Gunilla Nygaard Knudsen, sognepræst i Egå, skriver om teksten til 17. søndag efter trinitatis:
Vi er i dagens tekst landet i midt forsoningsdagen Yom Kippur, hvor syndsforladelsen er i centrum. En dag for jøderne, der betød asketisk adfærd gennem faste, anger, bøn og bod.
Forinden dagens tekst er en lam både blevet helbredt og fået syndernes forladelse. Nu kalder Jesus så på tolderen og synderen Levi med ordene ”Følg mig!” og tilbyder ham nyt liv.
”Han lagde en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud,” lyder som et ekko fra Salmernes bog i Markusevangeliet. Skamløst og uden at fremvise nogen form for ydre anger griber Levi barmhjertighedens tilbud, og i Levis hjem samles mange toldere og syndere til et måltidsfællesskab med Jesus.
Vi kan heldigvis altid stole på vores skriftkloge og farisæere med deres komplette mangel på selvindsigt og empati.
De er nu en gave foræret til alle os, der ikke tør leve på den barmhjertighed, der gives med syndernes forladelse. De skriftkloge og farisæerne er linedansere, der med deres tårnhøje etiske og moralske standarder begiver sig ud på en tynd tynd line, hvor man vakler mellem (selv)fordømmelsen og hykleriet.
Læren fra Luther
Vores allesammens Martin Luther ville råbe ”hykleri og gerningsretfærdighed”. Din ydre fromhed frelser dig ikke. Se, Luther var ret så bange for Guds vrede og dom. Bod og anger var en daglig disciplin for at forsone sig med den vrede Gud og sikre sjælens evige liv.
Vi ved dog, hvordan historien ender for Luther, for vi lever i dens eftervirkninger: Kristus har forsonet vores synd med Gud, og ingen gerninger frelser os. Kun tro.
Men giver de ord os nogen sjælefred i dag? Som det gjorde for Luther og Levi? Ja, men kun hvis vi forstår dagens tekst om syndsforladelse og forsoning gennem et prisme af skam og ikke kun skyld. Så tror jeg også, at salmistens ord kan lyde som et ekko i vores tid og sind.
Forskellen på skyld og skam
Teolog og højskolelærer Christian Hjortkjær har netop udgivet efterfølgeren til ”Utilstrækkelig” med titlen ”Skamfuld”. I P1 deltog Hjortkjær i ”Supertanker” i en samtale under titlen ”De skamfulde og de skamløse” med vært Carsten Ortmann og Cecilie Lund Ramsing, cand.pæd.psyk og forskningsassistent.
Skammen er et lag, der gemmer sig under utilstrækkelighedsfølelsen, er Hjortkjærs tese. I diskussionen om unges mistrivsel mener Hjortkjær ikke, at de er mere skrøbelige end før, men de er sårbare og i højere grad kontakt med skammen.
Hvor skyldfølelsen er knyttet til handlingen og noget, man gør, handler skam derimod om mig, og hvem jeg er. Skylden siger, at jeg har gjort noget forkert, men skammen siger, at jeg er forkert. Det er derfor med Ramsings ord en dybt ubehagelig følelse, især hvis den udmønter sig i den mørkeste udgave af skammen. Den, som fortæller mig, at jeg ikke må eksistere.
Når skamfølelsen indtræffer, føler vi os afsløret og blottet og får fornemmelsen af at have lidt et kontroltab. Vi rødmer, undgår blikket, føler os lille, vil forsvinde og bliver på sin vis stumme for den dom, vi føler er over os. Skamfølelsen kan man ikke sige imod, for man er grundlæggende enig.
Syndfordrivelse eller skamfordrivelse?
Det er interessant, at ”yom” betyder dag på hebraisk og ”kippur” at skjule eller gemme noget – og at ”kippur” i en religiøs sammenhæng betegner en syndsfordrivelse. Dagen, hvor det, som er skjult, bekendes og tilgives. Man kunne måske kalde det en skamfordrivelse?
Problemet for et skamfuldt menneske er dog, at de tror mere på dommen end på tilgivelsen, og at det er fatalt for skamfuldhed at tro, man kan slippe ud af skammen gennem gerninger og korrekt livsførelse. Mon det er derfor både Luther og Levi sander, at ydre gerninger ikke kan afhjælpe skammen og frygten for dommen?
Både Hjortkjær og Ramsing udtaler, at skam ikke kun er en negativ følelse, men et spektrum. For lidt skam udmunder i skamløshed, og for meget skam i skamfuldhed. Begge peger også på den amerikanske forfatter og podcastvært Brené Browns distinktion mellem empati og sympati som en måde at være med skammen på.
Empatien, der nærer forbindelsen mellem to. Sympatien, der driver adskillelsen og siger ord som, at den forstår, eller at det altså ikke er så slemt endda. Hjortkjær mener, at man må tænke etisk og med empatien gå med ind i den lidendes mørke og afmagt, lytte til den og anerkende. Mørket fjernes ikke, men det lettes.
Jesus gik helt hen til mennesket, hvor det befandt sig, stod med det i mørket og anerkendte det, så det skjulte afdækkes, og vi kaldes ud af mørket. Eller som salmisten synger det:
”[…] han bøjede sig ned til mig og hørte mit råb om hjælp; han trak mig op af undergangens grav, op af slam og dynd […] Han lagde mig en ny sang i munden, en lovsang til vor Gud.”
