Artiklen er oprindeligt udgivet den 11. august 2023
Når man nærmer sig Læsø på en sommerferiefuld færge, får man øje på et lysende, hvidkalket kirketårn. Men så snart færgen anløber Vesterø Havn, opdager man, at tårnets tag er af glas, og at kirkeskibet mangler.
Kirken er ikke længere kirke, men huser et kurbad, der blandt andet byder på tre saltbade. Saltsyderindustrien, som i middelalderen var en rig indtægtskilde for Læsø, er i dag udskiftet med turistindustrien, og på sådan en julidag summer øen af liv og foretagsomhed: Restauranter, vejboder, loppemarkeder, havnefester og cykeludlejning.
Man skal ikke lade sig narre ved synet af kurbadskirken: Aktivitetsniveauet præger også kirkelivet. Der er stadig tre kirker på Læsø. De to røde middelalderkirker i Vesterø og Byrum og den gulkalkede fra vækkelsernes tid i Østerby. Og sommerferien er i særklasse en travl tid for præst, ansatte og frivillige.
Denne søndag er det biskoppen i Aalborg, Thomas Reinholdt Rasmussen, der har gudstjeneste i Byrum Kirke. Han har passet præsteembedet på Læsø i en uge, mens sognepræst Eva Bernhagen har været på sommerferie.
Inden gudstjenesten fortæller biskoppen, at kirken i Vesterø Havn blev opført i 1953, fordi byen, som var vokset op omkring havnen, lå langt fra den gamle kirke.
“Men med det faldende indbyggertal blev fire kirker for meget til Læsø.”
Godt 50 år senere blev kirken solgt for én krone. Men det er ikke en forfaldshistorie, mener biskoppen, tværtimod:
“Folkekirken gav noget tilbage til øen og bidrog til turismen. Selv om det selvfølgelig er lidt underligt at tænke på, at ‘her lå alteret’, når man ligger og bobber rundt i bassinet.”
Kirken fyldes til sidste bænk, og det er helt almindeligt, siger kirkesanger Preben Mikkelsen.
“I dag er det nok halvt feriegæster og halvt fastboende,” vurderer han.
“Men der er altid mange i kirke på Læsø, også om vinteren. Messefald kender vi ikke til.”
Et forældrepar med familie på øen vendt tilbage for at få deres datter døbt. Det gælder mange af feriegæsterne, at de har rødder på Læsø. Ligesom mange af dem, der kommer på øen som feriegæster, ender med at slå rødder der.
På den måde beriger og styrker turismen kirkelivet på Læsø – også efter feriesæsonen, når befolkningstallet igen falder til de omkring 1800 fastboende, og der bliver hverdagsstille på Læsø.
Biskoppen: Kollegerne elsker at afløse på Læsø
Efter gudstjenesten trækker folk udenfor med kirkekaffen. Der er mange, som lige skal veksle nogle ord med biskoppen, og han er på fornavn med dem alle. Han kender øen bedre end de fleste, for han har afløst præsterne på Læsø i 22 år.
“Jeg har begravet, viet og døbt rigtigt mange herovre. Storesøsteren til dagens dåbsbarn har jeg for eksempel også døbt.”
Indtil 2009 var der to præster på Læsø, men da præsten i Vesterø gik på pension, indførte man den såkaldte Læsøordning.
Ordningen indebærer, at der kun er en enkelt præst på Læsø. Præsten arbejder tre uger ad gangen uden en eneste fridag. Til gengæld kommer der en afløser fra fastlandet hver fjerde uge og tager alle gudstjenester, kirkelige handlinger og aktiviteter.
“Og de laver knagensparkeme meget, mens de er her” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.
“Præsterne fører en gæstebog. Her kan man se, at de holder foredrag, tager begravelser, besøger plejehjemmet og har gudstjenester.”
Afløserpræsternes løn er betalt over rådighedsordningen, så den eneste ekstraudgift er transport og leje af den bolig, der stilles til rådighed. Det finansieres af Aalborg Stift, fortæller han.
