Onsdag morgen, når dagens første kop kaffe er gledet ned, klikker jeg mit magnetiske navneskilt på blusen som det sidste, inden jeg sætter mig ud i bilen og kører mod Sanderum i Odense.
”Hospice Fyn. Præst Camilla Valentinussen Hou,” står der da på brystet. Hospicepræst er måske nok en titel, jeg bærer, men det er bestemt et hverv, jeg gradvist er ved at lære at kende.
Hospice Fyn har snart eksisteret i tyve år, og alle årene har det rummet fortællinger om liv og død. Her lever man – lige indtil det øjeblik, man ikke længere gør det. Her ydes der aktiv livshjælp med en dyb tiltro til ordene: ”Leve og opleve livet ud.”
Der lægges sjæl og hjerte i hver en detalje. Om det så gælder ’modtagelsesbakken’ med hjemmebag, kaffe, afskårne blomster fra haven og en venlig, skreven hilsen, som sættes ind på stuen ved indlogering af en ny beboer, eller den omsorg og respekt der vises både beboeren og dennes familie, hver gang de møder en medarbejder.
Alle lægger sig i selen for at tage hvert et menneske alvorligt. Hvilken glæde det er at være en del af en arbejdsplads, der får omdannet hele huset til et kærligt hjem med lune stuer.
Det planlagte og det uforudsigelige
Visse ting ved jeg bliver en del af min arbejdsdag. Noget ligger endda indprogrammeret i hænderne, som for eksempel at skubbe hånden ind under håndspritdispenseren et par gange om dagen, og at gribe ud efter en stak højskolesangbøger til morgensang om springvandet i midten af huset.
Døren står åben ind til de beboere, der måtte ønske at lytte eller synge med. Det er ikke altid skønsang, men der synges fra hjertet. Jeg ved, at vi holder morgen- og eftermiddagsmøde i personalegruppen, og jeg ved at køkkenet forkæler os med varm frokost omkring klokken 12.30. Alt andet er umuligt at forudsige.
Det er jo ikke noget nyt. Alle, der arbejder i sundhedssektoren, ved det så udmærket, men det er en ny erfaring for mig. Det med at have haft en livgivende samtale med et menneske sidste onsdag, og se frem til endnu en stund, for så at møde ind en uge senere, hvor et nyt navn står på døren og et nyt menneske nu er flyttet ind i stuen. Det er barskt. Og det er sådan det er.
Andre gange kan mødet mellem beboer og præst måske dårligt nok kaldes en samtale. Vi får frataget sprog, hørelse, bevidsthed og energi, når vi bliver syge, og det kan ende med, at jeg må pakke de store teologiske tanker væk for i stedet blot at holde i hånd og i en rolig stund være noget så vigtigt som et medmenneske.
Planer laves om; måske er beboeren for dårlig til at få besøg eller også kommer der besøg fra familie og venner, og de skal naturligvis komme i første række.
At stå til rådighed
Vi er flere fagligheder, der gerne vil yde vores bedste for den enkelte, og gudskelov for det. Derfor kan vi være mange, der tripper for at komme ind på stuerne, men her husker jeg på de kloge ord Jette Søgård Nissen, tidligere hospicechef, delte med mig én af mine første arbejdsdage: ”Det, vi kan, er at stille os til rådighed. Om vi bliver brugt, det kan vi ikke vide.”
Er der andagt om eftermiddagen, har jeg igen noget helt konkret og planlagt, jeg skal tage mig til. Men om der kommer seks til gudstjenesten, eller om der ikke kommer et øje, kan jeg ikke planlægge. Alting handler om dagsformen – det gælder for beboeren, som for medarbejderen.
Når jeg siger på gensyn, og sætter nøglen i tændingen på parkeringspladsen, kan jeg indimellem tænke: Hvor meget har jeg egentlig ydet som præst i dag?
Jeg fik måske ikke talt med alle dem, jeg gerne ville, fik ikke givet teologiske guldkorn videre, fik ikke trøstet eller styrket med et ritual. Men når jeg når ud på motorvejen, slår det mig som oftest, at jeg dog fik holdt en hånd, sunget et salmevers, siddet ved et sengegærde, og delt en dag i et liv, som på hospice på en og samme tid er både sårbart og stærkt.
Og det er da alligevel noget.
