På vej til valget: Få mødte op til orienteringsmødet, men de ville næsten alle i menighedsrådet

Alle medarbejdere skulle deltage i orienteringsmødet om menighedsrådsvalget, så menigheden kunne møde de mennesker, der laver kirke til dagligt. Efterfølgende ville de fleste gerne i menighedsrådet, skriver Aksel Friberg

Menighedsrådsarbejdet skal være et samarbejde om at løfte kirkerne, og vi skal behandle hinanden med respekt og med den samme etik og  næstekærlighed, som vi får forkyndt i kirken.
Menighedsrådsarbejdet skal være et samarbejde om at løfte kirkerne, og vi skal behandle hinanden med respekt og med den samme etik og næstekærlighed, som vi får forkyndt i kirken. Foto: Heiner Lützen Ank

Der er en frygt for, at der ikke er nok, der vil stille op til menighedsrådsvalget til september, hvilket er en reel bekymring, når man kigger på folkekirkens lokaldemokrati generelt.

Det er mit indtryk, at der både i Kirkeministeriet, i stifterne, i provstierne og i de enkelte sogne var stort fokus på kvantiteten op til orienteringsmødet den 14. maj: hvordan får vi flest mulige mennesker til at dukke op til orienteringsmødet? 

Denne artikel er en del af dette tema:
Menighedsrådsvalg 2024
Menighedsrådsvalg 2024

I Blågårdens Sogn, Brorsons Kirke og Hellig Kors Kirke på Nørrebro, havde vi i menighedsrådet lagt op til et orienteringsmøde i hyggelige rammer. 

I sognet havde vi valgt at prioritere, at alle sognets medarbejdere skulle være til stede til orienteringsmødet, så de fremmødte fra menigheden kunne møde og snakke med de mennesker, der til dagligt er med til at lave kirke i sognet.

Antallet af fremmødte var beskedent

Hos os i Blågårdens Sogn er vi så heldige, at der er forholdsvist mange, der i løbet af det seneste år har meldt deres kandidatur til menighedsrådet. 

Af den grund havde vi et andet fokus og havde prioriteret ressourcerne på det helt rigtige indhold fremfor på at ”lokke” flere til. 

Der blev selvfølgelig reklameret for orienteringsmødet ved gudstjenesterne, på de sociale medier og i den lokale avis, men ikke yderligere. 

Det førte naturligvis til, at antallet af fremmødte var beskedent, men at næsten alle de fremmødte til gengæld gav udtryk for at ville stille op til menighedsrådsvalget til september.

Hvordan blev menighedsrådets indslag modtaget? 

Ved at vise hele sognet frem (menighedsrådet, medarbejderne og præsterne) var det vores mål, at de interesserede i menighedsrådsarbejdet skulle få et indtryk af kirkerne og medarbejdergruppen. 

Ikke kun var medarbejderne til stede – de viste også nogle af deres mange færdigheder frem. 

Tre af sognets musikere spillede en seance med fællessang og en seance, hvor de selv udfoldede deres musiske kunnen og viste derved, hvordan vi til dagligt arbejder med det musiske udtryk af forkyndelsen. 

Dette blev modtaget meget positivt af de fremmødte, som efter mødet viste begejstring for den musiske profil og for det inddragende aspekt i den.

Lokaldemokrati gennem åben samtale

Særligt ét spørgsmål fra en af de fremmødte var vigtigt for os at give svar på – nemlig arbejdsmiljøet. Hvordan er arbejdsmiljøet i sognet og er der særlige områder i sognet, hvor det er ekstra udfordret? 

Et spørgsmål, som vi havde forventet at få, da folkekirkens arbejdsmiljø ofte omtales og generelt er udfordret.

Heldigvis kunne vi svare, at arbejdsmiljøet generelt er godt i vores sogn, og at alle arbejder godt sammen. Der er naturligvis altid uenigheder, når man arbejder mange sammen, og det samme gælder i et menighedsråd. 

I disse situationer med uenigheder har det været afgørende for menighedsrådet, at der i alle processer og i alle arbejdsgange altid er fuld transparens og en åbenhed for forskelligheder. 

Alle kan ikke få deres synspunkter igennem

På den måde kan uenigheder drøftes på en konstruktiv måde og gennem respektfuld samtale, hvilket faktisk styrker os som arbejdsplads, fællesskab og kirke.

Selvfølgelig skal menighedsrådet træffe nogle beslutninger, og alle kan ikke få deres synspunkter igennem. Men det er vores erfaring, at vi gennem en åben demokratisk proces med samtale og transparens kan undgå, at nogle brænder ud i menighedsrådsarbejdet - og dermed forhindre et belastet arbejdsmiljø.

Menighedsrådsarbejdet skal være et samarbejde om at løfte kirkerne, og vi skal behandle hinanden med respekt og med den samme etik og næstekærlighed, som vi får forkyndt i kirken.

Efter orienteringsmødet

Endelig inviterede vi efter mødet på en forfriskning, hvor menighedsrådet og medarbejderne stod til rådighed for en fri snak med de fremmødte om sognet og menighedsrådsarbejdet. 

Vi opfordrede de fremmødte fra menigheden til at dukke op på de kommende menighedsrådsmøder, så de kunne få et endnu klarere indtryk af, hvordan det er at sidde i menighedsråd, og hvordan vi arbejder som menighedsråd.

Til vores seneste menighedsrådsmøde mødte to af dem op, der havde meldt deres interesse for menighedsrådsarbejdet.

Vi er i Blågårdens Sogn meget glade for den opsøgende interesse for menighedsrådsarbejdet, og vi ser nu frem til valget i september.