Vi er stolte af de gamle middelalderkirker, der ligger rundt omkring i landskabet.
Det er som om, at de altid har ligget der. Generationer har afløst generationer. Katolsk kristendom er blevet evangelisk-luthersk. Krige er brudt ud og er afløst af fred. Enevælde er blevet til folkestyre. Landbrugssamfund er blevet til industrisamfund. Industrisamfund er blevet til videnssamfund.
Som den røde tråd gennem historie har kirkerne ligget i landskabet og været et vidnesbyrd om, at Danmark er historien om mennesker, der gennem tiden har knyttet deres liv og fortællinger til disse kirker.
Kirkerne og kirkegårdene er deres sted. Selvom vi ikke længere husker deres navne, er det som om, at kirkerne og kirkegårdene husker dem for os.
En russisk forfatter sagde engang, at kirkebygningerne skulle minde os om, at vi ikke var dyr, men mennesker. Måske er kirkebygningerne og deres kirkegårde derfor noget af det vigtigste, der ligger i landskabet. De minder os om, hvem vi er.
Noget, som vi er ved at glemme.
Skal vi bare opgive vores historie?
Vi er nemlig begyndt at tale om kirkebygningerne som et problem. De er alt for dyre at vedligeholde, og nogle steder er der sjældent nogen, der bruger dem. Hvorfor ikke lukke nogle af dem?
Nogle er således begyndt at tale for, at vi skal rive nogle af dem ned. Andre er siger, at vi skal lade staten overtage vedligeholdelsen af de kirker, som ingen alligevel bruger.
Det er naivt at tro, at det skulle gøre alting nemmere. Skal staten overtage vedligeholdelsen af kirkebygningerne, vil det medføre et endnu større administrativt monster af konsulenter og kontrolsystemer, end vi kender i dag.
Værst af alt: Nedrivning eller overdragelse af kirkerne til staten er også at opgive vores historie.
Fra at være en fortælling om, hvem vi er, bliver kirkerne til en museal fortælling om, hvem vi var engang.
Der ligger masser af kristendom i kirkerne
Nogle vil indvende, at det at være kirke ikke er mursten og tegl, og at kristendommen ikke er bundet til bygninger. Det er både rigtigt og forkert. Kirke findes der, hvor to og tre er samlet i Jesu navn. Det kan som bekendt ske hvor som helst.
Sagen er bare, at to og tre ikke samles i luften, men et sted på jorden. Ligeså lidt som kristendom er uden krop, ligeså lidt er kirken derfor uden et sted. Der ligger derfor masser af kristendom i bygningerne og kirkegårdene.
Nedtoner vi bygningerne og kirkegårdene, nedtoner vi også en bestemt forståelse af kristendommen, der har været knyttet til steder og slægters historie – en forståelse som har levet i mennesker gennem generationer her i landet.
I samme grad som denne historie nedtones, vil vores fortælling om, hvem vi er, uvægerligt også forandres. Bliver den nye fortælling da en fortælling om, at vi ikke har et sted, der knytter os til dem, der var her før os? En fortælling, der gør os til væsener, der forsvinder ud af historien, når vi ikke længere kan bidrage til samfundet?
Kristendom og slægternes historie og forbundet med hinanden
Jeg mener derfor, at hele diskussionen om middelalderkirkernes vedligehold bliver forsimplet, når vi ser løsningen i nedrivning eller overdragelse til staten.
Det er ligesom, når vi ser aktiv dødshjælp som løsningen på det lidelsesfulde liv. Vi finder en løsning, som ikke er en løsning, uden at vi giver køb på noget helt grundlæggende, nemlig hvad vi forstår ved kristendom og det at være menneske.
Det er rigtigt, at middelalderkirkerne er dyre at vedligeholde. Det er rigtigt, at demografien i landet ændrer sig hastigt og gør, at flere og flere af kirkerne ligger steder, hvor der er befolkningsmæssigt tyndt.
Det er også rigtigt, at det af samme grund nogle steder bliver mere og mere svært at holde gudstjenester i dem hver søndag. Ikke desto mindre skylder dem, der gik forud og de kommende generationer at forholde os til, hvad vi vil med dem, og hvad de siger om den kristendom, der har formet landet.
Kirkebygningerne er jo ikke kun gudstjenestesteder. Kirkebygningerne er også, at kristendom og slægternes historier er forbundet med hinanden.
Der er ingen nemme svar. Det har der i øvrigt aldrig været. Der har været tider, hvor man var langt mere fattige, end vi er i dag. Nogle steder slækkede man derfor på kirkernes vedligehold, og ude på kirkegårdene stod græsset højt.
Men kirken stod der alligevel og fortalte sin historie om, hvem vi var. Hvorfor ikke tage ved lære af det?