Artiklen er oprindeligt udgivet den 14. juli 2023
Iført lyst jakkesæt, blåt slips og læsebriller går Henry Larsen, gårdejer og kirkesanger, på prædikestolen i Sejerø Kirke. Hjemmevant finder han sit manuskript frem og tager afsæt i søndagens gammeltestamentlige læsning, fortællingen om David, Urias og Batseba.
Han fortæller, hvordan lærer Rasmussen i hans barndom lærte børnene på øen bibelhistorie, og siger, at det ærgerligt, at der ikke er flere bibelhistoriske salmer i salmebogen, for det er vigtige fortællinger at kende.
Derefter bevæger Henry Larsen sig videre til evangelieteksten, der handler om at se splinten i sin brors øje, men ikke bjælken i ens eget – og Jesu ord om ikke at dømme og fordømme. Det glemmer vi ofte i dag, mener han, hvor kendte personers fejltrin udstilles i medierne.
“Jeg prøver altid at finde noget fra øen eller fra mine egne oplevelser, som jeg kan bruge i prædikenen,” siger Henry Larsen efter gudstjenesten.
Svært at læse andres prædikener op
Det er ikke et særsyn, at det er ham, der står på prædikestolen i Sejerø Kirke. Præsteembedet på Sejerø udgør kun en del af sognepræstens kvote, og derfor er der jævnligt søndage, hvor prædikestolen skal bestiges af andre, hvis der skal fejres gudstjeneste.
Nogle gange tager en kollega fra nabosognene på fastlandet turen med færgen. Andre gange tager præster med sommerhus på øen en gudstjeneste. Men jævnligt er det Henry Larsen, der tager sig af hele gudstjenesten.
Da den tidligere præst første gang foreslog ham at holde en lægmandsprædiken, havde han mange betænkeligheder. I begyndelsen fandt han en prædiken på internettet, som han læste op.
“Men det er svært at bruge andres prædikener. Og så var der en kirkegænger, der sagde til mig: ‘Henry, det kan du da sagtens selv gøre.’ Så det har gjort siden.”
Prædiken for sig og politik for sig
Henry Larsen begynder stadig arbejdet med at sætte sig ved computeren og finde prædikener, som præster har holdt over læsningen. Kun hvis præsten bliver syg med kort varsel, kan han blive nødt til at holde en prædiken, han ikke selv har skrevet. Men som regel ved han uger i forvejen, hvornår han skal prædike.
“Nogle gange har jeg selv en tanke først, men jeg vil gerne læse, hvad andre har skrevet.”
“Så bruger jeg noget af det, de har sagt – nogle gange bare som stikord, andre bruger jeg afsnit fra forskellige prædikener. Men jeg sætter altid mine egne ord ind.”
Det lyder meget som det, præster selv gør?
“Det var der også en præst, der fortalte mig, da hun roste min prædiken, og jeg fortalte, at jeg havde lånt fra andre: ‘Jamen, det gør vi jo allesammen,’ sagde hun.”
Henry Larsen er varsom med ikke at blive politisk, når han prædiker.
“En prædikestol er ikke til at prædike politik. Det vil jeg gerne, men det er et andet sted. For eksempel den ene søndag om året, hvor jeg ikke kommer i kirke, fordi jeg er til De Radikales landsmøde,” siger han og griner.
“Men man kan selvfølgelig ikke stå på en prædikestol uden at være glad for mange af de ting, Jesus har sagt, og det kan man bruge.”
Henry Larsen er født og har boet hele livet på Sejerø, hvor han i dag driver slægtsgården.
Men han har også været udsendt for Mellemfolkeligt Samvirke i Indien, har været formand for Sammenslutningen af Danske Småøer og holder ofte foredrag. Det kommer ham til gode på prædikestolen.
“Jeg er aldrig nervøs, når jeg skal prædike. Og jeg kommer ellers ikke fra en familie, hvor man holdt taler – slet ikke. Men det kan man vænne sig til.”