Fra på mandag skal præster tidsregistreres, som om de stod på en fiskemelsfabrik med fast arbejdstid. Loven er vedtaget af et Folketing, der ikke et minut har tænkt på præsters hverdag. Det fremgår af Folketingets forhandlinger og udvalgets dokumenter.
Det er meget underligt, at loven gælder for præster, for lovens egen undtagelsesbestemmelse synes skræddersyet til præsterne. Efter store bededags afskaffelse ved vi dog, at Folketingets flertal er bedøvende ligeglade med folkekirken. Og med kravet om præsters tidsregistrering, er det som om Folketingets flertal heller ikke interesserer sig for den menighed, der mere end nogensinde har brug for præsten.
Det forlyder nu, at mere end 700 præster har underskrevet en protest til Folketinget. Men denne aktion rejser spørgsmålet, om protesten vil blive opfattet, som om præsterne er ligeglade med lønnens størrelse og omfanget af rådighedsforpligtelsen.
Det er det fagpolitiske dilemma, som de protesterende måske har glemt at tænke over. Det kan jo godt være svært at være ledelse i fagforeningen, hvis medlemmerne både vil blæse og have mel i munden ved at råbe højt om arbejdsbyrden, men ikke ønsker at dokumentere påstanden.
Indflydelse kræver rettidig omhu
Hvad enten min tvivl, om alle underskrivere har tænkt langt nok, er rigtig eller ej, skuffer det mig, at mere end 700 præster vil udstille, at de har sovet i timen i snart et år. Protesten er afsendt næsten et år efter, at AC har sagt god for loven, otte måneder efter, at lovudkastet har været i høring og fem måneder efter at loven er vedtaget.
Den sene protest er tilmed sendt til det forkerte udvalg i Folketinget og i Folketingets sommerferie. Sådan får man ikke indflydelse.
Vil man bruge sin demokratiske ret, må der udvises rettidig omhu. Det drejer sig om at være i rette tid og på rette sted. Og så er det nok bedst, at det før henvendelsen til den lovgivende magt, er afklaret, om protesten bakkes op af et flertal af præster.
Er præsten kaldet eller funktionær?
Uanset at henvendelsen til Folketinget må forventes at være spildte kræfter, er det godt at vide, at præsterne ikke vil behandles som ufaglærte på en fiskemelsfabrik. Det er for mange præster, som for mange politikere, vanskeligt at opdele embede og hverv mellem arbejdstid og fritid.
Embede og hverv er en livsform og mange bliver så kendte, at de hele tiden må afsætte tid til at tale med sognebørn og vælgere. Et kort besøg i supermarkedet kan pludselig udvikle sig til en timelang seance på grund af et sognebarns sjælsvåde eller en vælger, der lige skal fortælle om sin oplevelse med socialforvaltningen.
Det er noget helt særligt at være sjælehyrde. Præsten er kaldet til sognet. Præsteembedet er et kald. Det forventer menigheden og det forudsættes i embedssynet og ansættelsesprocessen.
Derfor er jeg også mere bekymret over de præster, jeg mellem år og dag møder eller læser om, som går så meget op i deres arbejdstid, at jeg må spørge, om de er kommet på rette hylde. Det er stærkt bekymrende, hvis denne tidsregistrering ændrer præsternes selvopfattelse i retning af, at præsterne betragter sig som funktionærer.
Jeg tror og håber, at præsterne i deres sind udmærket kan modstå denne styring og al denne optælling. Men det er nyttigt at tænke efter, hvad der kan forventes af en moderne præst, og hvordan en moderne ung præst selv opfatter sit embede.
Præsten er den sidste, vi kan gå til, uden at alt skal journaliseres. Præsterne ved – ikke mindst fra samtaler med pårørende efter dødsfald – hvor vigtigt det er, at præsten har tid og forstår at tale med alle om alt, ikke mindst om det åndelige, som snart ingen andre end præsterne, kan og tør tale om.
Det vil være skammeligt, hvis tidsregistreringen af nogle præster bliver benyttet som undskyldning for, at præsten mere opfatter sig som funktionær med fast arbejdstid end som kaldet sjælehyrde for menigheden.
Kirkeministeriets håbløse vejledning
Efter at have læst Kirkeministeriets uforståelige såkaldte vejledning, er min vurdering, at loven ikke blot er tåbelig, men det rene pjank. Det er imidlertid Kirkeministeriets ansvar, at præsterne vejledes om indtil pensionsalderen at lade gentagetasten på præstens tjenstligt udleverede computer gøre det meste af registreringsarbejdet.
Og mon ikke provstisekretærerne selv finder en gentagetast, der automatisk kan rykke de præster, der ikke får afleveret tidsregistreringen inden deadline. Hvad der derefter skal ske med de mange tidsregistrerings-oplysninger er ikke godt at vide.
Narreværket iværksættes samtidig med, at kirkeministeren forkynder det glade budskab om, at han skam vil afbureaukratisere!
Skal man le eller græde?
