At være ny i arbejde, dog sjældent dum i arbejde, er noget af et arbejde!
Da jeg i februar med åbne øjne tog springet og flyttede til en ny ø, en ny by, for at starte i et nyt job, havde jeg da tænkt, at der utvivlsomt ville komme et par bump på vejen undervejs. Herre Gud, sådan er livet jo.
I flyttekasserne havde jeg skam også pakket gode råd fra garvede præster, som med stor omsorg havde sagt, at præst måske nok er noget, man er fra dag ét, men at det i sandhed er noget, man bliver hen over årene.
Og ja, jeg har da begået nogle fodfejl i min spæde præstetid, for nej, jeg har ikke kunnet det hele fra begyndelsen af. Et par gange har jeg gokket mig selv i skallen, fordi jeg har sagt det forkerte eller gjort det forkerte.
Jeg har formået at misse et kursus den ene dag, og en aftale med gode kolleger den anden dag. Aftalerne var komplet svedt ud. Så lærer man selvfølgelig af det og skriver alting ind i kalenderen. Også det, man bestemt regner med at kunne huske.
Når man er en type, der som regel kun planlægger en måned frem i tiden, så kan kalenderplanlægning vise sig at være lidt af en udfordring.
”Gud! Skal konfirmanderne inviteres til konfirmationsforberedelse allerede nu?” Og: ”Der er jo længe til høstgudstjenesten, skal vi allerede i gang med at tænke over den i maj måned?”
Ja, og ja. Og det giver god mening, for der er overraskende mange detaljer, der skal på plads.
I kalenderens tomme felter arbejder jeg også
Jeg har lært, at hullerne i kalenderen er vigtige. Uger, der er plastret til med aftaler, gør sjældent ret meget godt for de aftaler, for så har man tabt pusten, når man når til dagens femte møde. Der er brug for ro og rum til at suge skæbner, samtaler og oplevelser til sig, for at kunne reflektere ordentligt over dem. Dog er det stadig svært at kigge på de tomme felter i kalenderen og forstå, at dér arbejder jeg faktisk også.
Det er fantastisk at være på kurser; at lære nyt om teologiens mange nuancer og diskutere den nye viden med gode, inspirerende kolleger i frokostpausen.
Når kurset er endt, og jeg kører hjemad, kan jeg dog tage mig selv i pludselig at blive en smule modløs og overvældet. Så får jeg det som et femårigt barn, der med et bump falder ned på enden og med tunge skuldre og arme tænker: ”Hmrf, alle de andre kan meget mere, end jeg kan.”
Med fare for at lyde som en forkælet møgunge med first world problems, så er det ind imellem frustrerende ikke at kunne det hele med det samme. For jeg vil så gerne. Og jeg vil så gerne for deres skyld. Og jeg vil så gerne for deres skyld gøre det godt.
Der er altid noget, man kan tage fat på; drage sognets gamle traditioner frem i lyset, eller tænke helt ud af boksen.
Skal jeg køre ud med en blomst til runde fødselsdage? Skal jeg arrangere morgensang i den lokale skole? Kunne man starte en mandegruppe her i sognet? Og skulle jeg spørge bedemanden om at få lov at være føl for en dag, og mærke hendes hverdag på egen krop?
Listen af gode ting, man kan påtage sig som præst er alenlang. Og man kan ikke det hele, og Rom blev ikke bygget på én dag, og man skal ikke brænde sit lys i begge ender, og hvor er det svært at følge disse gamle huskeråd, når man selv står dér i kjolen; fuld af gå-på-mod og gejst, men jo også med en erkendelse af, at ingen kan det hele fra starten af.
I mødet med menigheden kroges man ud af sig selv
Gode råd og kyndig vejledning fra kolleger og venner er guld værd. Jeg lytter til det hele og tager imod med kyshånd. Og samtidig er der bare visse erfaringer, der skal afprøves på egen krop, før det bliver erfaringer.
At være byens præst er også at være menneske, og menneske bliver man med hinanden. I mødet med menigheden kroges man ud af sig selv og opdager, at den tilgivelse, jeg selv står og taler om fra prædikestolen, faktisk også er tilgængelig for mig. Jeg er i de bedste hænder hos Veflinge menighed, og skal ind imellem blot huske at sætte mig på mine egne hænder.
Inden længe kobler jeg helt fra med et par ugers tiltrængt sommerferie. Trætheden efter fem måneder som præst har sat sig i kroppen.
Udover badetøjet, pailletkjolen og klip-klapperne vil jeg også fylde kufferten med alle de mange fantastiske erfaringer og livslektier, jeg har tilegnet mig som præst indtil nu.
Så når jeg på min ferie sidder på en café i det sydfranske og har bestilt et koldt glas chablis, så vil jeg hæve glasset for alt det, jeg allerede har lært, og for alt det, jeg vil lære i fremtiden. Og huske på min mors gamle kæphest: Man skal lære, så længe man har lever.
Skål! Og god sommer.