Det er glædeligt, at dåbskommissionens formand, biskop Thomas Reinholdt Rasmussen slutter interviewet på Kirke.dk med erklæringen om, at han gerne vil "udfordres" og "altid er til fals for gode argumenter".
Man kunne ellers få det indtryk, at han med Markusevangeliet 10,13-16 ("Lad de små børn komme til mig, det må I ikke hindre dem i, for Guds rige er deres", red.) som sin erklærede "kæphest" ikke var til sinds at åbne for en diskussion af nye forslag, men egentlig helst ville nøjes med at rette et par kommaer i det gældende dåbsritual.
Med det følgende bidrag til diskussionen håber jeg at kunne udfordre positivt med lutter gode argumenter for at erstatte Mark 10,13-16 med Galaterbrevet 3,26-28 til fordel for ét ritual for alle, spæde såvel som unge og voksne.
Eksplicit dåbsbelæring
Den frisættelse, som gruppen bag debatbogen "Sæt teksterne fri" (red. Lone Fatum, Forlaget Vandkunsten 2023) plæderer for, rummer ønsket om, at enhver tekst fastholdes i sin egen kontekst og bruges i overensstemmelse med det brugsaspekt, der kendetegner tekstens betydning som parænese: Belæring om tro, trosfortolkning og livet som troende. Gal 3,26-28 og Mark 10,13-16 er begge parænetiske tekster.
Den første tekst er en brev- eller episteltekst, skrevet af Paulus i begyndelsen af halvtredserne. Det er eksplicit dåbsbelæring, som forklarer, hvad det indebærer af social og moralsk nytænkning som døbt at blive indlemmet i det åndelige fællesskab, som kaldes Guds børn.
Den anden tekst er fra det ældste evangelium, skrevet cirka år halvfjerds af den ukendte forfatter, som kaldes Markus. Det er discipelbelæring om livet som Kristusefterfølger, et liv i ydmyghed, kendetegnet af magt- og statusafkald og accept af lidelse.
For helt at værdsætte brugsaspektet og det sociale motiv i discipelbelæringen, skal Mark 10,13-16 ses i sammenhæng med Mark 9,33-37 og Mark 10,35-45. Så fremgår det nemlig, at der er tale om tre trin i et negativt udviklingsforløb: I første scene tager Jesus et lille barn og gør det til målestok for det statusafkald, som kræves af disciplene.
At disciplene intet har forstået, viser de i anden scene ved at overfuse de fædre, som ønsker deres sønner velsignet af Jesus. Den totale afsløring af disciplenes uforstand illustreres derefter af Zebedæussønnerne, som ikke alene higer efter himmelsk magt og herlighed, men søger at opnå det bag om ryggen på de ti andre disciple.
Konteksten for Mark 10,13-16 og Gal 3,26-28
I det brugsaspekt, som karakteriserer Mark 10,13-16 som discipelbelæring om afkald og ydmyghed, og som tydeliggøres, når teksten ses i sin kontekst, er der intet, som taler for at gøre teksten til dåbstekst. Så hvorfor stædigt fastholde den, når der faktisk i Paulus' Galaterbrev findes en tekst, som direkte forklarer dåbens betydning og eksplicit identificerer de døbte som Guds åndeligt genfødte børn?
Netop ved at fokusere på det åndelige aspekt i forestillingen om dåben som en genfødsel rummer brugen af Gal 3,26-28 den fordel, at 'dåbsbarn' intet har at gøre med alder, hvorfor teksten kan bruges i enhver dåbshandling, hvilket vil styrke indtrykket af dåbens sakramentale enhedskarakter.
Hertil kommer det ikke uvæsentlige, at dåb ikke sættes i relief af en forestilling om arvesynd; det er en senere kirkepolitisk opfindelse, som ikke findes i de nytestamentlige tekster.
Endelig vil brugen af Gal 3,26-28 gøre det klart, at det først er i dåben, at såvel børn som unge og voksne bliver Guds børn i åndelig forstand. Kødelige og dødelige er alle menneskefødte i den af Gud skabte verden, og den kendetegnes stadigvæk af etniske, sociale og seksuelle statusforskelle.
Men med dåben som en åndelig genfødsel tilføjes tanken om, at disse forskelle kan overvindes. Trods ulighed og indbyrdes uenighed sættes de døbte i stand til i fælles tro på Kristus at etablere en åndelig samhørighed.
Den indledende takkebøn i det nuværende ritual er derfor kun en "knast" sammenholdt med Mark 10,13-16, fordi den tekst ikke er dåbsrelateret. Læses bønnen i sammenhæng med Gal 3,26-28 er den en præcis tematisering af den åndelige genfødsel, som finder sted i dåben, og som gør menneskefødte børn til Guds børn.
Læses Gal 3,26-28 sammen med Romerbrevet 6,1-14 og 8,12-17 er tre ting afgørende i Paulus' dåbssyn:
Fordi dåben er delagtighed i Kristi død for synderes skyld rummer den også håbet om delagtighed i hans opstandelse. Men umiddelbart er det nye liv allerede begyndt for de døbte, som nu styret af ånden er døde, ligesom Kristus, fra synd og død. Det kendetegner de døbte som Guds børn, at de i dåben har modtaget den ånd, som giver barnekår og hjælper dem med at påkalde Gud som Abba, Far.
Hvad handler Mark 10,13-16 egentligt om?
Tro og tillid er for Thomas Reinholdt Rasmussen lutherske kerneord, og når Mark 10,13-16 er en "kæphest" for ham, er det, fordi han i brugen af netop denne tekst som dåbstekst, ser "trosforholdet" meget præcist udtrykt, "ikke primært som en handling, en viden, en intellektuel forståelse", men som "en tillid".
