Den unge mand i receptionen på Hotel Severin i Middelfart har tydeligvis glædet sig til, at nogen skulle spørge om vej til Præsteforeningens repræsentantskabsmøde.
“De er i Himlen,” siger han med et grin og forklarer, at det er mødelokalet op ad trappen og til højre.
Oppe i Himlen har de delegerede tillidsfolk netop drøftet årsberetningen. Her er det blandt andet kommet frem, at en ny lov for arbejdsmarkedet kan betyde, at præster skal til at registrere deres arbejdstid. Et særdeles aktuelt oplæg til eftermiddagens debat, skal det vise sig.
Præsterne skal høre to oplæg om arbejdstid og grænseløst arbejde, inden de selv skal diskutere emnet i grupper.
Morten Krogh Christiansen, læge, forperson i Yngre Læger i Region Midtjylland, står for det første oplæg. Indledningsvis beder han deltagerne logge ind på en hjemmeside, hvor de skal skrive de ord, de forbinder med “grænseløshed” i arbejdet.
Resultatet dukker op på skærmen i form af en såkaldt ordsky med 104 ord.
Det største ord er “frihed”, det næststørste er “stress”. To sider af samme mønt.
Morten Krogh Christiansen fortæller, hvordan nyuddannede læger, hospitalslæger og praktiserende læger på hver deres måde er udfordret af grænseløst arbejde. Det giver stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø. Især de praktiserende læger er i en situation, der kan minde om præsternes, mener han.
“De har en personlig ansvarsfølelse overfor patienterne og ingen at dele ansvaret med. Dertil en stigende mængde opgaver, en forpligtelse overfor lokalsamfundet og et renommé at værne om.”
Hans råd til præsterne er det samme som til de praktiserende læger:
“Dyrk fællesskabet med kolleger. Reflekter over kaldet. Sæt grænser.”
Så taler Jens Erik Kristensen, idehistoriker og lektor på DPU-Emdrup, om parallellerne mellem læreres og præsters belastende arbejdsmiljø.
For lærernes vedkommende har debatten om arbejdstid præget de seneste 40 år og haft afgørende indflydelse på deres arbejdsforhold. Kan præsterne lære noget af det, spørger Jens Erik Kristensen indledningsvis – og giver selv svaret:
“Det vil ikke være sundt for præsterne at gå efter lærernes model. Så ender I i et optællingstyranni, hvor hvert minut skal tælles og forhandles.”
“Og trods arbejdstidsreglerne er lærerne stadig blandt de mest stressede faggrupper. De oplever en vækst i nye arbejdsopgaver: Forældremøder, elevplaner, inklusion, nationale test, læringsmålstyring og udfordringer med stadigt mere krævende og engagerede forældre.”
Nogle af præsterne nikker – væksten i nye arbejdsopgaver kender de.
Jens Erik Kristensens pointe handler om måden, vi anskuer stress og udbrændthed på. Han kritiserer velmente råd, der placerer ansvaret hos den enkelte, såsom “find dine egne grænser, før de finder dig”.
“Stress er en seismograf på det moderne, personliggjorte arbejde. Men det er også en afmægtig, personaliseret reaktionsform over for et strukturelt problem. Derfor er det så svært at gøre noget ved,” siger han.
Så er det tid til gruppearbejde. Signe Kølbæk Høg fra bestyrelsen varmer deltagerne op med at fortælle om et provsti, som har indført en fælles kalender for præsterne, som så kan “bookes” til kirkelige handlinger af kordegnene.
“Præsterne kan lægge blokeringer ind, hvis de skal noget andet. Men hvis en præst lægger for mange blokeringer ind, kan provsten tage en samtale med vedkommende,” siger hun, mens der lyder et kollektivt gisp fra salen.
Halvdelen af deltagerne bliver i Himlen, den anden halvdel bliver sendt over i Evigheden – det tilstødende mødelokale – med et ark spørgsmål, de skal drøfte.
“Hvilke friheder er de vigtigste?” lyder et af dem.
Et af bordene bliver hurtigt enige om, at det er friheden til selv at tilrettelægge arbejdet.
“Men måske ser de unge anderledes på det?”
Nej, mener en præst, der har pastoralseminariestuderende i praktik.
“Det er en fordom, at studerende efterlyser mere arbejdstilrettelæggelse. Tværtimod er de lettede over, at der ikke er indberetningspligt.”
Et andet spørgsmål lyder: “Vil arbejdsglæden påvirkes af en femdages arbejdsuge og maksimale ugentlige arbejdstider?”
“Det giver det jo nærmest ikke mening at spørge om lige efter Jens Erik Kristensens foredrag,” siger en deltager.
“Men vi kunne måske godt blive bedre til at bruge 11-timers-reglen. Den overholder vi jo ikke, når et menighedsrådsmøde om aftenen trækker ud, og vi skal op og undervise konfirmander næste morgen,” mener en anden.
“Det er er rigtigt, men nogle gange kan det jo bare ikke lade sig gøre.”
En præst fortæller, at han i sit første embede på landet havde svært ved at sætte sig ud i liggestolen i præstegårdshaven på sin fridag – af frygt for, hvad folk ville tænke.
“Men nu er jeg præst i et bysogn med mange akademikere, som også lufter hund eller køber ind på en hverdag, mens de lige passer arbejdet på mobiltelefonen. Det er en frisættelse.”
“Det er altså også en opgave for ledelsen og kollegerne at hjælpe,” siger en tidligere biskop.
“De skal sige: Husk nu at bruge den frihed, du har. Du skal ikke have dårlig samvittighed. Gå ud og spil fodbold med din søn.”
Til sidst samles alle igen. Det er tid til en opsamling af debatten. Og i hvert fald en ting er der konsensus om blandt de 100 præster i Himlen:
“Vi vil ikke have tidsregistering!” lyder det emfatisk fra en af grupperne.
Ordskyen talte sandt. Frihed er stadig lidt større end stress, når det handler om præsternes grænseløse arbejde.
