Læsøpræst: Her kan man ikke sætte sit lys under en skæppe

Menigheden gjorde et grundigt forarbejde, da de lokkede Eva Bernhagen og hendes familie til Læsø i 2013. Som præst får man både opmærksomhed og opbakning fra beboerne, fortæller hun

Vejret driller, da Eva Bernhagen skal fotograferes foran Byrum Kirke og præstegården. I 2023 har hun 10-årsjubilæum som præst på Læsø.
Vejret driller, da Eva Bernhagen skal fotograferes foran Byrum Kirke og præstegården. I 2023 har hun 10-årsjubilæum som præst på Læsø. Foto: Kåre Gade

Artiklen er oprindeligt udgivet den 11. august 2023.

Hvordan i alverden beslutter man sig for at søge et præsteembede på en ø halvanden times sejlads fra fastlandet? Når man oven i købet har ægtefælle og børn?

I Eva Bernhagens tilfælde var det en beslutning, der blev hjulpet godt på vej af menigheden, som nok vidste, at det krævede en ekstra indsats fra deres side.

Og faktisk var det hendes mand, der først overvejede at søge et job på øen – som leder på museet.

“Der var en, der havde sagt til ham, at nu skulle vi jo tænke over, at præsten igennem 26 år gik på pension til sommer,” fortæller Eva Bernhagen.

Ikke et løfte, men et vink med en vognstang, og en februardag i 2013 stod Eva Bernhagen og hendes mand af færgen i Vesterø for at se nærmere på stillingen på museet.

“Vi var blevet indbudt sammen med de to andre ansøgere, som også havde deres påhæng med. Og vi sad på Carlsens Hotel og skulle spise en tidlig frokost og blev præsenteret for alle de her mennesker her, der var meget opsatte på at sælge Læsø.”

De blev vist rundt på øen, og nok ikke helt tilfældigt gik turen også omkring kirkerne med en grundig præsentation af de unikke kalkmalerier i Vesterø Kirke.

“Ikke fordi de på nogen måde lod som om, at jeg skulle have præstestillingen, men – lad os sige det på den måde – de gjorde deres forarbejde,” fortæller Eva Bernhagen.

Ingen hemmeligheder på øen

Allerede næste morgen ringede telefonen: Hendes mand havde fået jobbet.

“Først blev jeg forskrækket og tænkte ‘åh nej’. Men så så jeg et billede fra Astrid Lindgrens “Vi på Krageøen” for mig – og jeg så mig selv der, på et sommerligt klippeskær i skærgården.”

“Der var også mange, der sagde, at vores børn ville få en rigtigt god barndom, når de voksede op på en ø. Og det tog jeg til mig og tænkte: ‘Nu flytter vi derop, og så tager vi den derfra.’”

Eva Bernhagen afsluttede sit konfirmandhold i Skanderborg, hvor hun var præst, og familien flyttede til Læsø. Hun begyndte at gå i kirke – opsat på at blive en del af menigheden. Og da præsteembedet blev slået op, søgte hun det. Og måske ikke så overraskende fik hun det.

Udnævnelsen var endnu ikke officiel, da hun skulle holde tale ved teaterforeningens sankthansfest.

“Formanden introducerede mig og sagde: ‘Det er så vores nye præst.’ Og jeg tænkte: ‘Hvor ved han det fra?’ Men selvfølgelig kan man ikke holde noget hemmeligt her på øen.”

Hun blev den første kvindelige præst på øen, og menigheden har måttet vænne sig til et præstepar, hvor de ikke fik “to for samme pris”, og hvor man ikke skal forvente, at ægtefællen sidder på kirkebænken hver søndag.

Til gengæld har familien skullet vænne sig til at bo i embedsbolig – siden 2020 endda i en stor stråtækt præstegård klods op ad kirken og med sognelokaler i den ene ende af hovedbygningen.

“Tidligere lå præstegården i en villa i Vesterø. Nu bor vi midt på hovedgaden, tæt på museet. Men vi føler os meget synlige, hver gang en bil kører ind på gårdspladsen. Selvom det nok kun er os selv, der oplever det sådan.”

Læsøordningen

På flere måder var embedet på Læsø dog allerede lagt tilrette til at kunne håndteres af en enkelt præst, inden Eva Bernhagen kom.

“De tre sogne havde accepteret, at der kun var gudstjeneste i en af kirkerne om søndagen, så den kamp har jeg ikke skullet kæmpe.”