Men er det en holdbar karakteristik af Mark 10,13-16, når den markianske pointe er at afsløre disciplene som tragiske figurer? For det er vel ikke ligefrem forbilledligt, at de ingenting forstår?
Markus har formet sit evangelium som en tragedie, men det er ikke Jesu lidelse og død, der er tragisk, for det var hans gudgivne opgave. Det virkeligt tragiske er, at ingen forstod, hvad hans opgave var, mens han som Kristus virkede på jorden. Skaren flokkes om ham, mange bliver helbredt og velsignet, og alle undrer sig.
Men disciplene fatter ingenting, ikke hans undervisning om, hvad det kræver at være discipel, og slet ikke når han udtrykkeligt forbereder dem på sin lidelse, død og opstandelse. De ender med at svigte og flygte, så der ingen er til modtage englebudskabet om opstandelsen fra den tomme grav. På den baggrund giver det ikke mening at ville se tro og tillid anskueliggjort i Mark 10,13-16.
At tro og tillid for Luther var definerende begreber, fremgår for eksempel i Den lille Katekismus af hans forklaring til det første bud i Dekalogen om at "frygte og elske Gud og stole på ham" og af de indledende ord til den første bøn i Fadervor om Gud som indbyder os "til at tro, at han er vor rette Fader og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære Fader."
Det er dog værd at lægge mærke til, at Luther både her og i Den store Katekismus ikke til sin forklaring af dåben refererer til Mark 10,13-16, men derimod til Mark 16,16 i det tekstafsnit, som vi nu betragter som en sekundær tilføjelse til evangeliet, men som for Luther var ægte Markustekst: "Den, som tror og bliver døbt, skal blive frelst; men den, som er vantro, skal blive fordømt."
Dermed præciseres tro og dåb som den grænsedragning, der anskueliggør forskellen mellem frelste og fortabte. Og i den fyldige forklaring i Den store Katekismus til det første bud i Dekalogen udfoldes detaljeret, hvad der adskiller den sande og gudvelbehagelige levevis fra den falske og syndefulde, som er alt det, der kendetegner livet under papismen.
Hvad der adskiller Luther og Paulus fra Markus
Hvad Luther her demonstrerer, er den sammenlignelighed med Paulus, som retorisk adskiller dem begge fra evangelieforfatteren Markus. Luther og Paulus er menighedsopbyggere; for dem gælder det først og fremmest om kvalitativt at adskille deres adressater på én gang fra deres fortid og fra deres omverden.
Illustrative vidnesbyrd om den form for domstruende parænese, som Luther udfolder i sine kommentarer til Dekalogen i Den store Katekismus, findes hos Paulus i for eksempel 1 Thess 4,1-12; 1 Kor 5-6; Rom 1,18-2,29.
Fordi Paulus og Luther i hver sin kontekst adresserer nystiftede trosfællesskaber, gælder det for dem begge om at sikre netop den sociale og moralske anderledeshed, som på én gang kan anskueliggøre betydningen af den nye rettroenhed og identificere det nye trosfællesskab efter deres livsførelse som de sandt troende.
I den forstand er både Paulus og Luther missionærer, som etablerer nye trosfællesskaber ved at belære om den nye tros forudsætninger, ved at insistere på en ny levevis, som svarer til forudsætningerne og ved aggressivt at devaluere det hidtil gældende.
Det kritiske blik udadtil adskiller dem begge fra Markus, som ser indad for med parænese og eksempelfortællinger at konsolidere en allerede etableret menighed.
For ham gælder det om at bekræfte trosfællesskabet ved at påminde om den livsførelse, som troen kræver, nemlig den Kristusefterfølgelse, som disciplene ikke formår. Jo tydelige det fremgår, at disciplene svigter ved ikke at forstå, jo tydeligere kan adressaterne føle sig bekræftet i, at de er de forstående.
På den måde er fortællingen om de tragiske disciple for Markus' adressater opbyggelig parænese, ligesom de i rollen som adressater er de egentlige modtagere af englebudskabet fra den tomme grav.
Alt dette taler for en dåbstekst som Gal 3,26-28, fordi den skildrer dåben som en ny begyndelse, et livs- og forståelsesskifte; den fokuserer på den døbtes åndelige nyskabelse, på indførelsen i trosfællesskabet og på den nye livsførelse, som skal være troens praktiske udtryk.
Hvad er det overhovedet at tro?
Måske det, jeg især undrer mig over i Thomas Reinholdt Rasmussens begejstring for Mark 10,13-16, er hans insisteren på, at tro og forståelse er modsætninger, fordi tro er noget som "tilsiges os".
Mens tilsagn kan være positivt som et løfte om noget godt og hjælpsomt, er det at få en tilsigelse ifølge almindelig sprogbrug sjældent noget rart, men det afgørende er vel, når det bruges om Mark 10,13-16, at det drejer sig mindre om det sagte og desto mere om den autoritative gyldighed, der ligger bag, og som kræver lydig efterkommelse.
Men stadigvæk forekommer det mig at være en mystifikation af tro og tillid. For hvordan kan man tilegne sig, adlyde og i praksis efterleve, hvad man ikke forstår? Skal det som "tilsiges os", hvis det skal kaldes sådan, ikke netop være begribeligt, bogstaveligt taget kunne gribes, for at kunne opfattes og tilegnes?
Ikke at ville vide af en sammenhæng mellem tro og forståelse svarer til den traditionelle måde, man forsvarer barnedåben på: Hvad er det overhovedet at tro, og hvem kan med rette erklære sig for troende, er det ikke netop spædbarnet, som kan idealiseres som det umiddelbart modtagelige væsen, i hvem vi alle burde spejle os?
Det er ikke alene en mystifikation af dåben; det er tillige en sentimentalisering og en banalisering, som idealiserer spædbarnet som voksenmodel.