Martin Ravn anholder, at Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge tror, at tidsregistrering kan blive en hjælp. Præsteforeningen blæser og har mel i munden, skriver han.
Men er det rigtigt? Det synes jeg ikke. Tværtimod hører jeg, at præster i hobetal skriver under på protesten af frygt, fordi man er bange for, hvad tidsregistreringen kan bruges til engang, og altså at den vil føre til fyringer i fremtiden, fordi præster registrerer forskelligt, eller at registreringen vil blive brugt til at presse os yderligere på rådighedstjenste.
Men det er jo kun hvor meget tid, vi bruger, der skal afsted til provsten, ikke hvad vi bruger tiden på. Og derfor er protesten set fra min stol ikke andet end en kamp mod vindmøller.
For det tager ingen tid at registrere 37 timer for 40 år ud i fremtiden, hvis man ikke bryder sig om dette EU-direktiv, som er lavet for arbejdstagers skyld, ikke for arbejdsgivers. Og passer loven fuldstændig til os i Danmark? Nej, det gør den måske ikke, men er det Præsteforeningens skyld? Nej, det er det ikke.
Det er arbejdsgiver, der har bestemt, at vi skal dette, og som derfor skal stille et redskab til rådighed, som vi kan bruge. Og derudover har arbejdsgiver så desværre ikke sagt ret meget om: hvordan og hvorfor, hvilket er kritisabelt, men igen det er ikke Præsteforeningens skyld.
Så brug da systemet imod arbejdsgiver og skriv gladelig de timer på, du selv vurderer er det rette antal. Det kunne være 24-timer, da præst åbenbart er noget, man er, ikke noget man gør, hvis vi skal tro protestanterne.
Tidsregistrering kan hjælpe med at prioritere opgaverne
Men Martin Ravn efterlyser fortalere. Og dem er jeg så én af.
På bare en uges tidsregistrering, vendte jeg på en tallerken. For selvom det til at begynde med syntes åndsvagt at skulle tidsregistrere, ikke mindst fordi By-, Land- og Kirkeministeriet i sin vejledning – som for øvrigt ikke billedmæssigt svarer til min outlook udgave – lægger op til, at vi tidsregistrerer proforma.
Men efter at have tidsregistreret for mig selv i en uge, ser jeg, hvilken fordel det netop er for mig selv. For jeg kan se timerne rulle afsted. Jeg kan se, at jeg ikke bruger min tid på tant og fjas, men faktisk arbejder mine 37 timer plus noget ekstra i en af de tre uger, jeg har registreret. Og det skal da få mig til at stoppe op og tænke.
Det skal få mig, der netop ikke får overtidsbetaling til at vurdere om, det er skal-opgaver eller kan-opgaver, der lige nu fylder min tid. Det skal få mig til at skære i kan-opgaverne, eller blive bedre til at henvise til mine kolleger, når det er nødvendigt. For provsten er ikke her på mit kontor og kan ikke se det.
Som en præst i Norge sagde for nogle uger siden i en artikel på Kirke.dk, så ringede hendes provst både, når der var for få timer i en periode, men i særdeleshed også, når der var for mange.
Og det er lige præcis det vi, der ser fordelen i tidsregistreringen, kan bruge den til. At vi får talt med os selv og provsten om vores timer på arbejde. Og den samtale kan ofte have brug for et konkret tidsskema.