I starten af oktober medvirkede jeg i et interview i Kristeligt Dagblad, hvor jeg er positiv overfor, at vi skal tillade dobbelt medlemskab i folkekirken. Altså at det skal være muligt både at være medlem af folkekirken og af et andet kristent trossamfund på samme tid.
Det er faldet Birthe Rønn Hornbech, som er tidligere kirkeminister og folketingsmedlem for Venstre, for brystet. Hun mener ikke, at vi kan fastholde den evangelisk-lutherske lære i den danske folkekirke, hvis mennesker fra andre kristne trosretninger bliver medlem af folkekirken.
Kort sagt frygter Birthe Rønn Hornbech, at essensen af den danske folkekirke udvandes, hvis vi byder mennesker fra andre trosretninger velkommen. Den kritik vil jeg naturligvis gerne svare på.
En kirke for folket
Folkekirken er som udgangspunkt en kirke for folket – deraf navnet ”folkekirken”. Derfor mener jeg også, at kirken må favne folket.
Det kan eksempelvis være de ukrainske flygtninge, der bor i det område, jeg kommer fra, som jeg også nævner i interviewet med Kristeligt Dagblad. Det er enormt søde mennesker, som har meget at give af, men de kan ikke officielt være medlem af folkekirken, fordi det er ulovligt at have dobbelt medlemskab.
Det, synes jeg, er ærgerligt.
Desuden må vi se i øjnene, at folkekirken har en udfordring med faldende medlemstal. Vi har netop haft valg til menighedsrådene, hvor 500 menighedsråd ikke fik nok medlemmer. Det vidner om, at vi må gøre noget. Og når det, vi gør nu, tydeligvis ikke virker, må vi gøre noget andet.
Det folkekirkelige fællesskab er mere end en religiøs gruppe
Jeg mener, at en af løsningerne kunne være at åbne for dobbelt medlemskab. At åbne dørene for andre mennesker, som er nysgerrige på folkekirken og det, den indebærer og tror på.
Hvis ikke folkekirken er stærk nok til at favne mennesker, der er nysgerrige på flere kristne trosretninger, hvor efterlader det os så? Et sted, hvor vi nægter at se virkeligheden i øjnene og tænke fremad, mener jeg.
Vi skal turde at tænke anderledes, og vi skal turde at åbne dørene for dem, der står på den anden side. Jeg tror på, at de kan bringe nyt liv til folkekirken, inspirere og måske endda udfordre os.
Vi kan mødes om det, vi har til fælles, nemlig håb, næstekærlighed og tro på noget, der er større end os. Det betyder ikke, at vi skal lave om på folkekirken og de værdier, den rummer.
Jeg mener, at det er et skridt på vejen til at gøre folkekirken til en levende del af samfundet. Vi skal vise alt det, som folkekirken også er, foruden en religiøs gruppe med den samme tro: Folkekirken er et fællesskab, hvor man skal være så velkommen. Folkekirken samler mennesker og bidrager til foreningslivet med oplæg, koncerter og aktiviteter for børn og voksne.
Folkekirken er en kirke for folket. Det skal vi turde at stå ved.