Jeg er til den første pressekonference ved Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling. En ganske ny rolle for mig – ofte nok er det mig, der svarer på spørgsmål fra journalister. Nu er jeg heldig at få et spørgsmål ind efter den indledende præsentation fra generalsekretær og den nuværende præsident for Det lutherske Verdensforbund (LVF).
Og jeg er faktisk nysgerrig. For når man kigger lidt ned i LVF’s mere, hvad skal jeg sige, juridiske papirer, bliver det tydeligt, at LVF har tre roller. Nemlig at skabe samarbejde mellem kirker, der deler en grundlæggende fælles forståelse af tro, kristendom, kirke og betydning i verden. At danne ramme om Church World Service, der er en af verdens store, kirkelige nødhjælpsorganisationer. Og endelig at drive et højt specialiseret hospital i Jerusalem.
Fælles baggrund, forskellig kulturel kontekst
Generalforsamlingen er det besluttende organ for alle tre dele af organisationen. Generalsekretæren og præsidenten er ledere for alle tre dimensioner. Og der nedsættes så udvalg til at køre de forskellige dele. Biskop Henrik Stubkjær har hidtil været leder af det udvalg, der er ansvarlig for Church World Service. Samtidig er han jo teolog og kirkeleder og har fra Danmark erfaring med at kombinere gudstjenesteliv og diakonal forpligtelse.
Generalforsamlingen er nu tydeligvis først og fremmest et møde mellem kirker fra hele verden. Hver kirke har mindst én delegeret, der er cirka 300 anmeldte, lidt færre er nået frem. Der blev talt stemmeberettigede ved det indledende møde i mødesalen tirsdag eftermiddag for at sikre, at generalforsamlingen er beslutningsdygtig, og et nyt teknisk stemmeafgivnings-system blev afprøvet med muntre tilråb i salen. Det er tydeligt, at det at mødes med lutheranere fra hele verden i sig selv er et mål.
Eller som den afgående præsident, biskop Musa fra Nigeria, formulerede det på pressemødet og igen i sin afsluttende præsidenttale tirsdag eftermiddag: Det er afgørende, at generalforsamlingerne ikke blot er events, men virkelige møder mellem kristne, som giver os ny indsigt i, hvordan vi som kristne med fælles baggrund og forskellig kulturel kontekst deler forpligtelsen til at være kristne i verden i dag.
Teologi, konkret sygdomshjælp og katastrofehjælp
Præcis dér opstår mit spørgsmål. For hvordan kan en lille teologisk gruppering lede et stort hospital og, ikke mindst, være lederskab for en international nødhjælpsorganisation? Hvordan skaber man sammenhæng mellem teologisk identitet og nødhjælpsorganisation på ledelsesniveau – og i de lokale kirker? For ikke at tale om, hvordan man er en luthersk nødhjælpsorganisation i katastrofeområder, hvor kristne endog måske forfølges?
Det er her, generalsekretær Anne Burghardt bruger billedet med en trebenet taburet. Det lutherske Verdensforbund er den eneste internationale organisation, der gør netop det – driver både teologi, konkret sygdomshjælp og katastrofehjælp. Det er en del af den lutherske identitet, at troen skal give sig udslag i praktisk hjælp. Ingen af de tre ben på taburetten kan undværes, så vælter den.
Men, understreger hun samtidig, det er en konstant udfordring at skabe sammenhæng mellem støtte til lokale kirker, teologisk udviklingsarbejde, forståelse af kirkernes opgave i verden og til nødhjælp. Fastholdelse og videreudvikling af taburettens tre ben står centralt i forberedelsesmaterialet til generalforsamlingen (der findes også en guidance note om dette emne. Her fremgår det, at man bygger på “praktisk samarbejde baseret på fælles kaldelse og klar arbejdsdeling”).
Gensidig tillid afgørende
Anne Burghardt siger det ikke, jeg gør heller ikke, men jeg tænker i hvert fald, at den fortsatte balance på den trebenede tabueret må være et centralt spørgsmål i sammensætningen af det nye lederskab – og dermed i valget af præsident. Hvad jeg straks efter kommer til at argumentere for, da en dansktalende tysk journalist går i diskussion med mig om præsidentvalget.
Biskop Musa fra Nigeria, den afgående præsident, peger på visitats som et nyligt etableret instrument i denne sammenhæng, et instrument, danske biskopper jo virkelig kan lægge indhold i. Altså landebesøg, hvor man taler med både konkrete nødhjælpsprojekter og involverede kirker, og hvor man samtidig videreudvikler teologisk uddannelse. I sin afsluttende tale som præsident sidst på dagen understreger han, at man skal kunne stole på hinanden som kristne kirker i et økumenisk fællesskab. Mutual accountability.
Adfærdskodeks for deltagerne
Det får Norges præses, biskop Olav Fykse Tveit, til i plenum at understrege, at forventningen om at kunne regne med hinanden og stole på hinanden er nok så væsentlig på det individuelle plan. I mine ører klinger Tveits kommentar sammen med et emne, vi – min ledsager og jeg – har undret os lidt over:
Generalforsamlingen lægger vældig meget vægt på at få gennemgået og vedtaget en code of conduct, der handler om, at man ikke må være voldelige eller truende eller nedladende eller lignende over for hinanden.
Jeg forstår godt, hvorfor det er vigtigt at skære ud i pap i den hjemlige kirkelige kontekst, hvordan man skal opføre sig, jævnfør retningslinjerne for præster, som blev offentliggjort på Helsingør Stifts hjemmeside tidligere i år. Men at de også skulle være nødvendigt på en generalforsamling, hvor alt indledes med ”Vor Gud han er så fast en borg”, sunget til latinamerikanske sambarytmer, det kommer alligevel bag på mig.