Sognene havde også fået fælles menighedsråd, så præsten – der er født medlem – kan nøjes med et i stedet for tre møder.

Og endelig er der Læsøordningen, der blev etableret i 0’erne: Eva Bernhagen arbejder syv dage om ugen, tre uger ad gangen. Til gengæld har hun fri hver fjerde uge, hvor en præst fra fastlandet rejser til øen og passer embedet. Det giver luft til Læsøpræsten, og samtidig får menigheden mulighed for at møde andre præster uden at skulle med færgen til fastlandet.

Men når afløserne er på øen, har Eva Bernhagen fri, så i praksis er hun altid alene hjemme med menigheden og har ingen præstekolleger i det daglige.

“Men så har jeg gode kolleger i de øvrige ansatte i kirkerne og på kirkegårdene. Vores kordegn og kirke-kulturmedarbejder, som blev ansat året efter mig, er nok den den, jeg har det tætteste samarbejde med.”

“Hun har boet her i mange år, og hun har baggrund i Indre Mission, så hun har en helt naturlig fornemmelse for sognekirken og sognepræsteembedet. Vi har forskellige måder at gøre tingene på, men vi vil begge to noget med kirken – at den skal nå ud, og at evangeliet skal spredes.”

At være ene præst betyder ikke desto mindre, at man automatisk kommer i centrum for kirkelivet. Man kan, som Eva Bernhagen udtrykker, ikke få lov til at sætte sit lys under en skæppe.

“Og det har måske været godt for mig at komme herover og skulle være præsten. For jeg er nok typen, der hurtigt vil gemme mig, hvis jeg havde en kollega, der gerne ville være den, der var den.”

Økumeni og folkelighed

Gemt sig har Eva Bernhagen tydeligvis ikke i sine foreløbig ti år på Læsø. Hun har været optaget af det, hun kalder “diapraksis”. Det betyder dialog mellem forskellige religioner, men Eva Bernhagens brug af ordet er bredere: At sognekirken lukker sig op overfor andre kristne traditioner og spiritualitetsformer – og ikke mindst over for det folkeliv, som findes i rigt mål på Læsø.

Hun har haft menighedens opbakning til det. Det oplagte eksempel er sommertraditionen “Syng solen ned”, som siden 2014 har været et ugentligt tilløbsstykke på havnene i Vesterø og Østerby.

“Vi tænkte, at når alt andet på Læsø er åbent, så skal kirken også være det. Så om sommeren må vi tage ud på havnene. Det er ganske vist lidt sårbart at stå der i sin præstekjole, men initiativet blev taget rigtigt godt imod. Jeg tror kun, der var én blandt personalet, som tænkte, ’hvad skal vi der for?’”

Et andet eksempel er den årlige udendørsgudstjeneste 2. pinsedag, som plejer at blive holdt i det lille anlæg, som ligger foran kirkegårdsmuren i Byrum.

“I år besluttede vi os for at kaste bolden op i luften, så i stedet for den sædvanlige gudstjeneste lavede vi gudstjenesteværksted, hvor man efter en fælles velkomst kunne deltage i workshops.”

Den slags eksperimenter har Eva Bernhagen menighedsrådets opbakning til, og når man taler med folk omkring Læsø-kirkerne, er det nærmest alle, der uopfordret siger nogle rosende ord om præsten.

“Ja,” ler Eva Bernhagen, “Selv mit roderi, og at jeg altid er den, der kommer lidt for sent, lever de med.”

Handleplaner og årsplaner

Roderi i kirkerne er det dog også småt med – om det så skyldes præsten eller menighedsrådet. Med hjælp fra en erhvervspsykolog er arbejdsmiljøet for de ansatte blevet analyseret, og der er indført handleplaner og årsplaner.

“Det er noget, vi har brugt tid og ressourcer på i medarbejdergruppen og menighedsrådet. Men når det er gjort, er der en rigtig god fornemmelse. Det, som vi alle gik rundt og lavede, er sat på en ligning, også til gavn for kommende efterfølgere i stillingerne.”

Til september kan Eva Bernhagen fejre tiårsjubilæum som præst på øen i Kattegat.

“Til et møde i det netværk, der hedder “Kirken på landet”, skulle jeg fortælle om, hvad vi lavede på Læsø. Og da jeg gik i gang med at skrive det foredrag, kunne jeg pludselig se, hvor meget vi faktisk har nået. Altså, det er jo helt vildt,” siger hun.