Det har længe været kendt, at der lige nu sker en stor centralisering i Danmark. Det er i de store byer, at det hele foregår. Det er her, at folk flytter til. Det betyder også noget for kirken, hvor præstestillinger flyttes fra landet til byen.
Ude på landet ser det lidt anderledes ud. Eller det vil sige: Landet ser ud alt efter, hvilket billede, man gør sig af det inde i de store byer. Billederne dannes gennem film, litteratur, og hvad journalisterne fortæller om det derude på landet.
Nogle ser det som de steder, hvor det hele affolkes. Steder, hvor der ikke længere er andet liv, end det, de ressourcefattige kan skabe, hvilket ikke er ret meget. De eneste få driftige er landmændene, der udleder alt for meget CO2 og ikke har fattet lige så meget af den grønne omstillings nødvendighed.
Sandheden er, at landet ganske rigtigt affolkes nogle steder. Men sandheden er også, at der ude på landet er masser af mennesker, der engagerer sig og skaber nye fællesskaber. Det er steder, hvor foreningslivet blomstrer – nogle gange på trods. Der er steder, hvor kulturen, kunsten og musikken finder nye veje.
Og klimaforandringerne? Jo, dem har man opdaget for længst herude vestpå. Den grønne omstilling har gennem mange år været synlig virkelighed. Det er herude langt den meste grønne energi i Danmark produceres.
Et andet billede, der skabes af livet ude på landet, er modsat det første langt mere nostalgisk. Det er billedet af landet som det oprindelige. Landet er stedet, hvor den hvidkalkede kirke ligger midt i den gule rapsmark og er garanten for de ægte danske værdier.
Vi taler ud fra de billeder, vi gør os af landet
Sandheden er, at livet ude på landet er, ligesom livet altid har været. Det er ligeså sammensat og skævt som inde i byen. Og den hvidkalkede kirke ligger ikke altid ved en gul rapsmark. Rapsmarken er flere steder afløst af en solcellepark.
Uanset hvilket billede man gør sig af landet, er der også en kirke, der fortæller historien om stedet gennem generationer. Også her gør mange sig billeder. Enten er billedet, at kirkegangen dårlig, kirkebygningen er alt for dyr at vedligeholde. Eller også gør man sig et billede af det modsatte. Sandheden er måske et sted midt imellem.
Pointen er, at vi ofte taler ud fra de billeder, vi gør os af landet. Også kirkeligt set. Sandheden fortælles imidlertid bedst af de præster, der lever derude og har del i livet ude på landet.
Mange vil sikkert kunne fortælle, at der bliver færre og færre til at fortælle den historie. Der er talt meget om en præstemangel, som vil komme. Der er blevet råbt op om den. Tigget og bedt om, at der dog var nogle ansvarlige politikere, der ville gøre noget for at afværge den.
Svaret fra politisk side har været reformer af universiteterne, der ikke ligefrem har ført til flere teologiske kandidater. Den seneste reform har tilmed forkortet uddannelsen, som om at det skulle hjælpe noget som helst.
Ude på landet taler man nu ikke længere om præstemanglen. Den er nogle steder allerede virkelighed, og man begynder at ane konsekvenserne af den.
Med sognepræsten forsvinder sammenhængen
Hvis vi vil noget med landet og landsbyerne, kommer vi ikke uden om præsternes betydning. Sognepræsten er den, der holder gudstjenester, døber børnene, konfirmerer de unge, vier de elskende og begraver de døde.
Nogle gange er sognepræsten også en nøgleperson i det folkelige liv, der folder sig ud. Sognepræsten bliver en af dem, der viser en form for sammenhæng, og derfor også den, der kan fortælle stedets historie.
Er sognepræsten der ikke længere, bliver det sværere med sammenhængen, og stedets historie fortælles måske ikke længere. Eller det vil sige: Stedets historie afløses ofte af storbyens mytologiske billeder af, hvordan der er ude på landet.
At være sognepræst på landet er et stort privilegium. Især, når man med tiden ser gennem de mytologiske billeder og ser de mennesker, der rent faktisk lever der på stedet. Det har betydning for præsten selv. Det har betydning for de mennesker, præsten er der for. Det har betydning for livet ude på landet.
Mener man fra politisk side, at livet på landet har betydning, vil man derfor skulle forholde sig alvorligt til den præstemangel, som er ved at slå igennem. Det er ved at være sidste udkald.