Lone Fatum har reageret på mit interview på Kirke.dk, hvor jeg som formand for dåbskommissionen blandt andet fortæller om mit eget syn på dåben.
Det skal hun have tak for, og ethvert synspunkt og indlæg vil blive overvejet og taget alvorligt. Dog er jeg nødt til at reagere, når jeg læser, at Lone Fatum har misforstået enkelte af mine synspunkter.
I interviewet fortalte jeg om min egen glæde ved Mark. 10, 13-16 som dåbstekst. Det gør jeg i en teologisk sammenhæng, men også i sammenhæng med den folkelige tilslutning, som dette evangelium har. Det er centralt hos mange mennesker, og her udfoldes for mange, hvad dåben er.
Lone Fatum mener ikke, at teksten kan anvendes til dåbstekst, da den skal fastholdes i sin egen kontekst. Det er et synspunkt.
Men ikke desto mindre har Markus-teksten været central dåbstekst allerede fra den tidlige tid, hvor man altså har læst den som dåbstekst. Og Martin Luther, som Fatum også inddrager, bruger endda Markus 10,13-16 som eksplicit dåbstekst i sit ritual fra 1526 i sin Taufbüchlin.
Teksten har altså en meget central placering i den kirkelige dåbshistorie, og Fatum kan bestemt have ret i, at teksten isoleret set har andre retninger og tolkninger, men nu låser vi jo ikke teksterne på den måde og ser dem aldrig isoleret set. Det er et eksegetisk pavedømme at låse teksterne på denne måde.
Fatum peger på Gal. 3,26-28 som dåbstekst, og det er helt sikkert også en væsentlig tekst, men det ændrer ikke ved mit udgangspunkt: at enhver dåb er en barnedåb.
Det bliver ganske givet spændende at komme dybere ned i ikke bare Galaterbrevet, men også andre relevante nytestamentlige tekster de kommende år.
Arvesynden er et af et mest erfaringsnære begreber i den kristne tro
Lone Fatum afviser også arvesynden. Den er, skriver hun, ”en senere kirkepolitisk opfindelse, som ikke findes i de nytestamentlige tekster.”
Dog skriver hun så få sætninger senere, at ”kødelige og dødelige er alle menneskefødte i den af Gud skabte verden, og den kendetegnes stadigvæk af etniske, sociale og seksuelle statusforskelle”, hvilket jo netop er arvesyndens virkninger, og hvor er vi så? Og vi er vel ikke færdige med at diskutere Romerbrevet 5,17?
Når Fatum kalder arvesynden for en ”kirkepolitisk opfindelse” kan det efterlade læseren i den tro, at der bag formuleringen ikke er teologisk substantiel tænkning over, hvem Kristus og hans gerning er.
Samtidig bekræfter hun selv i sin tekst arvesynden som konkret og erfarbar eksistens. Arvesynden er da også et af et mest erfaringsnære begreber i den kristne tro.
Tro er noget, Gud giver til os
Jeg er som sagt glad for, at vi har en debat om de bibelske tekster, der anvendes ved dåb, men jeg er nødt til at korrigere, at jeg skulle have en ”insisteren på, at tro og forståelse er modsætninger, fordi tro er noget som "tilsiges os"”.
Hvad jeg siger er, at forståelse i større eller mindre grad ikke kan være dåbens forudsætning. Det kan kun tro, der netop som alt anden tro, gives os. Tro er noget, vi giver til hinanden, og tro er noget, Gud giver til os. Det tilsiges os.
For at eksemplificere det, fortalte jeg også om kvinderne ved graven påskemorgen, der kom uden forståelse og uden tro. Kristus opstod alligevel, og de og disciplene fik troen ved ordet om opstandelsen, hvilket dog rigtigt ikke nævnes ved graven, men senere hen (eks. Johs. 20,29).
Det er oplagt, for ellers ville historien være meningsløs. Den tro, som de fik, blev de sikkert klogere på, som tiden gik, så troen blev fyldt med forståelse, men dog stykkevist indtil det bliver kendt fuldt ud.
Det afgørende er dog, at troen ikke er forudsætningen for den opstandne Kristus, og forståelsen er det endnu mindre. Troen kommer af ordet, der forkyndes, og forståelse kommer forhåbentlig til.
Troen, ikke forståelsen, er virksom i dåben – derfor kan vi døbe spædbørn
For tro uden forståelse er ikke godt, men hvor meget, eller hvor lidt forståelse, der nu skal til, er ikke afgørende. Troen er afgørende. Troen vækkes ved mødet med Kristus ved den tomme grav såvel som i dåben.
Lone Fatum mener, at ”det er ikke alene en mystifikation af dåben; det er tillige en sentimentalisering og en banalisering, som idealiserer spædbarnet som voksenmodel”.
Men jeg taler ikke om spædbarnet som model, men om kvinderne ved graven som model. Og samtidig mener jeg heller ikke, at troen hos børn skulle være grundlæggende anderledes end hos voksne.
I så fald får vi store problemer med spædbarnedåben, for hvis man ikke vil anerkende barnetroen som en virkelig tro, kan man så forsvare barnedåben?
Der er med andre ord ikke tale om sentimentalisering eller banalisering, men om Guds ords forrang i dåbens handling. Troen og forståelse er ikke modsætninger. Men det er troen, der er virksom i dåben og ikke forståelsen, og derfor kan vi døbe spædbørn.
Hvis forståelsen i en eller anden grad er afgørende, bør vi undlade at døbe spædbørn, men det går jeg ikke ud fra, at Lone Fatum mener, vi skal.
Vi må gerne være uenige, og kommissionen er netop nedsat for at diskutere, hvad der skal ske med dåbsritualet i fremtiden.
Jeg vil derfor sige Lone Fatum tak for at udfordre positivt, for dåben vedrører os alle, og kommissionen er naturligvis opmærksom på alle relevante input og kommentarer.