I torsdags, den 5. september, kunne vi på Kirke.dk læse et nyt kapitel i føljetonen om præster og provsters tidsregistrering.
Ud af det blå dalede en bemyndigelse ned til biskopperne. Af bemyndigelsen kan man udlede, at Kirkeministeriet har foretaget en kovending og nu alligevel mener, at der kan gøres undtagelser fra kravet om tidsregistrering. Samtidig væltes sagsbehandlingen og udgifterne hertil over på biskopperne.
Bemyndigelsen mangler en udførlig vejledning om, hvordan og efter hvilke kriterier sagerne skal afgøres. Præsteforeningen aner ikke, hvordan undtagelse fra pligt til tidsregistrering vil indvirke på præsternes ret til ferie, fridage med videre.
Klage til ombudsmanden
Da Kirkeministeriets bemyndigelse til biskopperne i sit indhold er så ringe og ikke giver stiftspersonalet den fornødne vejledning om sagsbehandlingen, har jeg klaget til Folketingets ombudsmand over disse og en række andre mangler.
Jeg har blandt andet over for ombudsmanden anført, at ministeriets bemyndigelse mangler klarhed og præcision samt detaljer om, hvordan sagerne skal vurderes. Kirkeministeriet forlanger individuel behandling af den enkelte sag. Men der bliver jo ikke lighed for loven, medmindre Kirkeministeriet giver klare anvisninger på, hvordan den enkelte sag skal behandles.
Sandheden er jo, at næsten alle præster og provster har det til fælles, at de både har tidsmæssigt fastlagte pligter og pligter, som ikke kan planlægges. Kalenderlagte pligter kan være for eksempel gudstjenester, konfirmandundervisning og menighedsrådsmøder.
Det gælder imidlertid for præster og provster, at en væsentlig del af embedsfunktionen rummer pligter, der i sagens natur ikke kan planlægges og indsættes som faste kalenderpunkter. Det drejer sig for eksempel om begravelser og bisættelser, sygebesøg og nød dåb, der vanskeliggør enhver planlægning af andre tidskrævende opgaver, eksempelvis prædikenforberedelse.
Den manglende høring er udtryk for en helt ny kurs
Helt i strid med årtiers praksis har bemyndigelsen ikke været sendt i høring – ikke engang blandt biskopper eller hos Præsteforeningen. Uden nogen forklaring har Kirkeministeriet brudt med sin egen praksis.
Udover det signal, Kirkeministeriet sender om manglende lyst til at høre folkekirkens aktører, må ministeriet nu affinde sig med, at både biskopper og præsteforeningen har en lang række spørgsmål, som det blandt andet fremgik af udtalelserne fra bispeforeningens formand, biskop Peter Birch og Præsteforeningens formand Pernille Vigsø Bagge til kirke.dk i torsdags.
Det er spørgsmål, som et kompetent ministerium havde sørget for at få afklaret, inden bemyndigelsen blev udsendt.
Undskyld jeg spørger. Men hvad har Kirkeministeriet egentlig gang i? Jeg fatter simpelthen ikke, hvad Kirkeministeriet vil opnå med denne konfrontationskurs, der er helt i strid med, hvad jeg har oplevet i mit lange liv i politik og med kendskab til en række ministeriers arbejdsform.
Det er på høje tid, at nogen højere oppe i systemet fortæller kirkeministeren og Kirkeministeriet, at folkekirken ikke er til for ministeren og ministeriets skyld. Det er kirkeministeren og Kirkeministeriet, der er til for folkekirkens skyld.