Som følge af en afgørelse fra EU-domstolen i 2019 har danske præster nu i udsigt at skulle registrere deres arbejdstid fra den 1. juli 2024.
Rigtig mange præster og provster over hele landet har allerede mobiliseret sig med underskriftsindsamling imod dette tiltag. Der findes da også (mindst) tre stærke argumenter mod tiltaget:
Første argument: Danmark som særtilfælde
I Tyskland har man valgt at friholde præster fra tidsregistreringen. Tyskland er ellers tidsregistreringens hjemland, hvor det begyndte med ind- og udstempling på bilfabrikkerne.
Tyskerne er som bekendt meget glade for orden og administration, hvilket spejler sig i hele infrastrukturen. Men der er alligevel en grænse, og den trækkes her ved præsterne. For det er ikke svært at se at det absolut ingen mening giver at stemple ud og stemple ind fra sognebørn, der for eksempel kan have brug for sjælesorg på alle tidspunkter af døgnet.
For den menige præst er der et presserende behov for at blive undtaget for kravet om tidsregistrering. I Danmark vil man lige nu fritage ”den øverste præst”, biskoppen, det vil sige vores administrative leder.
Men vi, der i endnu højere grad tilrettelægger vores opgaver under hensyntagen til vores sognebørns behov frem for administrativt arbejde, som bedre kan planlægges, er ikke undtaget. Det virker besynderligt.
Andet argument: Undergravning af arbejdet
Tiltaget skal beskytte mod overarbejde, men hvis jeg en uge arbejder 50 timer, fordi opgaven kalder på det, så kan tidsregistrering ikke afhjælpe dette. Eller jeg skulle måske afvise et sognebarn, når tidsgrænsen er nået?
Som bekendt er der præstemangel alle andre steder end i storbyerne, så en afvisning vil alt andet lige betyde sorg og svigt. Som dispensation for en uges overarbejde har jeg som præst i dag mulighed for at puste ud i ugen derpå, alt efter opgaven.
Og det er denne fluktuation vi som præster lever med og af for at kunne udføre vores arbejde ordentligt. Frem for at yde beskyttelse mod overarbejde påfører tiltaget præsten en meningsløs ekstraopgave.
Tredje argument: Undergravning af fagligheden
Præstejobbet er af en særlig karakter, og vores faglighed er traditionelt blevet betegnet som et ”kald”. Det betyder, at jobbet ikke kan gøres attraktivt for os i form af løngoder eller den ”beskyttelse”, som tidsregistreringen præsenteres som.
Vi varetager jobbet, fordi vi føler os kaldet og egnet til dette ikke helt normale job, som kræver stor psykisk udholdenhed og et trænet blik for hvor og hos hvem, der mangler en indsats. Vi står stort set til rådighed hele tiden.
Vi er det modsatte af ind- og udstempling – og derfor vil en tidsregistrering altid være misvisende og løgnagtig. Skal denne dimension af løgn virkelig føres ind i vores faglighed og høje personlige ansvar, når en undtagelse er en mulighed?
Hvor er det i grunden, vi skal ende?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.