Samtidig med at jeg er lettet over, at det nu ser ud til, at man som præst kan slippe for at registrere arbejdstid, så gør hele sagen mig også mere og mere desillusioneret på folkekirkens vegne.
Forleden kunne formanden for Præsteforeningen, Pernille Vigsø Bagge, fortælle, at ingen fra hovedbestyrelsen i Præsteforeningen synes, at det er en god idé at indføre tidsregistrering. Det samme gælder – mig bekendt – Landsforeningen af Menighedsråd såvel som biskopperne og de provster, jeg har haft anledning til at tale med.
Og det gælder også Kirkeministeriet. Noget af det bedste, der er skrevet om, hvorfor det er problematisk at bede præster tidsregistrere, kom fra Kirkeministeriets egen hånd tilbage i et høringssvar til Beskæftigelsesministeriet i oktober 2023.
Stifterne sidder med aben
Tilfældigheder har over sommeren gjort mig til en slags ansigt på én, som er offentligt imod tidsregistrering, og aldrig nogensinde har jeg oplevet, at så mange præstekollegaer har henvendt sig til mig. Og stort set uden undtagelse har det været med et ”tak for at du orker at tage kampen”, og det fra vitterlig alle dele af det kirkelige landskab.
Lige nu er vi rigtigt mange præster, som har belemret Kirkeministeriet med ansøgninger om at blive fritaget. Dem har vi ikke modtaget svar på. Samtidig ved jeg, at biskopperne og Præsteforeningen også venter på svar fra Kirkeministeriet på adskillige spørgsmål, fordi det nu ser ud til, at stifterne kommer til at ”sidde med aben” og individuelt sagsbehandle ansøgninger om at blive ”selvtilrettelægger”.
En ”abe”, som ingen ved, hvordan de skal forholde sig til. Og med god grund. Den slags abepasning har et stift hverken kompetence eller ressourcer til at passe. Og slet ikke, når der ikke er fulgt en ordentlig instruktion med.
For mig at se bliver det hele mere og mere kafkask. Jeg savner i den grad, at en eller anden med magt og indflydelse gør som den lille dreng i "Kejserens nye klæder". Råb nu bare helt enkelt stop!
En underminering af demokratiet
For nylig udgav skatteminister Rasmus Stoklund bogen ”Ingen over domstolen”. I bogen argumenterer han for, at Danmark bør stoppe med at være ”dukseland” og overimplementere alverdens domme og regler udefra, skønt der egentlig ikke er demokratisk flertal for dem i Danmark.
Det er skidt for retsfølelsen i Danmark og underminerer vores demokrati, argumenterer Stoklund.
"Man forsøger at gøre politik til et spørgsmål om jura. Man tager magten fra Europas befolkninger,” forklarer Stoklund i et interview med Kristeligt Dagblad i anledning af udgivelsen.
Ganske vist taler Stoklund ind i en kontekst, som handler om menneskerettigheder og muligheder for udvisning af kriminelle udlændinge, men på mange måder vil jeg mene, at hans kritik er relevant i forhold til andre dele af lovgivningen fra EU, som ikke altid passer ind i en dansk sammenhæng.
Ja, som i dette tilfælde ender med at skade de medarbejdere, den egentligt var tiltænkt at skulle beskytte.
Én vil måske indvende, at jeg er ved at afskaffe Danmark som retsstat, men dertil vil jeg så spørge, om det virkelig giver retsløse tilstande at sige nej tak til noget EU-lovgivning, som et flertal i Danmark er imod, og som tvinges ind i en kontekst, som det aldrig var tiltænkt?
Forholder det sig ikke snarere modsat? At regler for reglernes egen skyld og uden en demokratisk valgt afsender netop opløser følelsen af at leve i en demokratisk retsstat?
Opfordring til kirkeminister Dahlin
Måske er tiden til, at vores kirkeminister Morten Dahlin gør op med sig selv, om han vil være som kejseren i Andersens gamle eventyr, som selvom han synes folkemængden har ret, tænker "nu må jeg holde processionen ud", eller om det ikke var bedre at gøre som den lille dreng, der i sin uskyldighed råber op og siger, hvad alle kan se:
”Men han har jo ikke noget på!”
Morten Dahlin, gid du må møde ind i ministeriet og råbe ”stop!” til alle dine medarbejdere. ”Stop! Og smid nu bare alle papirer og alle ansøgninger og alle spørgsmål affødt af EU-regler om arbejdstidsregistrering, ingen i folkekirken har ønsket, ned i papirkurven.”
Og lad så alle de overbebyrdede medarbejdere i Kirkeministeriet få tid til at sagsbehandle alt det, som ellers hober sig op i bunker, og som det såkaldt ”kirkelige Danmark” sidder og venter på svar på.
Og – ikke mindst – lad dine medarbejdere få tid til at tage sig af de problemer, som de meget få fortalere for tidsregistrering med rette peger på: At rådighedsordningen bliver misbrugt, at der er for mange arbejdsmiljøproblemer og at – især yngre – præster har svært ved det, de kalder ”grænseløst præstearbejde.”
For de forhold skal der tages hånd om. Og det sker ikke ved at journalisere og systematisere meningsløse og ubrugelige 6,2 time-tal fra den ene, og ”selvtilrettelægger”-status fra den anden. Tværtimod, vil jeg vove at sige. Fordi der er kun den tid og de hænder, som der nu engang er.
Til gengæld tør jeg godt love dig, at du vil møde stor opbakning fra særdeles mange menighedsrådsmedlemmer, præster og andre. Jeg kunne også godt forestille mig, at du kunne få Folketingets kirkeudvalg med på idéen.
Ja, tænkt engang, måske kunne det ellers så usynlige kirkeministerium ligefrem blive til inspiration for ”de store i klassen” og give dig prinsessen og det halve kongerige næste gang, der er ministerrokade?
Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.