I folkekirken kan frisættelse, som jeg forstår det, i den teologiske forståelse være meget nuanceret og ofte afhængig af den teologiske tradition, man tilhører.
Det kan blandt andet handle om Guds kraftfulde handling med at befri mennesker for det onde, synden og døden og give mulighed for at leve i harmoni med Gud og hinanden. Men hvordan kan frisættelse også forstås i en folkekirkelig kontekst?
I en folkekirkelig kontekst, hvor fokus er på præster, ansatte og menighedsrådsmedlemmer, har frisættelsesbegrebet for mig at se en anden betydning. Her er der tale om hvordan den enkelte via de rammer og vilkår, der udgør arbejdsbetingelserne, kan medvirke til en frisættelse af de potentialer den enkelte har i forhold til udøvelse af sin funktion.
Præsternes frihedskamp mod tidsregistrering
Vi ser lige nu en ”frihedskamp” blandt præsterne i forhold til den EU-besluttede lov om tidsregistrering. Kan et ”kald” inddeles i privat- og arbejdstid? Omkring 800 præster har reageret på den besluttede registrering af arbejdstid.
Der er ingen tvivl om, at tidsregistreringen af mange opleves som en kolossal indskrænkning af den frihed, der har været oplevet i præstegerningen. Er tidsregistreringen et udtryk for beskyttelse af individet eller en begrænsning af den oplevede frisættelse i kaldet som præst?
Jeg tænker, at der er tale om en radikal ændring af rollen og positionen som præst – der alt andet lige begrænser oplevelsen af den frisættelse, der tidligere lå i rollen som præst. Det kan desværre have en demotiverende effekt og jeg følger med spænding de sager, der er rejst i forhold til dispensation.
Det er naturligvis ikke kun præster, der skal følge EU-lovgivningen i folkekirken, det gælder også andre ansatte. Her er det min opfattelse, at der i forvejen foregår tidsregistrering i andre funktioner, og rollerne og funktionerne i folkekirken har fået mere funktionær-lignende karakter.
En ny måde at organisere folkekirken
Et er tidsregistrering. Noget andet er, hvordan det daglige arbejde tilrettelægges og organiseres. Det er her den reelle frisættelse af individet kan foregå.
Folkekirken har gennem den to-delte ledelsesstruktur været udsat for megen kritik gennem årene. Det er min vurdering, at netop den to-delte ledelsesstruktur gør det relevant at se på organiseringsformerne i folkekirken.
Det normale hierarki er ikke-eksisterende i folkekirken. Det fordrer en særlig organiseringsform – som kunne være “teal” [en organisationsform, der ser en organisation som en organisme frem for en maskine].
I begyndelsen af 2024 var der på høringen i Folketingets Kirkeudvalg om det lokale demokrati og folkekirkens tilstedeværelse i fremtiden fokus på ledelse, organisering og organisationsformer.
Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge omtalte, hvordan helhedstænkning, selvbestemmelse og tillid kan indgå som grundstøtter i måden, folkekirken fremover tænker ledelse og organisering i det helt særlige hverdagsdemokrati, der kendetegner folkekirken.
Hun nævnte eksplicit teal som en ledelses- og organisationsform, man med fordel kan implementere i folkekirken.
Som dengang er jeg helt enig med hende. Spørgsmål er blot, hvor er de gode intentioner blevet af?
Hvad skete der efter den psykosociale arbejdsmiljøundersøgelse?
Det fører mig frem til, hvad der reelt er sket og – og ikke mindst, hvad der sker i forhold til den store psykosociale arbejdsmiljøundersøgelse af folkekirkens arbejdsmiljø.
Desværre oplever jeg ikke de store initiativer i folkekirken udover formuleringen af de gode intentioner. Jeg savner handling. Måske fordi jeg er et utålmodigt menneske!?
Præsternes reaktioner på arbejdstidsregistrering ser jeg som et symptom på noget mere grundlæggende: Et ønske om en større frisættelse inden for nogle definerede rammer – ikke blot for præsterne, men også for ansatte i øvrigt og menighedsrådsmedlemmerne.
Lad os nu tage hul på diskussionen om, hvordan vi bedst frisætter de potentialer, der samlet set er i folkekirken.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.