For ikke lang tid siden har en række kirkelige organisationer lanceret et projekt ved navn ”Lad os tale om tro.” Ærindet er, at det vi taler for lidt om, skal vi tale noget mere om. Det har de ret i.
Som inspiration har de lavet en række små videoer, hvor man kan se og høre en række mennesker tale om deres erfaringer og oplevelser med troen. Gennemgående er troen noget, der hører til i menneskets indre. Tit bliver den omtalt som en indre følelse af noget større end os selv.
Projektet er ærligt i sin pietistiske stil, og det er velgørende, at nogen har modet til at sætte samtalen i gang.
Det er dog faldet flere for brystet, at Grundtvigsk Forum alligevel har trukket sig fra projektet. I indlæg i Kristeligt Dagblad og andre steder har nogle konkluderet, at Grundtvigsk Forum derfor ikke ønsker at tale om tro. Intet er mere forkert. Grundtvigsk Forum har trukket sig fra projektet, fordi projektet ikke kunne rumme alle nuancer i samtalen om, hvad tro er. Nuancer, som er vigtige at få med.
Overbelastning af troen
Projektet ”Lad os tale om tro” passer til en tid, hvor det er et krav, at vi individuelt skal kunne redegøre for os selv og vores indre følelsesliv. Det er således ikke nok bare at tro. Vi skal også selv over for andre kunne redegøre for, hvorfor vi tror, og hvordan vi tror.
Troen kan derfor komme til at fremstå som noget heroisk, som vi står ene med i forhold til andre. Spørgsmålet er, om det kan ende med at overbelaste troen.
Det er ligesom, når man elsker et andet menneske. Skal man hele tiden mærke efter og redegøre for sin kærlighed, kan den ofte ende i fortvivlelse. For ligesom kærligheden er troen noget, man ikke altid kan føle eller mærke. Nogle gange kan den ligefrem forsvinde. Betyder det så, at den ikke længere findes?
Guds pagt i dåben og nadveren
En grundtvigsk pointe er, at her bliver det vigtigt, at troen ikke kun hører til i menneskets indre. Den er også afhængig af at kunne gribe til noget uden for sig selv. Troen må derfor kunne gribe ud efter dåben og nadveren, hvor Gud har lovet at været lyslevende tilstede.
En ting er derfor at tale om troen som en indre følelse, en anden ting er samtidigt at kunne tale om, at troen ikke står og falder med, om vi kan redegøre for den eller ej. Troen står og falder derimod med, at Gud har indgået en pagt med os i dåben og nadveren om at ville være med os alle dage indtil verdens ende.
Dåben og nadveren bliver således de steder, hvor Gud lover at give troen nyt liv, når vi fortvivler. Når vi gentager troens ord i gudstjenesten, er det i troen på, at Guds løfter i dåben og nadveren griber os som dem, vi er. Troen er fast tillid til, at Gud gør det, der skal gøres for, at vi kan leve.
Gudstjenestens fællesskab
Ved at dåben og nadveren bliver de kilder, hvor Gud igen og igen giver troen nyt liv, bliver gudstjenesten derfor det sted, hvor der ikke bare tales om troen, men også hvor troen oplives.
Troen er her ikke kun noget, man individuelt skal mærke efter og redegøre for. Troen er også, at man er fælles med andre om, når man samles omkring dåben og nadveren og sammen svarer på Guds ord i bekendelse, forkyndelse og lovsang.
Her behøver man ikke finde sine egne ord for, hvad troen er. Her kan man sammen med andre låne de ord, der findes i ritualet, teksterne, bønnerne og salmerne. Dermed får talen om tro en anderledes højde og dybde.
I en tid, hvor vi er optaget af, at vi på bedste pietistiske vis kan redegøre individuelt for troen, kan det være en stor aflastning at vide, at der er mere at sige. Troen er ikke ensom. Troen er noget, vi har sammen med andre. Den står og falder ikke med os, men med hvad der loves os i dåben og nadveren.
Vil Grundtvigsk Forum trække sig fra samtalen om tro? Nej, Grundtvigsk Forum vil tage samtalen alvorligt ved at insistere på, at troen ikke kun er en indre følelse. Den er også meget mere.