En morgen begyndelsen af marts gik Anna Andersen på vejen mod kirken i vestfynske Ejby. Med ét slog det hende, at hun befandt sig midt i noget, der på én og samme tid var helt naturligt og meget ualmindeligt.
Vintergækker, krokus og erantis blomstrede omkring hende.
“Det tegn på forår, som er så virkeligt og visuelt, ser man ikke i byen. Det er jo vintergækkerne, der står noget om i salmerne.”
Anna Andersen er født og opvokset på et husmandssted på Sydfyn, men har de seneste år boet i København for at læse teologi og nu gå på Pastoralseminariet.
Det var i forbindelse med studierne på Pastoralseminariet, hun var i praktik i Balslev-Ejby Provsti. Her blev hun bekræftet i det, hun studiet igennem har sagt til sig selv, nemlig at når hun skal være præst, så skal det være i et lille sogn på landet.
“Jeg vil gerne have geder, høns og en kat, ligesom jeg gerne vil have en horisont at se på og noget natur i nærheden. Jeg drømmer om at være præst sådan et sted, som jeg er vokset op.”
“Og så kunne jeg godt tænke mig at være præsten i det lille sogn.”
“Jeg ved godt, der kan være den bagside, at man ikke kan have den samme anonymitet som i byen. Men jeg kan godt lide ideen om, at man er et lille minisamfund, hvor der er lægen, præsten, lærerne og alle mulige andre erhverv, og at man så får det til at virke sammen.”
Bygget op om relationen
Pastoralseminariet i København holder til i Vartov, hvor Grundtvig i sin tid var præst. Det er her, Anna Andersen og de øvrige studerende lærer at stå på en prædikestol, lyse velsignelsen og taler om, hvordan man gennemfører den gode sjælesorgssamtale.
Nærmeste nabo er Københavns Rådhus og Rådhuspladsen. Mange vil betegne dette område ikke blot som centrum i København, men som centrum i Danmark.
Men det er altså i helt andre rammer, Anna Andersen drømmer om at udfolde præstelivet.
“Relationsarbejdet er vigtigt for, da jeg gerne vil være sammen med mennesker i glæder og sorger. Det kan man også i byen, men jeg vil altså gerne være et sted, hvor man har et overblik over, hvem, der er, man er sammen med.”
“De steder, hvor der ikke er så mange samlingspunkter og fællesskaber, står kirken stærkere. Sådan et sted vil man måske i højere grad komme til et foredrag, som kirken faciliterer, uden at man nødvendigvis går til højmesse om søndagen.”
“Jeg vil være stolt over at repræsentere kirken og bære korset tydeligt, men samtidig indgå i et samarbejde med de andre aktører, for eksempel skolen. Ud fra devisen: Jeg kommer med mit, lad os tale om, hvordan vi får det til at fungere.”
Arbejdsmiljø skaber ikke bekymringer
Anna Andersen griner højt.
“Der kom spørgsmålet.”
Naturligvis er folkekirkens arbejdsmiljø noget, der bliver talt om på Pastoralseminariet, og naturligvis har de studerende godt set mediernes historier om, at der er problemer rundt omkring.
“Måske er jeg bange for, at der er noget, der er svært at være i, og som man ikke kan slippe udenom,” Anna Andersen går i stå midt i sætningen.
“Men så stor er den frygt faktisk ikke. Jeg sidder selv i menighedsrådet lige nu. Og ja, der er konflikter, men det bliver også malet op til noget større, end det er. Det er tit og ofte dejlige mennesker, der laver en hel masse skønne ting sammen.”
“Faktisk vil der nok bare altid være risiko for problemer, hvor mennesker mødes. Så, nej, det er ikke en stor bekymring for mig.”
Bliver man ensom som single på landet?
Præsteægtefælleproblematikken er et emne, man ofte støder på, når man taler med mennesker, der står overfor at skulle søge embede. For hvordan bliver det for ægtefællen, hvis man får embede på landet? Kan ægtefællen få et job, der passer?
Det er dog ikke et emne for Anna Andersen.
“Det, at jeg er alene, er nok min største frygt ved at flytte på landet. Jeg tænker på faren for at blive ensom. Næsten alle mine venner bor i København, og selv bor jeg i et kollektiv med 18 andre mennesker, så lige nu er jeg meget social hele tiden.”
“Og så hjælper det jo at bo i et kollektiv, når man ikke har en partner.”
“Men drømmen er da en præstegård sammen med en partner og gerne nogle børn. Når jeg nu ikke har det, tænker jeg selvfølgelig på, hvordan det bliver at være alene i præstelivet."
Præstemangel giver mange muligheder
Et andet fast tema, der bliver talt om på Pastoralseminariet, er præstemanglen.
Noget, der umiddelbart må være en fordel, når man som Anna Andersen står på tærsklen til at blive arbejdstager.
“Det er da dejligt at tænke på de muligheder, det giver. Men det er også lidt bekymrende, at man måske kommer til et sted, hvor der mangler kolleger ved de andre kirker.”
Anna Andersen er født og opvokset på landet på Fyn, og står det til hende, er hun inden længe præst et sted, der minder om dette. Meget gerne på Fyn.
Når hun på vej mod dette kigger fem år ud i fremtiden, er der mange gode ting at få øje på.
“Til den tid er jeg præst i et lille sogn og er begyndt stille og roligt at falde til i arbejdet. Jeg er begyndt at skabe nogle ting og lave kirke på den måde, jeg føler mig tilpas i. Sammen med de mennesker, der er der, og så er jeg begyndt at lære folk at kende.”
“Det er egentligt et meget skønt billede, jeg ser for mig.”