I det grundtvigske Danmark går vi i kirke om søndagen og til generalforsamling om mandagen. Men her, til generalforsamling i Det lutherske Verdensforbund i Krakow, indledes hver dag med en gudstjeneste, ligesom der er middagsbøn og aftenbøn.
Så den moderne kongressal af stål og glas genlyder af salmesang, morgen, middag og aften. At være luthersk har tydeligvis noget at gøre med at synge salmer. Men altså – i mange forskellige musikalske klædedragter.
Et pinseunder i kongressalen
Jeg har fået hjælp til dette rejsebrev af Marianne Christiansen, biskop i Haderslev. Hun skriver om gudstjenesterne i kongressalen:
Det er ikke som en mumlen og heller ikke som en storm, nærmere som en slags rislen gennem rummet, der løber roligt af sted og stille rinder ud, når de sidste når frem til Amen.
Sådan lyder det, når flere hundrede stemmer på hen ved hundrede sprog beder Fadervor. Det gør de hver dag ved den ugelange generalforsamling i Det lutherske Verdensforbund i Krakow. Dagene er forbundet med et særligt gudstjenesteliv, som indrammer de øvrige møder og debatter: Morgenandagt, middagsbøn og aftensang.
Eller man kunne sige: generalforsamlingen er en mangestemmig og mangesproget gudstjeneste, der indimellem afbrydes af møder og forhandlinger. Det er ikke mindst i den fælles sang, den fælles lytten og fælles bøn, at generalforsamlingens motto ”One body, one spirit, one hope” kommer til udtryk.
Til brug for gudstjenesterne er der samlet en bog på 260 sider med de nøje sammensatte liturgier og sange, alt sammen på fire sprog (engelsk tysk, spansk og fransk). Bibeltekster og meditationer og bønner følges med vekselsang og korte salmer udvalgt fra hele verden.
Man mærker, at det er lutherske kirker, der er samlet, for der er stor vægt på både bibelteksterne og udlægningen af dem og på sangen. ”To be a lutheran is to sing,” som en korleder fremhævede – for der er også kor af forskellige slags til at bidrage til den musikalske skønhed sammen med et lille orkester af keyboard, trommer og blæseinstrumenter.
Da vi hver dag synger nye salmer, er det korte og enkle salmer, med mange gentagelser, så vi kan nå at lære dem, inden de er forbi. For mig er det allerbedste ved denne generalforsamling at komme på rejse rundt i salmerne.
Vi sidder ganske vist i den samme konferencesal, som er udsmykket som gudstjenesterum med prædikestol og døbefont og et stort rundt tæppe, der forestiller kloden. Men i sangene bevæger vi os i sprogene og melodierne: Ungarsk, sanskrit, swahili, portugisisk, litauisk, kinesisk, koreansk, arabisk og mange flere – sågar dansk! Janne Marks ”Igen berørt”, som også synges i mange kirker derhjemme, har fundet vej til den globale sangbog.
Det er et helt pinseunder at opleve, at man selv kan synge på alle mulige sprog, når der bare er andre, der synger med. Og melodiernes forskellige stemninger og karakterer betyder et kort besøg i en anden kultur og en anden historie, som alligevel handler om det samme: Tak til Gud for livet og nåden og bøn for den verden, der trænger så hårdt til håb, og os selv med. Krop og ånd og håb mødes i de mange stemmer.
Til gudstjeneste i gammelt luthersk folkekirkeland – i Polen
I dag, hvor jeg skriver dette og har fået hjælp af Marianne, er det søndag aften. Min ledsager og jeg havde fra begyndelsen besluttet, at vi ville blive i Polen, ikke alene til præsidenten og det nye styrende råd var valgt lørdag, men også søndag, så vi kunne komme med på gudstjenestebesøg, der blev organiseret af det meget arbejdsomme og dygtige værtskab fra den polske, lutherske kirke.
Og det var de unge ledere, de unge stewards, der sørgede for, at vi kom af sted. 17 busser kørte mellem klokken 6 og 7 om morgenen de mange mennesker ud til menigheder i det sydlige Polen, i Tjekkiet og i Slovakiet. Min ledsager var i Slovakiet, i en luthersk menighed, hvor gudstjenesten varede to timer med mange højkirkelige (katolske?) islæt.
Selv var jeg i Golasowice. To timer sydvest for Krakow, tæt på den polske grænse til Tjekkiet. Der bor 1200 mennesker. Vi spurgte, hvor mange der er medlemmer af kirken. Præsten, som samtidig er biskop for de lutherske præster i de væbnede styrker, blev lidt forundret. Han havde jo lige svaret: 1200.
