I slutningen af oktober i år er jeg inviteret til nordisk kvinderetskonference i Göteborg. Faktisk var det de nordiske kvinderetskonferencer, der i tidernes morgen satte mig i gang med et forskningssamarbejde ud over landets grænser. Senere kom mit fokus på kirkeret og religionsret. Til konferencen i Göteborg vil jeg sætte et kvinderetligt fokus på udviklingen i nordisk kirkeret.
I materialet til generalforsamlingen i Det lutherske Verdensforbund (LVF) står spørgsmålet om køn centralt. Blandt andet har der været adskilte forkonferencer for kvinder og for mænd.
Kvinder og mænd har hver for sig sendt budskaber til konferencens drøftelser. Så det har været et af mine fokusemner hernede. Jeg samler simpelthen materiale at tage med tilbage til Norden. Men nemt er det ikke.
Asiatisk kvinde ville udfordre Stubkjærs kandidatur
Spørgsmålet om køn har også været afgørende i det forsøg, der i løbet af ugen blev gjort på at udfordre valget af Henrik Stubkjær til ny præsident.
Ingen er i tvivl om hans faglige styrke og erfaringer med kombinationen af kirkeledelse og NGO-ledelse, og den faglige kompetence er nødvendig i en organisation, der omfatter store NGO-dimensioner i kraft af hjælpeorganisationen Church World Service. Men alligevel blev hans kandidatur altså søgt udfordret – af en kvinde fra Asien, viste det sig.
Udfordringen, som altså til sidst blev opgivet, kom indirekte frem i en kommentar, en mandlig kirkeleder fra Hong Kong fremsatte til generalsekretærens rapport torsdag formiddag. En kommentar om, at der i fremtiden måtte mere fokus på kvindeligt lederskab og på de unge som ledere.
Hvortil generalsekretær Anne Burghardt svarede, at de unge ikke alene er fremtidens ledere, men nutidens ledere. Et emne, Henrik Stubkjær også tog op i sin præsentation fredag, da hans nominering blev offentlig.
Jeg ved ikke, hvem den asiatiske udfordrer var. For at stille op skal man blot have 10 delegerede bag sig samt sin egen kirkes støtte. Det har hun sandsynligvis haft – det har formentlig været den støtte, den mandlige kirkeleder søgte at synliggøre med sin kommentar.
Dertil kommer, at det kan være svært at samle støtte nok på tværs af regionerne, hvis man ikke har støtte fra sin egen region, og det er næppe sandsynligt, at alle LVF-kirker fra Asien har ønsket at udfordre den stærke, nordiske kandidat – eller at støtte en kvindelig kandidat alene baseret på et ønske om at fokusere på køn.
Også den tyske kirke er optaget af køn
Men også mange tyske kvinder havde håbet, at det var nu, man fik fuldt kvindeligt lederskab i LVF – altså både på præsident- og generalsekretærposten. “Jeres biskop er dygtig og sympatisk,” som de sagde til mig – “men det er på tide at få en kvindelig præsident.”
Måske handler det om situationen i EKD, den evangeliske kirke i Tyskland, hvor man taber medlemmer, penge og indflydelse. Måske skaber den situation en fornyet kønskamp?
De tyske kvinder og den mulige asiatiske kandidat ville have fået støtte fra Sydamerika, for eksempel fra den lille evangelisk-lutherske kirke i Brasilien.
Sidste år fejrede de 40-året for kvindelig ordination, og deres planche drejede sig om, hvordan kvindeligt lederskab har banet vejen for lutherdom i Brasilien – og hvordan støtte fra LVF har banet vejen for, at deres lutherske kirke har denne identitet.
Lettiske lutheranere delt i spørgsmålet om kvindelige præster
Modsat den evangelisk-lutherske kirke i Letland, der – som forhåbentlig alle Kirke.dk’s læsere ved – afskaffede ordination af kvinder for cirka 30 år siden. Kirken viser i en meget triumfalistisk folder et billede af de omkring 100 præster i hvide kutter samt 10 biskopper og en ærkebiskop, heriblandt altså ikke en eneste kvinde. Ikke et emne, folderen overhovedet omtaler.
