Fornuftige menighedsråd har i budgettet en post til efteruddannelse. Det er jo et vigtigt element i al personaleledelse.
Mange råd prioriterer heldigvis også midler til kursusvirksomhed for sig selv – for at kunne fungere som dygtige og myndige råd, der ifølge menighedsrådsloven skal styre både ”sognets kirkelige og administrative anliggender”. Det kan ske ved at sende en til Landsforeningen af Menighedsråds årsmøde eller ved kursusaftener arrangeret af provstierne for kasserer eller kirkeværger m.m.
For få tænker imidlertid på, at kirkekassen også kan afholde udgiften til deltagerbetaling for uddannelsen i ”Teologi for lægfolk” [også ”Teologi for voksne”]. Dette er ikke blot en lovlig praksis, men en oplagt måde at tilføre menighedsrådsarbejdet inspirerende viden på.
Tilbuddet findes i alle landets stifter, efter at Lolland-Falster og Roskilde nu også har meldt sig klar med undervisning af dem, der vil vide mere om kristendom på fagligt niveau. Det kan give input til lokal drøftelse af, hvilke udtryksformer kristendommen skal have i netop vores sogn.
Det almindelige præstedømme er mere end en styreform
I folkekirken opfatter mange menighedsråd sig selv samt det kommende menighedsrådsvalg som virkeliggørelsen af det, vi i lutherdommen kalder ”det almindelige præstedømme”: At altså præstefunktionen, som ved reformationen skulle være blevet ”demokratiseret” – hvilket faktisk ikke skete – især handler om at bestemme.
Det er synd, for i virkeligheden er der langt mere teologi i det almindelige præstedømme end til blot at handle om en styreform, der har hentet mere inspiration fra andelsbevægelsen og det politiske liv.
Vi forstår slet ikke begrebet om det almindelige præstedømme, hvis ikke vi tager udgangspunkt i, hvad et luthersk præsteembede overhovedet er. For at tage dette sidste først, så er præsten først og fremmest ”Ordets tjener”. Præsteembedet drejer sig nemlig heller ikke om at bestemme eller agere mellemmand mellem Gud og mennesker, men om at tjene menigheden ved at give den Guds Ord.
Den forståelse af præsteembedet beskriver så til gengæld meget præcist, hvad også det almindelige præstedømme er for noget. For 501 år siden skrev Martin Luther ”Om indsættelse af tjenere i kirken”. Et lejlighedsskrift, der bærer præg af en svidende kritik af datidens pavedømme og præstestand, og som jo ikke handler om den katolske kirke i dag:
”Nu beder jeg jer om at sige mig: er det ikke en enestående frækhed af papisterne, at de understår sig i at stikke næsen i sky og sige: ”Lægfolk skulle tro os, og ikke sig selv!” Hvad er dette i grunden andet end rent ud at sige: Vi indrømme rigtignok, at de kristne har Helligånden, som giver dem vished om, hvad de skal tro eller ikke tro, men da Helligånden ikke kan måle sig med os, og vi er bedre underrettet, så skal Helligånden være undergivet os og smukt adlyde os!”
”Men grunden til at de udelukkende har forbeholdt sig selv mesterskabet er den, at når de ikke behøvede at frygte for, at nogen turde sige dem imod, så kunne de lære og prædike, hvad de selv ville. Da de først havde opnået dette, var det dem en let sag at tilrane sig al magten både i guddommelige og menneskelige anliggender, og således endte de med at blive vore guder. Men nu hedder det tværtimod: ”Kun én er jeres mester, og I er alle brødre.” (Matt 23, 8).
Grundtvigs kamp mod ”det eksegetiske pavevælde”
Luthers tanke i hans lille interessante bog er, at kristen præst ikke er noget, man indvies til, men fødes til at være – nemlig som genfødt ved dåben.
Ordets tjenere, som menigheden både skal kalde, elske og agte, udøver de sjælesørgeriske funktioner, som Luther sammenfatter i syv punkter: at forkynde evangeliet, døbe, fejre nadver, trøste, vise offervilje, bede og ikke mindst: løfte ansvaret for at kirken har den rette kristendom.
Som udgangspunkt påhviler hele dette virke for næsten i åndelig omsorg (sjælesorg) det almindelige præstedømme (!), som man ved dåben er født ind i. Men afledt af dette er Ordets særlige tjener så teologisk uddannet og formelt kaldet – for en ordens skyld og for at kirken kan undgå sværmeri…
Hvis I ude i menighedsrådene overvejer, om man virkelig kan tillade sig for kirkeskattekroner at give folkevalgte medlemmer et kursus med voksenundervisning i kristendom, ville Luthers historiske svar være: Det er fræk papisme at påstå, at ”lægfolk ikke skal [vide bedre end at] tro på os, og ikke sig selv!”.
Når i øvrigt vores egen Grundtvig i sin tid tordnede mod det, han kaldte ”det eksegetiske pavevælde”, så var det både en luthersk og vækkelsesbåret indignation over, at troens viden blev gjort til et lærd og abstrakt foretagende, som lægfolket alligevel ikke kunne bruge.
Så brug nu muligheden for, at teologien kan blive ”hver-mands-eje” lokalt, og flere kan vide bedre, hvad det er, vi tror. Dét er nemlig den sandeste forståelse af det almindelige præstedømme!
Carsten Mulnæs er sognepræst i Lynge og Vester Broby Sogne og underviser på KURS (KristendomsUndervisning Roskilde Stift).
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.
