Domprovst: Præster og teologer bør interessere sig dybt for stoicisme

Hvor stoicismen er et forsøg på gennem refleksion at kunne stå fast i et uregerligt liv, er kristendommen at kaste sig ud i det i troen på, at Gud griber en, skriver Morten Fester Thaysen

"Den amerikanske teolog Poul Tillich siger, at stoicismen er det største alternativ til kristendommen. Mere og mere gennemsyrer den vores måde at tænke på. Alene derfor burde præster og teologer være dybt interesserede i fænomenet."
"Den amerikanske teolog Poul Tillich siger, at stoicismen er det største alternativ til kristendommen. Mere og mere gennemsyrer den vores måde at tænke på. Alene derfor burde præster og teologer være dybt interesserede i fænomenet." Foto: Heiner Lützen Ank

Mens mange i den folkekirkelige verden lidenskabeligt diskuterer struktur, tidsregistrering og diverse personsager, sker der en langsom forskydning af kristendommens betydning i Danmark. 

Måske fordi den kirkelige verden er mere optaget af sig selv end at levere svar på menneskers liv udenfor kirkens mure. Man kan bare se på boghandlernes bestsellerlister. Flere af bøgerne handler ikke om kristendom men om stoicisme. 

Denne artikel er en del af dette tema:
Kirkesyn
Kirkesyn

To af dem er skrevet af Niels Overgaard. ”Det handler ikke om dig” og ”Mere er aldrig nok” hedder de. 

Bøgerne er eksempler på, hvordan stoicismen er blevet en stærk inspirationskilde for mange. Det er ikke uden grund. 

Stoicismen er det største alternativ til kristendommen

Den amerikanske teolog Poul Tillich siger, at stoicismen er det største alternativ til kristendommen. Mere og mere gennemsyrer den vores måde at tænke på. Alene derfor burde præster og teologer være dybt interesserede i fænomenet.  

I Niels Overgaards bøger skildres verden helt i stoisk ånd som et sted, der er præget af tilfældighed. At være tilstede i verden kan derfor føre til, at man mister kontrollen over sit liv, får stress og bliver syg. 

For at kunne være tilstede i den må man med sin indstilling til den tage kontrollen over den. Den rette indstilling fører således til, at man kan leve det gode og lykkelige liv. 

Den forkerte indstilling fører derimod til ondskab og ulykke. Dermed gør stoicismen menneskets indstilling til livet til hele omdrejningspunktet for, hvordan livet skal være nu og i fremtiden. 

Ondskaben stækker viljen

Overfor den stoiske tænkning kan man indvende, at livet på den måde aldrig bliver større end menneskets indstilling til det. ”Menneskets karakter er dets skæbne”, som en stoiker har sagt. 

Et kristent svar kunne være, at man dermed ikke ser, at livet rummer selvstændige fænomener og livsytringer, der gør livet til mere end det. 

Ondskaben er således en selvstændig kraft, der ikke som i stoicismen kan reduceres til menneskets uvidenhed, som det er tilfældet hos Niels Overgaard. 

Ondskaben er derimod en kraft, der på trods af al vores vilje og tænkning kan tage magten over os og få os til som Paulus at sige: ”Viljen har jeg, men udføre det gode kan jeg ikke. For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg.”

Kærligheden er en selvstændig kraft

Det samme med kærligheden. Kærligheden er en selvstændig kraft i tilværelsen, der ikke kun kan reduceres til et spørgsmål om selvkærlighed. 

Kærlighed er en kraft, der kan føre mennesker ud af sig selv og få dem til at glemme sig selv. Hvor kærligheden hos Niels Overgaards stoicisme bliver til et påbud om at ”elske sig selv”, bliver kærligheden i kristendommen til en kærlighed til næsten - også når næsten er ens fjende. 

Man kan derfor hævde, at hvor stoicismen gør livet lille, gør kristendommen livet stort. 

Kristendommen er en tro på, at livet ikke kan reduceres et spørgsmål om indstilling, men er et stort eventyr, som Gud folder ud fra altings begyndelse indtil altings ende. 

Det er et eventyr, hvor Gud sætter sig selv på spil for at genrejse den verden, vi lever i. Undervejs engagerer han os og fører os steder hen, som vores indstilling til livet ikke kunne regne ud. 

Selvindsigt, selvkontrol og leveregler

For i Guds eventyr er livet altid større og der er altid mere at sige end, hvad vi selv kan sige. Dette er ikke kun en påstand. Det er også en grundlæggende erfaring af livet.

For mig bliver stoicismens fokus på selvindsigt, selvkontrol og leveregler derfor som et fængsel for et liv, der erfares som langt større. 

At leve kan af den grund ikke kun handle om kontrol, men også om at turde miste kontrollen. 

At leve handler ikke kun om mådehold, men også om lidenskab, spontanitet og det at springe ud på de 70.000 favne vand. 

Hvor stoicismen er et forsøg på gennem refleksion at kunne stå fast i et uregerligt liv, er kristendommen at kaste sig ud i det i troen på, at Gud griber en. Hvor stoicismen siger, at livet kan klares med refleksion og den rette indstilling til det, siger kristendommen, at der også må tro til.

Jo, det handler lige præcis om dig

Niels Overgaard slutter sin bog ”Det handler ikke om dig” med en række stoiske leveregler, som her passende kan få sine kristne modsvar. 

1: Fokuser på det, du kan kontrollere.
Svar: Fokuser på Gud og din næste, som du ikke kan kontrollere.

2: Succes er at gøre det rigtige.
Svar: Succes er at leve i kærlighed.

3: Selvdisciplin gør dig fri.
Svar: Kærligheden gør dig fri.

4: Døden er din ven.
Svar: Døden er ikke din ven. Kærligheden har overvundet døden. Kærligheden er din ven.

5: Det hele handler ikke om dig.

Svar: Jo, det handler lige præcis om dig. Det handler om, hvem du er i forhold til Gud og din næste.

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.