Køler ved køler ved køler. Motorvejen fra Oder-Neisse-grænsen ved Cottbus via Wroclaw og Katowice til Krakow er en af Europas hovedtrafikårer. Den går ind i Ukraine og har forbindelser til Tjekkiet, Ungarn og Rumænien.
De mange polske og nogle få ukrainske lastbiler kører i høj fart og med stor opmærksomhed, denne gang vestpå. Hvad mon de kører med? Kul til Europas kraftværker? Eller korn til verdens befolkning?
Nu er vi også selv på vej mod nordvest. Inden vi når at tage den lige så spritnye og EU-finansierede motorvej på den polske side langs Oder-Neisse-grænsen for at overnatte i Stettin og fortsætte ad den skønne motorvej 20 langs Østersøen, standser trafikken pludselig en time i 35 graders varme.
En af de motorcykler, der drøner imellem de to rækker biler, er forulykket. Og der er langt mellem pit-stoppene. Selv McDonalds viser sig at blive en helt konkret velsignelse.
De 1000 kilometer, før vi når Flensburg, giver god tid til eftertanke om, hvad det danske lederskab i Det lutherske Verdensforbund (LVF) blandt andet står foran. Beslutningsprocesserne. Grundlæggende demokratiske normer.
Og så LVF’s rolle i en verden, der er plaget ikke alene af krig og forfølgelser, men også af klimaændringer, som alle kan mærke. Dette er mit sidste rejsebrev fra denne tur. I får her del i reflektionerne.
En tredjedel af medlemskirkerne betaler ikke kontingent
Internt i LVF: Helt grundlæggende og selvfølgeligt er, at der er styr på den enormt store økonomi, der er knyttet til lederskabet af den trebenede skammel, jeg skrev om i et tidligere rejsebrev: den teologisk bemandede enhed i Geneve, det højt specialiserede hospital i Jerusalem, og World Service.
Jeg fik under konferencen indtryk af, at der ligger et godt grundlag, som ikke mindst en kommende formand for det udvalg, der leder World Service, kan bygge videre på (rådet konstituerer sig onsdag, mens vi er på farten).
Dernæst har jeg svært ved, som i virkelig svært ved at forstå eller anerkende eller acceptere, at cirka en tredjedel af de 150 medlemskirker fordelt på 99 lande ikke betaler kontingent – som i overhovedet ikke – men alligevel har stemmeret. Fra et nordisk foreningsretligt perspektiv er det helt uacceptabelt.
Begrundelsen har været, at disse kirker ikke har råd. Så må man sætte minimumskontingentet så lavt, at alle har råd. Det andet er blot imperialisme i reneste form. En forestilling om, at verden stadig er sådan skruet sammen, at nogle skal betale for andre.
Hvis LVF handler om lighed og værdighed i en fælles federation, må alle på lige fod betale sin andel. Det går jeg virkelig ud fra, at et nyt dansk præsidentskab vil kæmpe for at få ændret.
Generalforsamlingen minder om 1970'erne på RUC
For det tredje blev jeg et par gange undervejs spurgt om beslutningsprocessen på generalforsamlingen. Svaret er enkelt: Den svarer til Maos 1000 blomster, der blomstrer, eller studenterpolitik i 1970'erne, eller RUC, da jeg blev ansat for 25 år siden.
I Kina var resultatet, at de 1000 blomster fik hovedet hugget af, på universiteterne så vi, at den fuldstændigt løse proces blot åbner for, at få, men stærke interesser, der kender og kan spille spillet, kører hele organisationen. Det har vi ændret for længst på universiteterne. Det kan ikke være rigtigt i 2023.
Selvfølgelig er det vigtigt at fastholde lærestykket fra Kirkernes Verdensråd i 1966, at hvis gamle (hvide) mænd sætter sig på organisationen, så bliver de på et tidspunkt væltet. Men det forekommer mig, at det nu er på tide, at en ansvarlig ledelse tager roret.
Så jeg foreslår, at der til næste generalforsamling ikke blot ligger bagudskuende rapporter over forløbet fra Krakow til den næste værtsby. Men at der også ligger forslag fra LVF’s hovedbestyrelse med præsident, vicepræsidenter og formænd for udvalgene om, hvilken retning arbejdet strategisk skal tage.
Det kan man så drøfte i samtalegrupper på tværs af hele kloden i et intenst forløb under generalforsamlingen. Men der må være et udgangspunkt fra ledelsen og dermed også noget at svare på.
Generalforsamlingen har besluttet følgende tre ledende dokumenter: Assembly Message, Statements og Resolutions, og så har generalforsamlingen indsat det nye råd ved den højtidelige afslutningsgudstjeneste. Bemærk, at professor Peter Lodberg blev valgt ind i rådet på den plads, der blev ledig, da Henrik Stubkjær blev valgt til præsident.
Behov for en teologisk tolkning af klimakampen
I Assembly Message drejer den første bekymring, der rejses, sig om klimakrisen. Det er helt betimeligt. Undervejs til søndagens gudstjeneste sad jeg ved siden af en kvinde fra Holland, et land, der på et areal svarende til Jylland nu rummer 17 millioner mennesker, og hvor det supereffektive landbrug bliver presset og presset til at blive stadigt mere effektivt – eller flytte til Danmark.
Både den enorme befolkningstæthed og landbrugets overproduktion betyder, at de store vådområder, der jo egentlig er i Holland, ikke længere er natur, der giver liv. Som hun sagde: Der er ingen fugle i engområderne længere.
Og vi talte med den pensionerede biskop for Den Lutherske Kirke i Liberia, biskop Daniel Jensen Seyenkulo. Efter sin pensionering var han gået i gang med at dyrke landbrug. Efter mange mislykkede forsøg, var han nu nået frem til en form for cirkulær landbrugsøkonomi, der nedbringer giftstoffer og kunstgødning mest muligt. Vi har ikke råd, sagde han, og jeg er forpligtet til at bidrage til at skaffe føde til mit folk.
Der er masser af den type vidnesbyrd at fortælle om fra denne konference. Vi blev selv mindet om klimakrisen og om, hvor forskelligt den bliver tacklet i EU-landene, undervejs hjem. For på de store, skønne og meget nye motorveje i Polen kører som sagt lastbil efter lastbil, men vi så ikke et eneste solpanel eller en eneste vindmølle.
Lige så snart vi krydsede grænsen til Vorpommern og videre ind i Mecklenburg, findes en helt anden tilgang til skaberværkets bevarelse og midler til at brødføde befolkningen: Tusindvis af vindmøller.
Min ledsager foreslår, at de nordiske og baltiske kirker frem mod næste generalforsamling bliver missionærer for en teologisk tolkning af klimakampen for at sikre at der fortsat er en verden, vi kan leve i og brødføde hinanden i. En kobling mellem den lokale, folkekirkelige grøn kirke-bevægelse og det globale niveau. Måske en mulighed for det nye, danske præsidentskab i LVF?