Det er som om, vi har hørt det før: Staten skal spare på antallet af administratorer. Der skal afbureaukratiseres. Alligevel vokser antallet af bureaukrater i staten.
Men nu er det ganske vist. I forbindelse med finanslovsforslaget for 2025 har regeringen givet hvert ministerium klar besked om, hvor mange årsværk, der skal skæres væk – 1000 årsværk i alt i den statslige sektor.
Det gælder også Kirkeministeriet. Derfor vil kirkeminister Morten Dahlin decentralisere folkekirken. Han siger til Kristeligt Dagblad, at han vil “optimere sagsbehandlingen” ved at lægge beslutninger “ud lokalt”.
Men den går ikke, minister! Decentralisering skal ikke gennemføres som en ministeriel spareøvelse, hvor ministeriet vælter opgaver og udgifter over på stifterne og resten af folkekirken.
Decentralisering er ikke en spareøvelse
Ministeren bør stille sig i spidsen for at få styr på sagsbehandlingen i departementet. Ministeriets manglende overblik og de mange, der går og venter på svar på henvendelse, er vedvarende et diskussionsemne, hvor kirkefolket mødes.
Kirkeministeriet kan spare både egne og folkekirkens ressourcer ved at undlade at komme med panikinitiativer som for eksempel at give provster og biskopper et umuligt pålæg om at kontrollere præsternes tidsregistrering eller private facebookgrupper.
Kravet om besparelser i de centrale styrelser er ikke tænkt som smarte manøvrer, hvor styrelserne vælter opgaver og udgifter over på andre. Der skal være tale om reelle besparelser.
På samme måde må en decentralisering være reel. Det kræver, at regler og praksis i departementet gennemgås kritisk. Det kræver, at der sker afkortning i sagernes vandring fra den ene myndighed til den anden. At ansvaret virkelig decentraliseres og ikke modarbejdes af alle mulige regler om krav om ansøgning om dispensation, krav om forelæggelser og godkendelser.
For så er vi lige vidt. Og mon ikke der gennem årene er indsendt gode forenklingsforslag, som Kirkeministeriet først bør behandle og bevare?
Finansministerens mystiske bispelønningskonto
Endelig er der den mystiske konto på finanslovforslaget, der vedrører bispelønninger.
Finanslovsforslaget anfører, at bispelønningerne er lovbundne. Der henvises endda direkte til en bestemt lovbekendtgørelse, som klart fastslår, at bispelønninger betales af staten.
Det mystiske er imidlertid, at der ikke på kontoen for bispelønninger er anført noget beløb. Kontoen er altså tom! Får biskopperne da ikke løn?
Jo, kigger man nemlig på kontoen vedrørende præste- og provstelønninger, der delvis finansieres af folkekirkens medlemmer, opdager man, at bispelønningerne er overflyttet til denne konto.
Hvorfor har bispelønningerne ikke mere en særskilt konto? Hvor er retsgrundlaget for at tømme bispelønningskontoen og overføre posten til en anden konto? Hvorfor er kontoen ikke fjernet, når den tilsyneladende er inaktiv? Kan biskopperne være sikre på, at der er hjemmel til udbetaling af deres løn? Det må finansminister Nicolai Wammen redegøre nærmere for.
Det delikate er jo, at præstelønninger til dels finansieres af folkekirken. Betyder det, at staten nu unddrager sig sin forpligtelse og vælter udgifterne til bispelønningerne over på folkekirken? Og er det i overensstemmelse med den lov, der klart fastslår at det er staten alene, der finansierer bispelønningerne?
Den sag må granskes nærmere af finansudvalget. Finansministeren har pligt til at give et klart svar, alt den stund, der ikke kan afholdes udgifter uden klar hjemmel.
Decentralisering kan være nyttig. Men hvis kirkeministeren med sin udmelding om decentralisering mener, at udgifterne til bispelønningerne uden hjemmel kan væltes over på folkekirkens medlemmer, har både finansministeren og kirkeministeren et forklaringsproblem.
Finansministeren må undersøge sagen til bunds før finanslovforslaget genfremsættes i næste måned.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
