I går krydsede vi Oder-Neisse-grænsen på vores vej til Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling i Krakow.
Mange husker sikkert billedet af Tysklands Bundeskansler, Willy Brandt, der i 1970’erne knælede foran mindesmærket for den jødiske ghetto i Warszawa. Knælede i erkendelse af skyld for sit folk – men også, fordi han erkendte, at Oder-Neisse-grænsen lå fast. Den blev Polens vestgrænse efter 2. Verdenskrig. Grænsen var nået, nu lå den fast.
Oder-Neisse-grænsen førte til millioner af Heimatsvertriebene i Tyskland. Fordrevne fra Østpreussen. Fordrevne fra området lige øst for Oder-Neisse. Og fordrevne fra Sudetenland. Heimatsvertriebene, som var en magtfaktor i tysk politik indtil Willy Brandts knæfald. Derefter var grænsen nået. Udsoningen kunne begynde. Hjælpen til udsoningen kom fra Vesten, fra alle i NATO-sammenslutningen og ikke mindst fra USA.
Israel-Palæstina spørgsmålet
Nogle gange tænker jeg, når jeg udefra kigger på de palæstinensiske områder, hvornår grænsen dér er nået?
Hvorfor tillader de arabiske lande, at deres arabiske brødre og søstre sidder i flygtningelejre? Hvorfor tillader den lutherske kirke, at man fortsat kæmper en kamp for at udslette Israel? Hvorfor tillades bosættelserne? Hvornår er grænsen nået – erkendelsen af, at grænsen ligger fast, så indslusningen af den store muslimske befolkningsgruppe i de omliggende arabiske lande kan begynde?
Hvornår accepterer de arabiske Heimatsvertriebene og deres omgivende lande virkeligheden, sådan som Vesttyskland accepterede realiteterne og på det grundlag skabte det nuværende Tyskland? Hvornår erkendes det, at der er plads til (lutherske) kristne i de arabiske lande? Hvor er den lutherske Willy Brandt i de palæstinensiske områder?
Måske får jeg et bidrag til et svar på Det lutherske Verdensforbunds kongres i Krakow. Sikkert er det, at spørgsmålet om palæstinenserne kommer til at fylde i forhold til Det lutherske Verdensforbunds planlagte besøg i Auschwitz og udsoningen med den jødiske verden. Et hjørne af den udsoning finder også sted hjemme i Gilleleje i oktober 2023. Også hos os er grænsen nået.
"Die Wende" blev ingen omvendelse
Willy Brandts knæfald førte sammen med den interne kamp i DDR-kirkerne til murens fald. I 1980’erne formulerede de østtyske lutherske kirker en fælles, teologisk begrundet kamp, centreret om temaerne fred, retfærdighed og skaberværkets bevarelse. Vi husker de fredelige demonstrationer med tændte lys på gaden i Leipzig. Men også nord for Elben blev kirkerne et fysisk, åndeligt og intellektuelt rum for en kristeligt begrundet modstand mod et totalitært styre. Grænsen var nået.
På etårsdagen for murens fald deltog en delegation under forsæde af formanden, Britta Schall Holberg, fra Det danske mellemkirkelige Råd i en konference i Berlin, hvor man ville fejre den nye, kirkelige frihed. Jeg var med som mappebærer. Overskriften for konferencen var allerede dengang bitter. Die Wende war kein Umkehr.
Die Wende er begrebet for den politiske ændring, for statsændringen. Men allerede dengang, i 1990, var erkendelsen i den lutherske kirke i det gamle Østtyskland, at den religiøse omvendelse – die Umkehr – måske ikke ville følge med. Afslutningen på socialismen blev samtidig afslutningen på forestillingen om en luthersk eller evangelisk (luthersk/reformert) Landeskirche i egentlig forstand.
Kirke uden præster
Undervejs her til Oder-Neisse-grænsen var vi, min ledsager og jeg, på besøg i en by lige på grænsen mellem Mecklenburg-Vorpommern og Berlin-Brandenburg. Cirka 9000 indbyggere. Den ligger langs hovedvej B5, og der er alt, hvad man kan ønske af infrastruktur: bibliotek, gymnasier, tog til Berlin, og en fint restaureret evangelisk kirke med et maleri (værdi: 30 millioner euro), hvor en gruppe frivillige sørger for at holde kirken åben hver eftermiddag i sommertiden.
Pastoratet med to præstestillinger omfatter, ud over byen, cirka 15 landsbyer med tilhørende 15 landsbykirker. Ingen drømmer om, at der skal være gudstjeneste i alle kirker hver søndag. Men drømmen er, at det er muligt at blive døbt, viet og begravet i landsbykirken. Og at der igen er gudstjeneste i bykirken hver søndag.
Men, som en ung pige på bænken ved kirken fortalte: Præsten var vist gået på pension sidste år. Inde i kirken hørte jeg, at begge præstestillinger havde været besat, men den kvindelige præst var i foråret rykket til Berlin og hendes mandlige kollega til Bayern, hvor hans ægtefælle kom fra. Ingen ville have de to ledige præstestillinger, heller ingen fra kirkens pastoralseminarium som led i deres uddannelse. De kunne vælge mellem syv eller ti menigheder af samme slags.
Skal mindretallene genkristne Tyskland?
Hvem holder så kirken åben? Det gør kordegnen¸ som sørger for de officielle dokumenter, og som ringer rundt efter hjælp, når der er brug for kirkelige handlinger. Det havde jeg ikke set komme. Og organisten – kirken har en fin musik tradition – samt en frivillig medarbejder, et Ehrenamt.
Hun fortalte med tårer i øjnene om et besøg i den eneste lutherske kirke i Krakow for få år siden. Og ønskede mig Guds velsignelse over grænsen til Det lutherske Verdensforbunds generalforsamling, som hun ikke før havde hørt om.
Kun 10 procent af befolkningen i pastoratet er medlemmer af den lutherske kirke. Cirka 1000 mennesker. Men når ingen vil være præst, falder menigheden sammen. I Mecklenburg-Vorpommern og i hele området vest og syd for Berlin er grænsen ved at være nået for lutherdom, eller snarere, for kristendom i praksis.
Anderledes ser det måske ud i Werben i Spreewald. Her er vi blandt sorberne, der taler vendisk. Og her holdes gudstjeneste på både tysk og vendisk, og hver søndag. I hvert fald så længe der er en præst.
Når der sættes grænser, skabes også mindretal. Tyskland har fire officielt anerkendte mindretal, nemlig romaerne, sorberne/venderne, friserne og danskerne. De sidste har også politiske rettigheder, baseret på Berlin-Bonn erklæringerne fra 1955, som medvirkede til Vesttysklands optagelse i NATO.
Er vi i en situation, hvor det er mindretallenes pligt at bidrage til genkristning af det lutherske Tyskland? Hvad er folkekirkens opgave her? Eller er grænsen for det kristne Tyskland nord for Elben nået?