Et nyt folketingsår er begyndt med mange politiske markeringer. Det gamle råd om at tænke før man taler, præger desværre ikke alle udtalelser. Alt for sjældent er de politiske udtalelser resultatet af dybere tænkning.
Det viser udmeldingen fra den socialdemokratiske kirkeordfører, Kim Aas, der på sit partis vegne, argumenterer for dobbelt medlemskab af folkekirken. Altså muligheden for på samme tid at være medlem af folkekirken og et andet trossamfund.
Forbløffende argumentation
Udmeldingen falder i et interview med Kristeligt Dagblad fredag den 4. oktober. Argumentationen er mildest talt forbløffende.
På spørgsmålet om, hvilke fordele Kim Aas ser ved dobbelt medlemskab, er det første svar, at han fra sin hjemegn ved, at ukrainske flygtninge er ”enormt søde mennesker.”
Han mener, at nyordningen nogle steder vil bidrage til ”en anden indlevelse i det religiøse.” Måske vil ordningen bidrage til at løse problemet med manglende menighedsrådsmedlemmer.
Adspurgt om der er problemer med dobbelt medlemskab, svarer Aas, at han godt kan se, at der er noget ”vi skal være bevidste om.”
Men Aas ser ikke noget problem ved eksempelvis at være både katolik og evangelisk-luthersk.
”Næstekærligheden er den samme.”
”At det skal være så problematisk, at det ikke kan lade sig gøre, det ser jeg simpelthen ikke,” svarer den bacheloruddannede teolog.
Foreholdt at den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, finder spørgsmålet om dobbelt medlemskab irrelevant på grund af forskellene, svarer Aas blandt andet, at man skal ”kunne benytte de fantastiske tilbud, folkekirken er. ”
Grundloven er mere end ord
Grundlovens §4 konstaterer, at folkekirkens bekendelse er den evangelisk-lutherske lære.
Denne lære kan ikke fastholdes, hvis mennesker, der nægter at forlade andre trossamfund, bliver toneangivende i folkekirkens menighedsråd og ønsker ansættelse af egne præster og ændringer i gudstjenesten.
Folketingets forpligtelse til efter Grundloven at understøtte folkekirken vil dermed bortfalde.
Men det er måske det, som tilhængerne af en nyordning i deres stille sind ønsker?
Problemerne ved dobbelt medlemskab står i kø
Det er klogt, at kirkeministeren ikke tager stilling, for problemerne står i kø. Hvem skal have ret til dobbelt medlemskab? Hvem skal træffe afgørelsen? Kan man på samme tid være erklæret muslim og medlem af Folkekirken?
Aas svarer: ”Umiddelbart vil man nok sige, at der går grænsen:” Men betyder det, at der skal indføres en slags tros-censur? Og hvad med Folkekirkens præster og medlemmer? Er det ikke at bøje deres tro og samvittighed, hvis folkekirken pludselig bliver en helt anden kirke?
Og hvad vil tilhængerne af en nyordning stille op, når det viser sig, at flere nye medlemmer uden deres egen vilje, ulykkeligvis bliver smidt ud af den kirke, de i deres hjerte tilhører, fordi denne kirke ikke tolererer dobbelt medlemskab? Og hvad gør tilhængerne, hvis der i folkekirken bliver flertal imod kvindelige præster og vielser af personer af samme køn?
For nu blot at rejse enkelte spørgsmål.
Hvorfor ønskes ændringer?
I dag er enhver velkommen til gudstjenester, kirkekoncerter og andre arrangementer i folkekirken. Andre kristne kirker har i årenes løb lånt folkekirkens bygninger til egne gudstjenester og kirkelige handlinger.
Og skulle eksempelvis to ortodokse ukrainere ønske at blive viet i folkekirken, kan ønsket imødekommes ved, at den ene part alene tilslutter sig folkekirken, eller at parterne først går på rådhuset og derefter får en kirkelig velsignelse i folkekirken.
Masser af folkekirkens præster har hidtil indenfor lovgivningen fundet løsninger, når medlemmer af andre trossamfund har haft behov for bistand.
Så hvor er egentlig problemet med den bestående rummelighed?
Ikke en fodboldklub
Et trossamfund er ikke en fodboldklub.
Et trossamfund er et fællesskab af troende med fælles bekendelse. At være med i et kirkeligt fællesskab er et trosanliggende. Det er alvor, når folkekirkens nadverbord er åbent for katolikker. Og det er alvor, når den katolske kirke afviser protestanter fra nadverfællesskabet.
Det er klare og forskellige standpunkter, der bør påkalde gensidig respekt fremfor krav om at udvande trosforskellene.
Med den folkekirkelige tradition for åbenhed og bistand til andre trossamfund og ikke mindst til de opståede migrantmenigheder, ser jeg hverken et teologisk, juridisk eller praktisk behov for et dobbelt medlemskab, hvis konsekvenser er helt uoverskuelige.
Der er tværtimod brug for, at vi bliver åndeligt mere voksne og viser format til at turde fastholde folkekirkens bekendelse.
At gøre alle trosretninger lige gyldige og blande dem sammen, er at gøre både vor egen og andres tro ligegyldig.