“Og præsterne står i kø for at komme herover – man ikke bare få en tur. De elsker det, fordi det er en variation i deres eget arbejdsliv, og samtidig er det regulært præstearbejde.”
“Men,” tilføjer han, “det der er så fantastisk ved kirkerne på Læsø, det er, at der en utrolig stor frivillighed. En frivillighed, som er flettet helt sammen med det folkelige.”
Det dansk-tyske par: Et tysk fingeraftryk på gudstjenesten
Karl-Dieter Kessler er en af dem, der lige skal vende nogle ting med biskoppen efter gudstjenesten. En grøn lodenjakke røber hans tyske rødder, og det er ikke mindst Tyskland, der binder biskoppen og Karl-Dieter Kessler sammen.
Kessler har gennem 15 år været med til at arrangere turen “I Luthers fodspor”, som i dag arrangeres sammen med Aalborg Stift.
“Det trækker jo flere til, hvis vi kan sige ‘I Luthers fodspor med biskoppen’. Og Thomas ved alt om Luther og vil gerne med. Vi har lige været afsted, og næste gang bliver i 2025.”
Læsø kæmper ligesom andre småøer med et støt faldende indbyggertal. Men der er også nogle, der flytter den anden vej og bosætter sig på øen. En del af dem er tyskere, der har lært øen at kende som feriegæster.
Eller, som i Karl-Dieter Kesslers tilfælde, som KFUM-spejder.
“Manden, der ejede markerne, vi havde lejr på, blev siden min svigerfar,” siger han og smiler til sin kone gennem 50 år, Bodil Kessler.
Parret flyttede først til Hjørring og siden til Tyskland, hvor Karl-Dieter Kessler – eller Kalle, som alle på Læsø kalder ham – i 30 år arbejdede som mekaniker og siden som taksator.
“Men i 2002 fik jeg en blodprop, og da lægen sagde, at jeg skulle holde op med at arbejde, flyttede vi ind på Bodils forældres gård, som vi havde købt nogle år tidligere.”
“Tyskland er så hektisk, der er meget stress,” siger Bodil Kessler.
“Derfor falder mange tyskere for stilheden, roen og naturen på Læsø. Og for vores mentalitet, som de sætter pris på.”
Efter parrets tilbagevenden var hun i menighedsrådet i 15 år, og hendes mand var kirkeværge. De tyske tilflyttere er både med til at bære og præge kirkelivet på øen, fortæller de.
“Du bemærkede måske, at menigheden stod op under Fadervor? Det har Bodil og jeg været med til at indføre, for sådan gør man i Tyskland,” siger Karl-Dieter Kessler.
“Vi drøftede det i menighedsrådet, hvor vi argumenterede for, hvorfor det giver mening,” siger Bodil Kessler.
“Ja, vi rejser os jo, når der læses fra Bibelen, og Fadervor er det højeste bud, vi har fra Bibelen,” siger hendes mand.
De tilflyttede turister: Salmer som danskundervisning
Blandt de nyere tilflyttere og kirkegængere fra Tyskland er Barbara og Christian Fritsch. De tager imod i huset, de har købt i Østerby Havneby (“det smukkeste hus i Havnegade”).
Christian Fritsch er kommet på øen, siden han var barn, hun i snart 25 år. Og for et par år siden, da han blev pensioneret fra sit job som brandmand i Ruhr-distriktet, talte de om at flytte for at bo ved havet.
“Måske et sted i Schleswig-Holstein, tænkte jeg. Men så sagde Barbara: ‘Hvis vi skal flytte, skal det være til Læsø’,” fortæller han.
Barbara er også navnet på Læsøs skytshelgen, Sankt Barbara, som er afbilledet på altertavlerne i de to middelalderkirker.
“Folk kommenterer det af og til,” siger Barbara Fritsch.
“I Tyskland er Sankt Barbara minearbejdernes skytshelgen. Min bedstefar arbejdede i en kulmine. Sankt Barbara er desuden skytshelgen for de døende, og det passer også godt, for jeg var frivillig på et hospice i Tyskland.”
