Der er i debatten på Kirke.dk mange ønsker om ændringer i dåbsritualet, men der er så sandelig også noget at være glad for i det eksisterende dåbsritual, idet barnedåbens centrale led har stået siden reformationen: forsagelse og trosbekendelse i sammenhæng, Guds døbeord (Matt 28,19), forbøn og Fadervor. Det skal helst fortsat være sådan, også når det gælder dåbsteksten Mark 10, 13-16, som har været en fast del af dåbsritualet siden reformationens ”Kirkeordinans” (1537/39).
Jeg holder mig til N.F.S. Grundtvigs tolkning af dåbsritualets centrale led, som indtil nu har været toneangivende i folkekirken. Ligesom Grundtvig søgte at bekæmpe ønsket om forandringer i det eksisterende lutherske dåbsritual (”Kirkeritualet af 1685” med biskop Balles ændringer fra 1783), er mit ønske til dåbskommissionen, at den fastholder så meget som muligt af centrale tekster og sakramentale led. Det udelukker ikke variationer og tilføjelser. Sådan har traditionen været i hele 1900-tallet frem til nu.
Der er desværre i dag interesse for at ændre de centrale led i det nuværende dåbsritual. Det gælder for eksempel ”Frederiksberg-ritualets” sakramentale kerneled i dåbens ritual: ”Fælles trosbekendelse og kort tilspørgsel”. Dette ønske var også fremherskende på Grundtvigs tid. Liturgihistorien gentager sig på en måde i nutidens debat.
Det individuelle perspektiv
Sjællands biskop J.P. Mynster foreslog således ændringer i de centrale led i trosbekendelse og kort tilspørgsel, næsten på linje med ”Frederiksberg-ritualet”. Det skete i 1839 i Mynsters store ritualforslag. Det gjorde Grundtvig meget vred, for troen i dåben er levende mundtligt forplantet fra slægt til slægt ved forsagelse og trosbekendelse, der i dåbshandlingen lyder som et ja-ord på barnets vegne ved hvert led, fremsagt i sammenhæng.
Derved oprettes dåbspagten mellem Gud og det enkelte menneske. Med andre ord er barnedåben ikke alene en optagelse i kirken i kraft af menighedens fælles fremsagte trosbekendelse, som der så herefter på barnets vegne siges ja til at overholde i en kort ja-formel, men i Grundtvigs tolkning gives barnet også personligt (som individ) i Guds favn ved den oprettede dåbspagt og på Gudsordets befaling (Matt 28,19). Alt gives barnet i barnedåben.
”Frederiksberg-ritualets” forslag har rationelt og objektivt lagt vægt på, at dåben betyder barnets optagelse i menighedens fælles tro, som så formentlig må bekræftes individuelt overfor Gud ved konfirmationen, når barnet bliver bevidst? Eller hvad? Det var Mynsters dåbssyn.
Problemet er, at barnedåbens individuelle perspektiv neddæmpes kraftigt i ”Frederiksberg-ritualets” sakramentale kerneled, fordi den levende mundtlige trosbekendelse, som den enkelte kristnes grundlag, ikke fremsiges over barnet, men alene siges objektivt som menighedens fælles tro og grundlag – ja, kan misforstås som krav til barnet: Her er betingelsen for optagelse, som der så siges ja til på barnets vegne.
Grundtvigs modstand
Det er som sagt i afkortet forstand indlemmelsen i menighedens tro, der er centrum i ”Frederiksberg-ritualet”, ikke først og fremmest dåbspagten mellem Gud og barn som i Grundtvigs tolkning. Derfor sagde Grundtvig til Mynster, at der slet ikke oprettes nogen dåbspagt i hans dåbsforslag. Kan det samme ikke være tilfældet med ”Frederiksberg-ritualet”?
Det er et problem i dagens grundtvigianisme, at der liturgisk kun tales om Grundtvigs krav på frihed. Jeg er næsten sikker på, at folkene bag ”Frederiksberg-ritualet” er grundtvigianere, men man er i frihedens navn gledet bort fra det oprindelig kirkelige hos Grundtvig.
Nok taler han om liturgisk frihed i frie menigheder, men han kunne altså selv kun fungere i en menighed, hvis hans syn på dåbspagten blev respekteret. Hans dåbsopfattelse blev i samtiden spredt til vækkelserne og til de mange grundtvigske præster.
Grundtvigs modstand gjorde i øvrigt, at Mynsters forslag ikke blev gennemført. Grundtvigs tolkning af dåbsritualets kerneled har som sagt været dominerende gennem alle dåbsdebatter siden 1800-tallet. Det bør fortsætte. Der er noget at arbejde med for dåbskommissionen, så dåbspagten fortsat kan fremstå klart i barnedåbens sakramentale kerneled.