os spørgsmålet, hvor meget vil vi virkeligheden?
Det historiske og kulturelle aspekt
En aktuel udfordring er her, at den nationalisme, som i mine øjne er en legitim politisk position, hastigt udvikler sig til populisme, som er meget problematisk, fordi den ifølge den tyske forsker Jan-Werner Müller ikke finder meningsmodstanderne legitime.
USA, Frankrig, Polen, Tyskland og så videre er eksempler på vestlige lande, hvor populisme spreder sig i begge retninger af den politiske akse. Teologisk er det et problem, fordi den politiske højrefløj ofte tager en bestemt forståelse af kristendommen til indtægt for deres politiske position.
Et generelt problematisk udkomme af populismen er en vækst i affektiv polarisering, hvor man følelsesmæssigt tager afstand fra sine politiske modstandere, så man ikke ønsker at have dem som kolleger, naboer, venner eller familiemedlemmer.
Valgundersøgelsen efter valget i 2022 viser en lille, men dog signifikant stigning, og jeg tror, det er afgørende, at alle dele af civilsamfundet – inklusive kirken og de kirkelige bevægelser – arbejder med på at stoppe den negative udvikling.
Som nævnt er ikke alle fire punkter lige udfordrede, og alle platforme er ikke lige meget i brand. Men det er væsentlige områder, hvor også kirkelige aktører må tænke med, så menneskesynet ikke undermineres og vores fælles menneskelige liv ikke ødelægges af udviklingens skyggesider.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.