Der er rigtig mange arbejdspladser, hvor det både giver sig selv og giver stor mening at have arbejdstidsregler. Men folkekirken er ikke en af dem.
Fra juli i år skal alle præster registrere deres arbejdstid og rapportere hver måned, fordi der er kommet et EU-direktiv om tidsregistrering på alle offentlige arbejdspladsen.
I de fleste EU lande har man valgt at undtage præster og andre med et arbejde, der ikke så let lader sig passe ind i et normalt arbejdstidsskema fra reglen. Men indtil videre har regeringen herhjemme igen brillieret ved at være blind og døv for ønsker og erfaringer ude fra det virkelige liv. Jeg tror simpelthen ikke, man er klar over, hvad det er, man går ind og piller ved.
Rigtig meget af det, der får vores samfund til at hænge sammen skyldes, at de fleste af os gør mere, end vi skal. Og det gælder i allerhøjeste grad for præster, hvis arbejde i forvejen er skruet sammen af nogle meget flydende linjer mellem arbejde og fritid.
En konfirmand spurgte mig engang, om man egentlig får løn for at være præst? Underforstået, at det da ikke kan være et rigtigt arbejde. Det var hverken flabet eller nedladende ment. Det kom ud af en ærlig forventning om, at min gerning her på stedet er helt uegennyttig og drevet af ren og skær kærlighed til de unge mennesker.
Og det er faktisk meget rørende og vidner om en grundlæggende tillid til kirken som et sted, der virker ud fra nogle andre modeller end en almindelig arbejdsplads.
Interessen er andet og mere end professionel
Folkekirken er en arbejdsplads, og der er rigtig mange konkrete, registrerbare opgaver i præstens dagligdag. Men så er der også alt det, der falder ind i en helt anden kategori.
Og dette andet er en vigtig del af kirkens selvforståelse og går ud på at være til stede og til rådighed og repræsentere en åben invitation til at træde ind i et rum, hvor vi deler noget fælles menneskeligt, og hvor interessen er andet og mere end professionel.
At være præst handler også om et personligt engagement, om følgeskab og om at dele hverdagens liv sammen med dem, man er præst for.
Præster har ikke patienter og klienter. Præster har sognebørn. Og dem omgås man og deler by og lokalsamfund med. Og uanset om du er i Netto eller går tur i skoven, eller det ringer på din dør, lige når familien er ved at spise aftensmad – så er du præst.
Det er derfor svært at sætte tid på. Også fordi det er en del af præstens ydelse at have tid. Når du er hos lægen, får du et kvarter. Ved psykologen ved du, at du har betalt for en time, og når hun ser på uret, skal du gå.
Men præster ser ikke på uret, uanset hvor travlt de har. For det er simpelthen dårlig stil overfor et menneske, der har opsøgt dig i sin ensomhed eller anden kval for lidt menneskeligt samvær, hvis du pludselig er en, der bare er på arbejde.
Der er mange og svære udfordringer ved det grænseløse arbejde, hvor du er i dit arbejde hele tiden. Men det er sådan, det er med kalds-arbejde.
Der er selvfølgelig stor forskel på, om man er præst på landet eller i byen – men uanset hvor du er, føler du dig kaldet til at være så meget til stede, der hvor der er brug for dig, som man overhovedet kan være.
Det er ikke en let opgave, men arbejdstidsregistrering er bare ikke løsningen.
En tidsregistrering med store konsekvenser
For det første er der ikke er nogen, der har lovet os noget. Når nu de alt for mange arbejdstimer tikker ind, er der hverken mere løn eller mere hjælp i vente.
Jeg tvivler på, at der er hjælp på vej til mine kolleger, der knokler løs med 60 bisættelser om året. De vil nok snarere blive bedt om at speede op og gøre sig lidt mindre umage med talen.
For det andet er der mange lokalsamfund, der har mistet alle dem, der tidligere var med til at holde liv i byen, og nu er der præsten tilbage – så længe der endnu er præster at tage af.
I mine sogne er der stadig skoler. Og vi har et godt samarbejde mellem skole og kirke. I fællesskab sætter vi et krybbespil op med tredje klasserne hver jul. Alle vores flotte kostumer er syet af dygtige lærere, der ikke skelnede så meget mellem arbejde og fritid.
Det ender i en festlig aften med opførsel i kirken, og før lærerne skulle tidsregistrere deres arbejde, var vi der alle sammen – lærere, kirkens ansatte, forældre og bedsteforældre.
Det spillede. Men i dag er det ikke givet, at lærerne er med selve aftenen, hvor eleverne skal optræde – for det kommer an på, om skolens ledelse mener, de har timer nok til det.
Det er bare et lille eksempel, men det kan få store konsekvenser for lokalsamfundet og børnenes tilknytning til kirken, den dag jeg også får at vide, at jeg ikke har timer nok.
For det tredje er jeg bekymret for, hvad der sker med præsters arbejdsglæde og følelse af mening, når alt det, der så let kan registreres – for eksempel tidsregistrering – kommer til at tage tiden fra det, der ikke kan. Men som der måske er allermest brug for.
En kirke på markedets vilkår
For at bevare vores identitet og glæde ved arbejdet og værne om kirkens kerneopgave, er det nok snarere løsningen at holde op med at tælle så meget. Det er jo det, der har stresset præster de sidste tre årtier, siden vi skulle til at være kirke på markedets vilkår.
Vi har jo været nærmest besat af tællesyge og synliggørelse, alt sammen fordi det ikke skulle hedde sig, at præsten kun arbejdede om søndagen. Til gengæld arbejder vi så hele tiden nu.
Når det er blevet nødvendigt at tælle arbejdstimer, er det måske tid til at træde ud af markedet igen – og blive det, præster var engang, uden de fik stress af det: et roens sted. Et menneske, hvis opgave er at have tid nok, så andre kan finde hvile i det. Kirken som det dybe åndedræt i en hæsblæsende verden.
Jeg vil foreslå, vi tager myndigheden tilbage og nøjes med at registrere, om vi bruger alt for meget tid til at leve op til en hel masse, alle andre kunne gøre lige så godt. Eller om vi giver os tid til fylde det tomrum, der opstår i et samfund, hvor alle har så travlt.