Parret er opvokset i den katolske kirke, men kirkens syn på skilsmisse – de har begge været gift før – fik dem til at søge mod den tyske evangeliske kirke, hvor de ofte spillede til gudstjeneste. På Læsø optræder de jævnligt med deres akustiske duo, både i foreningslivet og kirkelivet.
De er blandt de lokale og tilrejsende musikere, der hver sommer spiller til kirkens velbesøgte onsdagsarrangement “Syng solen ned”, som skiftevis holdes på Vesterø Havn og Østerby Havn.
“Vi spiller også til gudstjenester og børnegudstjenester, og vi har spillet til en tysk gudstjeneste,” siger Barbara Fritsch.
Repertoiret er en blanding af danske og engelske salmer. Faktisk var det de danske salmer, der fik dem igang med at lære dansk, fortæller Christian Fritsch.
“Man er nødt til at kunne forstå, hvad det er, man synger. Det er ikke ligegyldigt, hvad teksten handler om.”
“Men det er også god træning at gå i kirke, for præsten læser og taler tilpas langsomt og tydeligt til, at man kan forstå det,” siger Barbara Fritsch.
16 måneder senere taler de allerede glimrende dansk og følger onlineundervisning, så de snart kan bestå til danskprøven. Mens han sætter huset i stand, har hun gjort sin hobby til sin profession: Under firmanavnet Babs Bär syr hun prisbelønnede unika-bamser, der sælges online og fra værkstedet i Østerby Havnegade.
“Alle på Læsø kender Barbara. ‘Babsi, det er hende med bamserne.’ Jeg er ham, der er gift med hende med bamserne,” ler Christian.
Menighedsrådsformanden: Gamle skel er forsvundet
Ikke så langt derfra, i Gammel Østerby, bor Miriam Lisbeth Hansen, som er formand for de tre Læsø-sognes fælles menighedsråd.
Hun er født og opvokset på øen, hvor hun i dag arbejder på plejehjemmet. Hendes forældre, bedsteforældre, onkler og tanter var aktive i Indre Mission, som tidligere stod stærkt i Østerby.
“Der var et stort og velintegreret arbejde. Vi har stadig et missionshus, men det er svært at skaffe penge til det. Vi har også søndagsskole – bortset fra, at det hedder fredagsklub, for søndagsskole kan ikke lade sig gøre i dag,” fortæller Miriam Hansen, som selv stod for børnearbejdet, indtil hun i 2020 blev formand for menighedsrådet.
Der har også været KFUM og K-klubber på Læsø, som er forsvundet i takt med, at ungdomsårgangene er skrumpet, fortæller hun.
“I min årgang for eksempel var vi jo 60 børn i én årgang, og nu er der 10. Og når de er 15 år, er de allerede tager afsted til fastlandet,” siger hun.
Til gengæld deltager mange nu i de kirkelige aktiviteter i Byrum midt på øen. Her, på en stor, stråtækt gård ved siden af kirken, samlede menighedsrådet i 2019 præstebolig, sognegård og kirkekontor.
“Det har nok været med til at udviske det gamle skel mellem dem, der kom i missionshuset, og dem, der kom i kirken. Vi er blevet mere fælles om det.”
Også de rivaliseringer, som i gamle dage prægede de tre sognes indbyrdes forhold (en anekdote fortæller om en sømand fra Vesterø, der plejede at prale med, at han besøgte østkysten af Amerika, før han besøgte østkysten af Læsø), er forsvundet.
“I dag prioriterer menighedsrådet alle sogne lige, og der der opbakning om, at vedligeholdelsesudgifter fordeles efter tur,” siger Miriam Hansen.
De tre sogne er fælles om de mange aktiviteter, der præger øens kirkeliv: Børnearbejde, filmklub, foredrag, koncerter, “Kvinde, krop og kirke” og en meget aktiv menighedspleje med besøgs- og vågetjeneste.
