Tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech opfordrer fortalere for dobbelt medlemskab til at tænke sig om. Som en af fortalerne tager jeg gerne opfordringen til mig, men det kræver, at vi er enige om, hvad vi taler om.
Jeg er enig med Birthe Rønn Hornbech, når hun skriver, at "et trossamfund er et fællesskab af troende med fælles bekendelse." Det er også mit udgangspunkt, når jeg i modsætning til Birthe Rønn Hornbech har foreslået, at folkekirken bør overveje at tillade dobbelt medlemskab, sådan som det allerede praktiseres af cirka 100.000 folkekirkemedlemmer.
Forskellige kirker med en fælles bekendelse
Folkekirken har nemlig fælles bekendelse med både den ortodokse kirke og den katolske kirke i form af folkekirkens tre økumeniske trosbekendelser (den nikænske, apostolske og athanasianske). Folkekirkens to bekendelser fra 1500-tallet (Den Augsburgske Bekendelse og Luthers lille Katekismus) siger ifølge reformatorerne ikke noget nyt, der er kirkeadskillende eller grundlægger en ny kirke. De lutherske særbekendelser bevidner den oprindelige kristne tro.
I den forbindelse er det vigtigt at understrege, at der intetsteds i folkekirkens dåbsritual bliver sagt, at den døbte bliver døbt til at være medlem af den lutherske folkekirke i Danmark. Den indledende korstegning sker til et vidnesbyrd om, at den døbte skal "tilhøre den korsfæstede Herre Jesus Kristus" efter bekendelsen på den treenige Gud, sådan som denne tro er formuleret i den apostolske trosbekendelse.
I forlængelse heraf hedder det, at forældrene skal oplære den døbte "i den kristne tro" – og ikke i den lutherske tro. Jeg vil gerne lægge vægt på dåbens universalkirkelige karakter, fordi jeg mener, det i øvrigt svarer til reformatorernes forståelse af, at troen og kirken hviler på, at evangeliske menigheder forkynder Jesu Kristi evangelium, sådan som dette er blevet forkyndt gennem tiderne.
En teologisk åbning
Reformationen etablerer ikke en ny kirke i teologisk forstand, men betoner i et indre-kirkeligt opgør i samtidens katolske kirke, hvad der altid har hørt til sand kirke: evangelieforkyndelse, dåb og nadver. Enigheden herom er tilstrækkelig, hverken mere eller mindre.
Så ved jeg godt, at det af mange forskellige menneskelige årsager gik anderledes. Det, som hører sammen, blev skilt ad. Det blev almindeligt at forskanse sig bag konfessionelle mure og betone forskellene snarere end lighederne mellem kirkesamfundene. Derfor skal man tænke sig godt om, hvis man vil ændre ved menneskelige traditioner og regler, som er blevet sat op for at værne om kirkesamfundenes renhed og sandhed.
Men det ændrer ikke ved, at der netop i den lutherske kirketænkning og bekendelsesforståelse er en åbning overfor døbte fra andre kirkesamfund. Det er denne teologiske åbning, der gør, at jeg gerne vil være fortaler for dobbelt medlemskab – også når jeg har tænkt mig om, selvom det bryder med de menneskelige regler, der i tidens løb er sat op. Men netop fordi reglerne er menneskelige og ikke guddommelige, kan de også ændres, hvis det tjener evangeliets sag.
Dobbelt medlemskab af folkekirken handler derfor ikke om at underminere Grundlovens §4 og folkekirkens særstatus – snarere tværtimod. Det handler heller ikke om muslimers medlemskab af folkekirken, med mindre de vælger at lade sig døbe og dermed vedkender sig den kristne tro, sådan som den er formuleret i den fælleskirkelige apostolske trosbekendelse.
At tage skridtet og blive døbt kan være svært, hvis man kommer fra en helt anden religiøs kultur og tradition. Det kan også være svært at gå fra enkeltmedlemskab til dobbeltmedlemskab, og derfor bør vi tænke os godt om og tale med hinanden om det i folkekirken – gerne i et kirkeministerielt udvalg, der kan lægge sine overvejelser frem for menighedsrådene.