”Man skulle rigtignok tro at der var noget på færde i gadekæret, men der var ikke noget på færde! ….Vandet kom ordentlig i bevægelse, og nylig var det blank, som et spejlglas.”
Det er en grufuld historie. Der er en journalist, der har ringet til nogle biskopper og stillet spørgsmål om asyllejre i Afrika. Og biskopperne har svaret. Ja, det antydes at en af biskopperne kalder forslaget om asyllejre i det afrikanske nærområde ukristeligt.
Men kirkeministeren, der er ret ny på den post, og som slet ikke behandler lovforslag om asyllejre, og som tilsyneladende stadig tror på, at projektet har gang på jorden, vil ikke kaldes ukristelig. Hun mener sig berettiget til at kalde biskopperne til orden, som om hun selv var ærkebiskop.
Biskopper udtaler sig ikke ex cathedra
Kirkeministeren afslører med sin indblanding, at hun ikke ved, at danske biskopper, der hver for sig udtaler sig til medierne, ikke udgør et helt kardinalkollegium og heller ikke kan udtale sig på folkekirkens vegne ex cathedra, som paven.
Havde biskopperne i samlet trop og af egen drift på fælles brevpapir og på folkekirkens vegne udsendt hyrdeskrivelse om, hvad der er kristeligt i asylpolitikken, havde det været en helt anden sag.
Ministerens uvidenhed om den folkekirkeIige ordning må kalde på forsigtighed hos kirkefolk, der kommer i dialog med politikerne. Man kan bestemt ikke være sikker på, at det budskab, der afsendes overhovedet bliver opfattet i en folkekirkelig ånd.
Overlad til kirkens herre at måle folks kristelighed
Det er jo hverken en sensation eller noget nyt, at biskopperne i stadig højere grad bliver kontaktet af medierne for at udtale sig om dette og hint.
Når biskopperne bliver spurgt, er der flere af dem, der ligesom os andre, ikke kan nære sig for at give deres mening til kende. Biskopperne har naturligvis ret til som alle andre borgere at udtale sig om aktuelle politiske spørgsmål, der verserer i den offentlige debat.
Men at blande det sammen med bispemålinger af andres kristelighed er ikke specielt kristeligt. Overlad det til kirkens herre, som netop ikke er biskopperne.
Hele kirkefolket pligt at værne om den evangeliske skelnen
Jeg kunne til gengæld ønske mig, at biskopperne og andre folkekirkelige debattører oftere og tydeligere ville træde frem, når det verdslige regimente ikke respekterer grænserne for kirkens og Ordets regimente.
Og der er desværre meget at tage fat på. Ufriheden sniger sig ind på borgerne. Åndsfriheden anfægtes med burkaforbud og påbud og håndtryk.
Debatten om jødisk omskæring risikerer at jage de sidste danske jøder ud af deres fædreland.
Friheden har ringe vilkår. Den nødvendige skelnen mellem evangelium og politik, der sikrer friheden, stammer netop fra evangeliet. Det er biskoppernes og hele kirkefolket pligt at værne om den evangeliske skelnen.
Når det verdslige regimente betræder de områder, der vedrører åndslivet, skal øvrigheden skubbes tilbage på egen banehalvdel. Eller som Grundtvig så klart formulerer det. Staten skal ikke blande sig i hjertesager.
Respekt for det åndelig frirum
En af mine teologiske ledestjerner, afdøde professor Leif Grane, rejste engang spørgsmålet: ”Er den verdslige øvrighed i længden i stand til at forblive verdslig uden stadig at blive konfronteret med evangeliet?”
Nej, jeg mener, at øvrigheden har brug for hele tiden at blive mindet om den evangeliske skelnen mellem de to regimenter, der lader det åndelige liv blive levet alene inden for kirkens, Ordets og åndens regimente.
At være dansk regering og dansk folketing er at træffe de nødvendige beslutninger i respekt for det åndelige frirum.
For hver gang, åndens frihed anfægtes, kommer vi totalitarismen et skridt nærmere.
Der er hele tiden brug for modsigelse.