Dette er gammelt luthersk folkekirkeland, hvor alle stemte tysk, da man kunne vælge mellem at være i Tyskland eller i Polen (polsk blev det som bekendt alligevel). Det var en folkekirkegudstjeneste, der begyndte med at minde os om datoen:
Den 17. september 1939 var dagen, hvor Sovjetunionen overfaldt Polen fra øst (efter at Tyskland havde overfaldet landet fra vest den 1. september 1939), altså begyndelsen på en tofronts-krig under Anden Verdenskrig. Der var en mindetavle med en uendelig lang liste over de faldne.
Kirken blev genopbygget. En levende menighed, også mange unge familier og børn, der var barnedåb og bryllup senere på dagen. Men under corona var menigheden, her som mange andre steder, faldet fra hinanden. Folk turde ikke længere komme, blev hjemme.
Så kom den 24. februar 2021, hvor Rusland overfaldt Ukraine. Samme dag foreslog præsten på facebook, at hvis alle ville give lidt, kunne man få råd til at leje en lejlighed til fem mennesker, flygtet fra Ukraine.
I løbet af få uger var der penge til at leje lejligheder til 50, mange mødre med børn, og nogle ældre mennesker. Er børnene helt små, får mødrene hjælp til at være hjemme. Kan de være i børnehave, findes der arbejde til mødrene, og de lærer polsk, så de kan klare sig. Folk fra hele verden støtter dette projekt.
"We have our problems, you have yours"
Overfor mig ved frokosten sad tre afrikanske kirkeledere. Generalsekretæren fra Tanzania, som jeg skrev om i et tidligere rejsebrev. En biskop fra det nordlige Nigeria, som er ved at indgå partnerskabsaftale med Viborg Stift i Danmark, han glædede sig til at komme på besøg. Og en kvindelig leder fra Mekane Yesus kirken i Etiopien.
De spurgte høfligt til grænser. Hvor ligger Ukraine, hvor ligger Rusland og Polen og Danmark og Sverige? Underliggende var: hvorfor betyder denne krig så meget for jer? De lyttede og forstod.
Så spurgte jeg dem. Hvad er vigtigt hos jer? Og de fortalte. Om Boko Haram, de muslimske bevægelser, der bortfører skolepiger, voldtager og røver og mordbrænder og... Jeg spurgte, om de kristne flytter sydpå. Nej, ikke så længe vi er beskyttet af Gud.
Og de fortalte mere. At de sociale problemer i kirken ikke er homoseksualitet, det har de ikke ord for. Nej, det er polygami. De nikkede alle tre. Det kom alligevel bag på mig. Jeg anede ikke, at polygami er så udbredt.
Kommer en mand med mange koner for at blive medlem af kirken, siger de, at nu kan han ikke få flere koner. Hvis et kirkemedlem tager sig en ny kone, så bliver han underlagt kirketugt. Men hvad er konsekvensen? At han forlader kirken, og de sidder tilbage med de enlige mødre. "We have our problems, you have yours. But we can sing together and praise the Lord."
Lina Sandell på polsk
Og det gjorde vi til gudstjenesten i Golasowice. Først et band og kor med mikrofoner, senere orgel og salmesang, der løftede taget. En biskop fra Canada inddrog den nylige dåb i sin prædiken – helt som hjemme. Salmerne i et trykt engelsk sangark stod alle i den polske salmebog.
Og jeg kendte alle salmerne. En enkelt, oprindelig tysk, fra vores egen salmebog. De øvrige fra den religiøse tradition, der fulgte med de fattig-svenske migranter midt i 1800-tallet, hvoraf mange landede på Bornholm og i Helsingør, mens andre nåede til Minnesota og andre steder i USA.
Her fik de oversat Lina Sandells sange, som derfra kom til den tyske salmebog og videre til den polske salmebog. Så vi sang "Kun en dag, et øjeblik ad gangen" med linjen "som din dag er, skal din styrke være."
Lige netop det. Som din dag er, skal din styrke være, ment som en forbøn og en velsignelse, var også pointen, da den hidtidige præsident for Det lutherske Verdensforbund, biskop Musa fra Nigeria, forud for afstemningen om den ny præsident og det nye råd ledte forsamlingen i forbøn.
Og her er linjen trukket tilbage til den første gudstjeneste, vi var til på denne tur, i Klostermarkskirken i Ringsted, hvor jeg mødte min gamle ven, Jens Chr. Nielsen, som altid, da han var generalsekretær i De samvirkende Menighedsplejer, indledte hvert forretningsudvalgsmøde med bøn.
Selvsagt skal vi holde gudstjeneste om søndagen og generalforsamling om mandagen. Men meningen er, at søndagens forbøn skal række til alle møderne, hele ugen, frem til næste søndag.