I denne uges udgave af Mandagsnyhedsbrevet adresserer Kirke.dk's redaktør Kåre Gade det paradigmeskifte, som er i gang i folkekirken: skiftet fra, at menighedsrådene med næb og klør vil forsvare deres lokale kirker, til at de nu nogle steder beder om hjælp til at løse opgaven – eller ligefrem mulighed for at kunne afgive ansvaret for vedligeholdet af bygningerne.
I nyhedsbrevet nævner Kåre Gade projektet "Differentieret vedligeholdelse og brug af kirkebygninger", som jeg er leder af.
Projektet, der er forankret i Folkekirkens Uddannelses og Videnscenter, har været i gang siden 2021. Her har vi udviklet en model, som kan hjælpe menighedsråd i pastorater med flere kirker med at prioritere vedligeholdelsesgraden af kirkerne så de eksisterende ressourcer bruges bedst muligt.
Kåre Gade skriver, at det bliver svært at udpege hvilke kirker, der kan tages ud af brug og begrunder det med den erfaring, vi i projektet gjorde på Mors, nemlig at alle kirkerne “…endte i den højest eller næsthøjest vurderede kategori: Enten “meget stor antikvarisk interesse” eller “stor antikvarisk interesse.”
Jeg bliver nødt til at præcisere
Her bliver jeg nødt til at præcisere: det er helt rigtigt, at kategoriseringen viste, at kirkerne på Mors over en bred kam brillerer ved at være af meget stor antikvarisk værdi.
Den samme erfaring gjorde vi i andre af de tyndest befolkede områder. Det er her, middelalderkirkerne ligger tættest. Men modellen, der er udviklet i projektet "Differentieret vedligeholdelse og brug," handler netop ikke kun om kulturarv, men også om brug.
Den model, vi har udviklet i projektet, har nemlig til formål at flytte fokus fra ensidigt at prioritere ressourcerne på baggrund af antikvarisk interesse, til at brugen af kirken også indgår i vurderingen. I modellen er parametrene ligestillet.
Så når kirkerne på Mors alle ender i de høje vedligeholdelseskategorier, er det altså ikke alene på grund af den kulturhistoriske værdi, men i lige så høj grad fordi man vælger at holde kirkerne i brug, og med stor solidaritet lader gudstjenesterne gå på omgang, så stort set alle kirker indtil nu er blevet opretholdt i brug.
Tabuet er brudt
Projektet har været en proces, hvor vi løbende har tilpasset modellen til praksis. Processen har i høj grad handlet om at få sat de svære ting i tale. At danne overblik og skabe fælles sprog og problemerkendelse. At turde sige tingene højt. Og det er lykkedes. Tabuet er brudt.
Hvad angår modellen for differentieret vedligeholdelse, har vi valgt at ændre vurderingsmodellen, så vi fremover ikke klassificerer ud fra henholdsvis ’antikvarisk interesse’ og ‘brug’, men ud fra ’opførelsesperiode’ og ‘brug’.
Brugsgraden er fortsat det dikterende element for vedligeholdelsesgraden. Opførelsesperioden er afgørende for byggeteknisk tilgang, og for hvilke aktører, der skal inddrages i forskellige situationer. Den tilpassede model kan findes her.
Styrken ved forløbet omkring differentieret vedligeholdelse er, at menighedsråd mødes på tværs af provstiet og i fællesskab udarbejder et visuelt grundlag, som gør det muligt at se ligheder og forskelligheder mellem kirkerne og i fællesskab tale om prioriteringer, og de opgaver og udfordringer man står overfor.
Det tydeliggør også det, jeg påpeger her: nemlig at solidariteten mellem kirkerne også kan gøre det svært at få kræfter og økonomi til at række. Det peger på, at man måske fremover er nødt til at ændre praksis omkring brugen af kirkerne.
For deres kulturarvsværdi kan vi ikke ændre på. Netop den erkendelse lader man nu til at være kommet til flere steder i landet.
I projektet "Differentieret vedligeholdelse" har vi blandt andet arbejdet med meget trængte provstier på Mors og Lolland. Men som Kåre Gade nævner, råber også en østjysk menighedsrådsformand nu op, og i Kristeligt Dagblad melder sognepræst Morten Skrubbeltrang sig i debatten med et forslag om, at der lukkes mindst 200 kirker i landområderne.
Pointen er, at samtalen, og det at skabe overblik, er det, der gør forandring muligt. Vi er nødt til at tage hul på snakken – og at handle – for at finde vejen. Løsningen kommer ikke til at materialisere sig som en guddommelig åbenbaring. Vi må prøve os frem.
Kåre Gade har helt ret i sin endelige konklusion: at selv hvis der skulle opstå en hidtil uset teologisk enighed om kirkelukninger, ændrer det ikke ved, at de mange middelalderkirker udgør en umistelig kulturarv i det danske samfund, som vi gerne vil værne om.
Det store spørgsmål er blot hvordan, når der mangler mennesker og økonomi.
Den afgørende dialog og forkyndelse med kvalitet
Den fortsatte dialog og de fortsatte forsøg er derfor altafgørende. Det farligste, vi kan gøre – både for folkekirken og for kulturarvsbevaringen – er ikke at gøre noget. For så risikerer vi blot, at kirker lige så stille forgår, mens menighedsrådene slider sig selv op.
Jeg forstår Thomas Reinholdt Rasmussens ønske om fortsat at se kirkerne som forkyndende elementer i landskabet. Men hvilken forkyndelse er det, hvis kirkerne står tomme hen uden ord og bygningerne langsomt forfalder? Da vil bygningerne sende et signal om et folkekirkeligt forfald.
Lad os hellere få sikret kulturarvens overlevelse, og få frigjort menneskelige og økonomiske ressourcer til forkyndelse med kvalitet, der hvor mennesker er.
Tak til Kirke.dk for fortsat at give plads til diskussionen. Og tak til Grundtvigsk Forum for at arrangere debatten ’Luk lortet’ på Folkemødet 2024. Der sættes emnet på dagsordenen og udfordringen på spidsen! Jeg håber, at mange vil komme og lytte med.
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.