I det allersydøstligste hjørne af tidligere dele af det danske kongerige – og dermed det yderste hjørne af enhver form for dansk lutherdom - påbegyndes denne rejseberetning.
Vi er på vej til Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling, der holdes hvert 7. år, og denne gang i Krakow i Polen.
Første stop i formiddag var ved en gedigen dansk folkekirke-gudstjeneste i en selvbyggerkirke, Klostermarkskirken i Ringsted, hvor det almene præstedømme stadig er i fuldt sving. Der er klokkerlaug, som sørger for ringningen ved gudstjenesten, kirkekoret består af frivillige fra menigheden, og damerne i køkkenet, der tog opvasken efter den gode kirkekaffe med hjemmebagte småkager, var garanteret også frivillige.
Samtidig var gudstjenesten indbegrebet af en dansk folkekirkegudstjeneste: kernen af højmesseritualet kombineret med læsninger fra Bibelen 2020 og nye salmer af Johannes Johansen og Lisbeth Smedegaard Andersen. Kort sagt et fint rygstød at påbegynde denne pilgrimsrejse fra.
Dansk biskop i spil som ny præsident
Min ledsager og jeg er gæster ved konferencen. Den officielle danske delegation er sammensat med biskop Marianne Christiansen, Haderslev stift, i spidsen, den grønlandske biskop og Viborg-bispen i flokken, og dertil kommer domprovsten i Maribo, den nyvalgte formand for Det mellemkirkelige Råd med flere, godt støttet af Det mellemkirkelige Råds sekretariat.
Der er som bekendt også noget på spil: Viborg-bispen, Henrik Stubkjær, stiller op til valg som ny formand for LVF, Det lutherske Verdensforbund. Hidtil har han været leder af det hjørne af LVF’s arbejde, som ligger i forlængelse af Folkekirkens Nødhjælp, altså det diakonale hjælpearbejde, som også støtter med hjælp i Polen efter krigen i Ukraine. Stubkjær har gode muligheder for at blive valgt og gode muligheder for at forene det teologiske arbejde med nødhjælps-dimensionen, og det er øjensynligt et af de store spørgsmål på konferencen.
Ung kvinde fra Surinam holder åbningsprædiken
Men det går næppe uden sværdslag. Også i LVF er der en kampagne i gang i forhold til den europæiske dominans, så selvom Stubkjær er blevet opfordret til at stille op ikke alene af øst-europæerne (der fik den kvindelige generalsekretærpost for et par år siden), men også af mange afrikanske kirkeledere, og selvom vedtægterne er skruet sådan sammen, at disse lederposter går efter tur mellem regionerne, og selvom det utvivlsomt er Europas og ikke mindst Nordeuropas tur, så kunne nogle mene, at en ung kvindelig formand fra Sydamerika ville gøre sig.
Under alle omstændigheder er det en ung kvinde, der er først på generalforsamlingens talerstol som prædikant ved åbningsgudstjenesten, en 33-årig præst fra Surinam. Om hun reelt vil og kan udfordre Stubkjær ved jeg ikke, men jeg gætter, at de mange kvindedelegationer forud for konferencen vil have sikkerhed for, at Det lutherske Verdensforbund endnu tydeligere står for et ikke-kønnet gejstligt embede – og jeg håber, ingen andre end danskere ved, at vi stadig har udfordringer med en bekendtgørelse, der tillader menighedsråd at fravælge ansøgere til præstestillinger alene på grund af deres køn.
Luthersk konference i katolske omgivelser
Konferencen finder sted i Polen, et land, der er næsten fuldstændigt katolsk. Den lutherske kirke i Polen tæller godt 60.000 mennesker, fordelt på menigheder, fortrinsvis i det sydøstlige hjørne. De bærer en historie fra reformationen – og modreformationen – hvor Østrig i næsten 100 år var protestantisk, indtil modreformationen førte til, at reformationskirkerne blev trængt op i bjergene.
Og de bærer på en historie om, hvad der egentlig udgør Polen. Som bekendt blev landet Polen skubbet cirka 150 kilometer mod vest efter Anden Verdenskrig, sådan at tidligere tyske (og dermed i udpræget grad lutherske) landområder nu er polske. Og tilsvarende langs Østersøen, hvor det tidligere Østpreussen blev delt efter Anden Verdenskrig mellem Polen og Sovjetunionen. Tilsvarende ligger tidligere polske områder nu i Litauen, Hviderusland og Ukraine. Alt sammen grundlag for voldsomme tvangsforflytninger af mennesker.
Og så er der den jødiske historie. Krakow i Polen, Vilnius i Litauen og Lviv i Ukraine er centerbyer i et gammelt, jødisk landskab. En del af LVF-konferencen består i besøg i Auschwitz. Der skal jeg nu ikke med, og min ledsager har været der mange gange. Men besøget vil givet lede til en form for samtale mellem den jødiske og den lutherske verden, som måske også kommer til at handle om Vestbredden i Israel (og måske med tråde til begivenhederne i oktober 1943 i Gilleleje på min hjemegn).
Samtidig lægger konferencen med sin beliggenhed op til en samtale med den katolske kirke. Jeg mener, det svarer jo til at lægge valget af den næste pave i København – eller noget.
Nok at tage fat på. Vi sidder netop i Lauenburg ved hjørnet mellem Elben og kanalen op til Trave. Den gamle saltvej. Ser ned i Karl den Stores tysk-romerske rige mod syd. Og mod øst over mod venderne. I morgen besøger vi et af de officielle mindretal i Tyskland, sorberne ved Cottbus, lige inden vi kører ind i Polen.
Rettelse 12. september kl. 13.25: I den oprindelige artikel stod, at en næstformand formand for Landsforeningen af Menighedsråd er med i delegation. Landsforeningen er imidlertid ikke repræsenteret på generalforsamlingen.