Den tyske sociolog Andreas Reckwitz har netop udgivet en bog, der handler om ”tabet” som det modernes grundproblem. Hvor Europa tidligere har været præget af fremskridtet, bliver Europa mere og mere præget af tabet. Det handler blandt andet om tabet af det, der var engang. Det kan være et lands kultur. Det kan for eksempel være en kristen enhedskultur.
I folkekirken bliver tabet konkret, når vi taler medlemstal og dåbsprocenter. Og hvad med de gamle middelalderkirker, som nogen siger, at vi ikke længere har råd til at vedligeholde? Jo mere, vi taler om tabet, desto mere bliver fremtiden tegnet som dyster. Det gælder ikke kun i folkekirkelige sammenhænge. Det gælder også i resten af samfundet.
En løsning kunne være at vende sig mod nogen, der kan redde os. Præsidenter iscenesætter sig selv som frelsere. Putin fører krig for at genrejse det tabte russiske rige. Trump vil gøre Amerika stort igen. I vores eget land er der politikere, der vil give os det Danmark tilbage, som vi kendte. Det gamle Danmark med de hvide landsbykirker midt i de bølgende kornmarker, hvor kirkeklokke mellem ædle malme fik folket til at bøje sig i bøn.
De trækker alle på samme hammel. De driver politik på tabet af det, der var engang. I kirkelige kredse sker det samme. Der søges tilbage. Der værnes om tanker, der blev tænkt engang i håbet om, at gentagelsen af dem kan give os det tabte tilbage. Der skrives bøger om Luther, laves tv-serier om Grundtvig og om et par år skal Ansgars komme til Danmark fejres endnu engang.
Hvem er de? Er de heltene, der reddede os engang og som kan gøre det igen, hvis bare vi gentager, hvad de sagde? Der er ganske vist meget at lære af dem. Men det særlige ved dem er, at de i tabet netop ikke lod det gamle vende tilbage men havde modet til at lade noget nyt vise sig.
Mellem vikingernes verden og den kristne verden
På domkirkepladsen i Ribe bliver man dagligt mindet om det. Det er som om, at alt på den plads handler om det, der var engang – og så alligevel ikke. I 2015 blev der opsat en skulptur af Ansgar af Hein Heinsen. Han ville vise Ansgar som splittet mellem det slyngede og det lodrette, mellem vikingernes verden og den kristne verden.
Han forklarede det sådan: ”Ansgar kom til Norden for at gøre danskerne kristne, men det gik dårligt. Han led af frygtelige mareridt. Om ikke at slå til. At læse om disse mareridt gjorde dybt indtryk på mig. Det var kampen mellem kristendommen, det lyse og klare, som udtrykkes med det lodrette i skulpturen, og så vikingernes mere komplekse figur; bevægelsen i det uendelige med utallige krøller, som også ses på for eksempel Jellingestenen.”
Det særlige ved skulpturen er forholdet mellem hovedet og fødderne. I kunsthistorien er det en regel, at kunstnere gør mest ud af hovedet, mens fødderne er det, der bliver gjort mindst ud af. Her er det omvendt. Ansgars hoved er groft og hans fødder er fint udformet. Pointen kan være, at når Ansgar efter at have tabt går ind i det nye, handler det ikke om hovedet, men om fødderne.
Forandringerne begynder i fødderne, der bevæger sig
Det handler om først og fremmest at gå ind i det nye. Praksis kommer før teorien. Måske er det det vigtigste lige nu. Vi bruger uendelig meget tid på at tænke, før vi bevæger os. Der arrangeres visionsmøder med post-it sedler på væggene. Der udtænkes strategier og udgives rapporter med tabeller og målsætninger om det, der skal forandres. Alt sammen er det noget, der begynder i hovedet.
Men forandringerne begynder ikke i hovedet men med fødderne, der bevæger sig. Det nye viser sig når nogen bevæger sig og gør noget, de ikke har gjort før. Sådan har det været det for Luther, Grundtvig, Ansgar og mange andre. Det viser sig i det små, når en organist øver med sit kor på en anden måde. Når en graver laver det anderledes på kirkegården. Eller når præst finder nye måder at prædike på.
Hvis tabet er det modernes grundproblem, er svaret afgørende. Er svaret at ville vinde det tabte tilbage, ender vi med at forstene. Er svaret derimod, at tabet ikke nødvendigvis er et tab, men et sted, hvor noget nyt vil vise sig, ender vi med at skulle bevæge os. Det kræver fantasi og mod. På skulpturen af Ansgar i Ribe kan man se, at det tilmed kan være en kamp.
Måske er det folkekirkens vigtigste opgave lige nu at forkynde evangeliet om den Gud, der gør alting nyt. Tabet er ikke en invitation til modløshed men til håb. Modløshed forstener. Håbet bevæger.