Fra Letland er også den internationale lutherske kirke – Latvian Church World Wide – repræsenteret med to menigheder. De har både mandligt og kvindeligt præsteembede, og ærkebiskoppen for denne kirke fortalte mig, at nogle af mændene fra den anden kirke nu skifter over til hendes ærkebispesæde.
Og den polske lutherske kirke har for ét år siden accepteret ordination af kvinder. Altså i 2022! De har skrevet en bog om udviklingen (på polsk og engelsk): “Called by God. The path of Lutheran women in Poland to ordination”. Den lutherske kirke i Polen har aktivt støttet polske kvinders kamp mod ændrede og forværrede levevilkår, baseret på stærk katolsk støtte til regeringens politik.
For LVF er luthersk enhed vigtigere end køn
Jeg må også sige, at jeg efter nogle dage i Krakow er blevet klar over, hvor stærkt den katolske kirke står, og hvor meget den katolske pave dyrkes. Så meget, at de unge på campus her yder modstand mod helgendyrkelsen ved at bryde ud i spottesange. Ikke just et økumenisk klima – men en tydelig reaktion på et klima, der de seneste år er blevet langt mindre økumenisk.
De store afrikanske lutherske kirker, derimod, fastholder de samme traditionelle familieværdier som den katolske kirke i Europa – og som deres muslimske naboer.
Kvinder i kirkerne er tydeligt veluddannede. De er stærke medarbejdere i administration og undervisning. Men det gejstlige embede er forbeholdt mænd, og dermed bidrager man aktivt til at opretholde patriarkatets hierarkiske struktur, også i familie og samfund.
Hvad er så LVF’s svar på, at 20 procent af medlemskirkerne lægger vægt på køn (og i øvrigt også seksualitet) i forhold til det gejstlige embede, helt på linje med den katolske kirke? Jo, det er, som generalsekretær Anne Burghardt sagde i sin tale, at der er tale om et teologisk spørgsmål, som de autonome medlemskirker selv må afklare.
Det vil altså sige, at i en luthersk verdensføderation, som bygger på en teologisk grundopfattelse af, at vi er alle skabt lige, og at der ikke er forskel på mænd og kvinder, jøder og grækere – der vil man gå langt for at skabe kirkelig enhed, samtidig med, at man vil acceptere, anerkende og fastholde forskelsskabende kønnede strukturer.
Lighed mellem mennesker er lige så vigtigt som lighed mellem kirker
Da jeg torsdag sidst på dagen mødte biskop Olav Fykse Tveit, den norske kirkes præses, fortalte han, at det var dét, han reagerede på i sin respons til talen fra den afgående præsident, som er afrikansk kirkeleder fra Nigeria:
Det er ikke nok at kræve lighed mellem kirker, uafhængigt af størrelse og kontinent. Man må også forlange lighed i kirker mellem mennesker, og dermed sikre lige behandling og lige adgang, uafhængigt af køn, klasse og race. Andet er hyklerisk.
Så hvis de lutherske kirker virkelig mente temaet om one body, one spirit, one hope, var vi vel nået ud over de kønnede strukturer, og så ville et præsidentvalg i LVF ikke handle om køn, men alene om kvalifikationer til at styre en stor kirkelig organisation.
Kvalifikationer, som det ser ud til, at LVF's generalforsamling anerkender, at biskop Henrik Stubkjær har opnået via sine hidtidige lederposter, og som generalsekretær Anne Burghardt fra den estiske lutherske kirke tydeligvis har opnået via sine tidligere lederposter.
Lørdag eftermiddag er der workshops. Jeg må nok alligevel hellere gå til den om feministisk teologi. For mon vi nogensinde når dertil, også i alle LVF’s medlemskirker, at vi kan stole på budskabet om fælles krop, ånd og håb?
Og mon vi i de kirker, som er nået dertil, kan opretholde balancen, så kræfterne ud fra et klart teologisk fundament i stedet kan kastes ind i et virke i kald og stand?