Det er ikke særligt tit, man diskuterer pacifisme i den danske kirke. Det kan undre, for dels er det min fornemmelse, at mange er spontane pacifister, dels fordi det er et standardemne i lærebøger i kristen etik, dels fordi den lutherske arv giver os mange grunde til at diskutere forholdet til øvrighedens sværd.
Emnerne i krydsfeltet “krig og kristendom” er mange og komplekse, og her skal jeg blot optegne nogle streger i det store billeder og forklare, hvorfor jeg ikke selv er pacifist. Mit afsæt er dels det kommende Europaparlamentsvalg, dels en læsning af en gammel tekst fra midten af det 20. århundrede.
En fælles EU-hær?
Først afsættet fra EP-valget.
Siden 2003 har den Europæiske Union iværksat mere end tredive militære operationer rundt om i verden. Man kalder det “Fælles sikkerheds- og forsvarspolitik” (FSFP).
Siden 2018 har stemningen i EU i stigende grad været at øge FSFP’s beføjelser, og flere statsledere afviser ikke længere partout en fælles europæisk hær. Der er gode argumenter både for og imod en fælles hær i EU.
Fortalere for en EU-hær argumenterer for, at det vil forbedre de europæiske forsvarskapaciteter, reducere afhængigheden af NATO (læs: USA) og fremme en større strategisk autonomi for EU.
De hævder, at en forenet militær styrke vil tillade en mere effektiv koordination og udrulning af ressourcer samt en stærkere kollektiv forsvarsposition mod eksterne trusler (læs: Kina og Rusland).
Tilhængere fremhæver ofte behovet for, at Europa tager større ansvar for sin egen sikkerhed og forsvar. Skeptikerne udtrykker bekymringer vedrørende gennemførligheden, praktikaliteten og konsekvenserne ved oprettelsen af en EU-hær.
De hævder, at en duplikering af NATO's forsvarskapaciteter kunne undergrave transatlantisk enhed og samarbejde (læs: USA bliver vrede). Derudover er nogle medlemsstater forsigtige med at overlade suveræniteten over deres nationale forsvarspolitikker og militære styrker til EUs institutioner.
Skeptikere rejser også spørgsmål vedrørende de finansielle omkostninger og bureaukratiske udfordringer forbundet med oprettelsen og vedligeholdelsen af en forenet militær struktur. Jeg har selv i årevis forsøgt at overbevise mine udmattede venner om gevinsten ved en fælles EU-hær.
Når jeg taler med mine kirkelige venner, så får jeg dog igen og igen den samme indvending: Fælles EU-hær eller ej – bør vi som kristne ikke være imod krig i det hele taget? Altså være pacifister af genfødt natur?
Jeg forstår godt anliggende, for der er da betydelige udsagn i Bibelen, som peger i retning af principiel pacifisme. Men der er for mig vigtigere grunde til ikke at være pacifist, og jeg blev for nyligt styrket i den overbevisning af en læsning af et gammelt foredrag.
Moralsk pligt til at modstå tyranni
I en tale fra cirka 1940 forklarer den britiske forfatter, C.S. Lewis, “Hvorfor jeg ikke er pacifist”. I foredraget diskuterer Lewis pacifismens problemer, især i konteksten af Anden Verdenskrig og de etiske udfordringer, krigen stillede.
Ved at undersøge temaer som moralsk ansvar, pligten til at beskytte og ondskabens problem op imod praktiske overvejelser tilbyder Lewis en overbevisende kritik af pacifisme, samtidig med at han taler for en nuanceret tilgang til etikken om krig og fred.
Et af Lewis’ centrale argumenter mod pacifisme er den moralske retfærdiggørelse af krig. Han hævder, at der er situationer, hvor krig ikke kun er retfærdiggjort, men moralsk påkrævet, især når den føres i forsvar mod aggression eller for at beskytte uskyldige liv.
For Lewis undlader pacifisme at håndtere kompleksiteten af moralsk ansvar og selvforsvar, idet den tilbyder en forsimplet løsning på de komplekse realiteter af menneskelige konflikter. Desuden fremhæver Lewis den moralske pligt til at beskytte de uskyldige og modstå tyranni.
Den britiske bibelforsker N.T. Wright har sagt, at Ny Testamentes politiske teologi ligger sig mellem tyranni og anarki og vil undgå begge. Krigen kan være et nødvendigt redskab til at modstå tyranni. Det er muligt på én gang at erkende krigens rædsler, og samtidig hævde, at det nogle gange er nødvendigt at konfrontere ondskab med militære midler for at forhindre større skade.
I Lewis’ foredrag adresserer han den indbyggede spænding mellem ønsket om fred og imperativen om at konfrontere uretfærdighed og antyder, at pacifisme står i fare for uforvarende at muliggøre ondskabens sejr ved at nægte at konfrontere den direkte.
Et centralt aspekt af Lewis’ kritik af pacifisme er problemet med ondskab generelt. Han beskæftiger sig med den filosofiske udfordring, der udgøres af ondskabens eksistens i verden og det moralske imperativ til at modstå den.
Mens pacifisme måske tilbyder et tiltalende ideal om ikke-vold, antyder Lewis, at det måske i sidste ende er utilstrækkeligt over for virkelighedens trusler og konflikter.
Jeg mener ikke, at vi behøver at blive ved antydningens kunst. Ved at nægte at engagere sig i krig under nogen omstændigheder kan pacifisme effektivt overgive sig til ondskab og tillade, at den får lov at sprede sig uimodsagt.
Lewis påpeger også pacifismens potentiale for at underminere national forsvar og sikkerhed. Han hævder, at pacifismen er naiv over for beslutsomme modstandere, der søger at udnytte svaghed og sårbarhed.
I en verden karakteriseret ved geopolitiske konflikter og ideologisk ekstremisme sætter en rigid overholdelse af pacifisme i sidste ende de værdier, den søger at opretholde, i fare.
Ved at fremsætte sin kritik af pacifisme afviser Lewis ikke de bekymringer, der ligger til grund for et pacifistisk perspektiv. Det ønsker jeg heller ikke at gøre. Jeg anerkender ønsket om fred fra krigens rædsler, og jeg mener, at beslutningen om at deltage i væbnet konflikt aldrig bør træffes med et let hjerte.
Men principiel pacifisme angiver en for simpel løsning på de komplekse moralske dilemmaer, som menneskelig konflikt stiller os over for, når den undlader at adressere imperativerne om retfærdighed, selvforsvar og beskyttelse af uskyldige liv.
Hvis man bliver overbevist af min modstand mod pacifismen, følger der ikke logisk en tilslutning til et fælles forsvar i EU. Men for at den diskussion overhovedet skal være meningsfuld, må man kunne udlægge en kristen etik, der forsvarer krigsførelse i det hele taget.
Det er selvsagt en metadiskussion, men alligevel et bud på et aspekt ved EP-valget, som bør have interesse for os kirkefolk.