Nye optagelsestal for de videregående uddannelser rummer en god nyhed for den præstehungrende folkekirke:
Efter to år med faldende tendens stiger antallet af optagede på bacheloruddannelsen på teologi. Det viser Uddannelses- og Forskningsministeriets optagelsestal for de videregående uddannelser i 2024.
I alt 185 nye studerende får fredag den 26. juli besked om, at de er optaget på de teologiske uddannelser i Aarhus og København. 103 af de nye stud.theol.'er er optaget på Københavns Universitet, 82 på Aarhus Universitet.
Samlet set er det 34 studerende flere end i 2023. Det svarer til en stigning på 23 procent, som nogenlunde modsvarer stigningen i ansøgertallet, nemlig 27 procent.
Der er stadig et stykke op til fagets høje optagelsestal i coronaårene 2020 og 2021, og den voksende interesse for teologistudiet løser selvsagt ikke præstemanglen her og nu.
Dels er det afgørende, hvor mange af de nye studerende, der rent faktisk gennemfører og tager kandidatgraden i teologi, og dels er der i bedste fald seks år, til kandidaterne er klar til at søge embede i folkekirken – hvis de vel at mærke beslutter at gøre det.
Med til billedet hører imidlertid, at der samtidig er et stort antal studerende på §1a-ordningen for kandidater fra andre fag, som gerne vil være præster i folkekirken.
De to universiteter har tidligere fortalt Kirke.dk, at de forventer at optage tilsammen 51 studerende på §1a-ordningen i år. De studerende på denne supplerende uddannelse er hurtigere klar og begynder allerede nu at præge holdene på Pastoralseminariet.
At flere med en anden uddannelse i bagagen og måske en kortere eller længere karriere bag sig vil være præster i folkekirken, kan også forklare, at aldersgennemsnittet blandt de nye studerende på teologi i København er blandt de højeste på universitetet: 33,1 år. Aarhus Universitet oplyser ikke aldersgennemsnittet.