“I næste uge er der kunstfestival, og der er kirken også involveret. Festivalen udstiller udendørs på kirkens anlæg foran Byrum Kirke, og der er koncert i kirken,” siger Miriam Hansen.
Efter at hun er blevet menighedsrådsformand, er hun ekstra opmærksom på, hvor afgørende det er, at de frivillige mærker, at de er værdsat.
“Vi er nok blevet bedre til at huske at takke de frivillige. Sådan har jeg det selv. Hvis nogen kommer og siger, ‘nej, det var godt’ – altså, det kan man da ikke andet end at blive glad for. Og så bliver man mere engageret.”
Præsten: Ingen mangel på mennesker, der vil engagere sig
Da Eva Bernhagen kommer hjem fra ferie, tager hun imod på sit kontor i den gulkalkede gård. I længen på den anden side af gårdspladsens toppede brosten ligger lægehuset, og bag den rager Byrum Kirkes tårn op.
Hun har netop været med sine to yngste til opvisning i folkedans. Hun finder mobiltelefonen frem og viser en film: Piger og drenge iført Læsødragter og alvorlige miner svinger hinanden rundt til levende musik på et af øens mange forsamlingssteder.
Om nogle måneder har Eva Bernhagen 10-årsjubilæum på Læsø, og hun har sat sit præg på kirkelivet – mere økumenisk, mere udadvendt og med flere tilbud til de spirituelle og søgende sjæle.
Men Læsø har også sat sit præg på hende, og hun taler varmt om de mange frivillige kræfter. Hun fortæller om den tyske diakon og terapeut, der deler sin tilværelse mellem Berlin og Læsø.
“Han opsøgte mig og ville gerne lave noget sammen. Så talte vi os lidt ind på hinanden og fandt ud af, hvad vi begge to stod for.”
Han har blandt andet været med til at læse op til udendørs gudstjeneste 2. pinsedag.
Og hun fortæller om den tyske kirkemusiker, som er flyttet til øen.
“Han kom straks og sagde til mig, at han kunne rigtig godt tænke sig at få et arbejde i kirken. I dag er han kirkesangerafløser, og han arrangerer koncerter i kirken.”
Sommerens “Syng solen ned” samler rigtigt mange af de frivillige musikere på øen, fortæller Eva Bernhagen.
“Det er mange lokale musikere, og det folk, der kommer her som gæster og gerne vil give noget til Læsø, fordi de synes, at de får så meget her.”
Arrangementerne, som begyndte i 2014, er blevet en institution i Læsøs sommerkirkeliv, og også lidt af et hjertebarn for Eva Bernhagen.
Sammen med sin mand, som er leder af Læsø Museum, har hun fire skolesøgende børn. Alligevel får hun hvert år lidt dårlig samvittighed over at være tre uger væk fra øen i skolernes sommerferie, fordi der foregår så meget i og omkring kirken.
“Da biskoppen stod for ‘Syng solen ned’ i onsdags, og vi var på familielejr på fastlandet, strejfede det mig også, om jeg burde tage hjem for at være med. Fordi det er sådan en vigtigt arrangement,” siger hun og tilføjer:
“Men jeg gør det selvfølgelig ikke.”
Det er nok en følelse, hun deler med mange andre præster, konstaterer hun.
“Min provst sammenligner det med en landmand: Man skal hele tiden være i nærheden, så man kan gå over i stalden for at se, er der nu sket noget.”
“Men hun er også god til at minde om, at jeg skal huske at vælge til og fra og spørge mig selv: ‘Hvad er det egentlig, der er det vigtigste?’”
I præstegårdslængen går døren til sognelokalerne op. En flok kvinder og en enkelt mand siger farvel til hinanden.
“Det er væveklubben, som har sommerkursus,” forklarer Eva Bernhagen.
Så banker det på døren. En kunster og mangeårig frivillig, der er ved at forberede “Kvinde, krop og kirke”, skal lige spørge om noget.