“Aldrig mere en 23. december!” Sådan hører jeg flere i toppen af kirken sige – for eksempel provst Thomas Reinholdt Rasmussen, der stiller op som biskop i Aalborg.
“Vi laver en forening!” tilføjer han med et strejf af humor, men man forstår, at det er alvorligt nok! For “det var en ekstrem oplevelse.” Og skulle man være i tvivl, så kan man bare lytte igen til sloganet – eller løftet – ”Aldrig mere en 23. december”, der er formuleret med patos, som sagde man “Aldrig mere en krystalnat”, “aldrig mere en 9. april” eller “aldrig mere en 9/11”.
Hvad fortryder biskopperne?
Man kan spørge sig selv, hvad “foreningen” egentlig synes, problemet var, og hvordan den vil arbejde for at undgå en lignede ekstremoplevelse?
Er problemet det spildte arbejde? At ledelsen ikke havde bedt menighederne forberede sig på forskellige scenarier? Den dårlige kommunikation? Eller fortryder biskopperne, at de gav efter for den udbredte bekymring hos især kirketjenere og -musikere? Eller at de lyttede til bekymringen så sent?
For problemet kan jo ikke være uroen og uvisheden omkring den engelske variant, der ramte hele landet på det tidspunkt og gav alle en meget anderledes jul. Og det ville være bagklogt at ønske at have handlet anderledes, for på alle tidspunkter af epidemien har man kun vidst, hvad man har vidst. Og man har måtte lytte til dem, der vidste mest, velvidende at også de vidste langtfra alt.
Diskussionen dukker op nu, hvor en normalitet har indfundet sig, coronatiden evalueres – og forskellige bispestillinger skal besættes (for hvem vil ansætte en biskop, der de facto lukker kirker den 23. december?)
“Aldrig mere en 23. december”. Udtrykket minder mig om et meme med væltede havestole efter en dansk storm, hvor der står "We will rebuild".
Jeg er med på, at det var dårlig timing lige op til jul, at der var mange forgæves forberedelser, og at det for mange først bliver rigtigt jul, når man har været i kirke. Men alligevel - en anbefaling af en lukning i et samfund, hvor det meste af sikkerhedshensyn lukkede ned?
Lyset kan godt spredes, selv om kirken er lukket
En biskop er citeret for at sige: “Det er med blødende hjerte, at vi anbefaler det her, for vi vil gerne sprede lys i en mørketid.”
Selvfølgelig skal kirken ønske at tilbyde en ramme, hvor der spredes lys. Derfor er vi her! Men troen står og falder ikke med, om kirken lukker under en pandemi. Derimod står og falder den med, om vi mennesker tør være kristne og kirke på andre måder, når bygningen er lukket.
Den 23. december (og i enhver nedlukning i øvrigt) skal der peges på, hvor lyset er, hvordan det kan spredes, når livet nu ser sådan ud. Og der skal handles så det spredes.
Her bør ingen biskop (indirekte) sige, at nu kan lyset desværre ikke spredes. Og ingen kirker bør uddele kirkeblade med “dette er desværre også aflyst” eller “grundet Covid19 må vi desværre ikke forsamles” – som om hele kirken er aflyst! Nej, alle i kirken bør tværtimod arbejde på at skrive kirken ind i den nye virkelighed og give folk mod til at være kirke, hvor de er. I en stue, i Brugsen, i telefonen.
Ingen håber på endnu en 23. december, for ingen håber på en national eller global krise. Men hvis der igen kommer en, ja, så lad den komme (og helt fint, hvis biskopperne har lært noget om kommunikation og politik).
Men først og fremmest, så må vi håbe, at vi ved at have være deltagende og involverede i gudstjenesten, har lært at være modige og tør tage det kristne sprog og den kristne praksis til os i den form, det nu kan lade sig gøre, så vi selv kan bede, læse, synge, samles i husene om et bord og bryde brødet.
At gøre det med nogen over radioen eller Facetime, eller hvad der nu giver mening. Dele liv og tro. Det kræver noget af gudstjenesten. At man har haft del i det, haft sproget i munden og brødet i hånden.
Og måske er det snarere den forening, der skulle stiftes, hvis der skulle komme endnu en 23. december. Og i øvrigt. Den melder jeg mig gerne ind i!
P.S. Et alternativ til bispe- og bispekandidatbudskabet “aldrig mere en 23. december” kunne være: ”Kære kristne brødre og søstre! Vi fucked’ up, vi var ikke forberedte, så vi kunne gøre os gældende i forhandlingerne, kommunikere og vejlede jer. Og vi har ikke været de åndelige fyrtårne, vi burde!” Og det kunne man så have gentaget her i løbet af sommeren over.